Sagsbehandling i nævn og udvalg v/ Holger Kallehauge

I begge tilfælde er der tale om formaliseret konfliktløsning mellem to parter. Konkrete, individuelle sager, i klagesystemet typisk sager mellem borger og det offentlige. Kan også være mellem kommuner. I mellemkommunale sager kan man som regel bare følge indstillingen (ikke vigtige sager for DH).

Begge systemer er styret af regler og praksis, af lovregler og bekendtgørelser. Alle afgørelser skal hjemmel i loven, jf. princippet om lovmæssig forvaltning.

Der er klageret til mindst én højere instans. Ved principielle sager til to instanser: På det sociale område kan principielle sager ankes til Ankestyrelsen, ved domstolsbehandling er det i Højesteret.

Der gælder en række retssikkerhedsgarantier: formelle regler om sagsbehandling som fx aktindsigt, notatpligt, partshøring, ret til kontradiktion, sagsbehandlingsfrister og begrundelsespligt. [1]

Materiel retfærdighed: Lighedsgrundsætningen (forbud mod diskrimination), Forbud mod magtfordrejning (man må ikke tage uvedkommende hensyn i betragtning), Forbud mod korruption og nepotisme, Menneskerettigheder skal overholdes, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Handicapkonventionen.

Forskel i formen: Behandling ved domstolene er altid mundtlig behandling, klagesystemet er altid skriftlig behandling

Sagsmængden: Administrationen behandler langt flere sager end domstolene. Domstolene afgør færre sager og bruger mere tid på hver sag, det er omvendt i klagesystemet.

Sagkyndig bistand: Embedsmændene er specialister og er selv sagkyndige. I klagesystemet lærer man løbende fra sag til sag og får faglig sparring af embedsmænd. Dommere er generalister og benytter sagkyndig bistand som f.eks. syn og skøn, lægeerklæringer, vurderinger og ekspertudtalelser f.eks. Retslægerådet.

Oplysningspligten: Klagesystemet skal selv producere sagsmaterialet/oplyse sagerne. I domstolene er det parterne, der fremstiller og oplyser sagerne.

Lægmænds medvirken: ved domstolene er det hovedreglen, at lægmænd og nævninge medvirker, I administrativ sagsbehandling forekommer lægmands medvirken kun undtagelsesvis. Men i sociale og arbejdsmarkedssager anvendes lægmænd i det sociale nævn og i Ankestyrelsen.

Sagerne behandles en ad gangen. Den fuldmægtige, som har forberedt sagen, præsenterer (”nævner”) den. 25-40 sager per møde, sjældent mere.

To grupper af sager: Nogle sager kommer på møde (nævnes, drøftes og afgøres). Andre tages til efterretning, med mindre et nævnsmedlem beder om få dem mødesat i forvejen.

Nogle sager ser man ikke igen. Hvis sagen fx ikke er oplyst godt nok, bliver den hjemvist eller udsat, hvis sekretariatet nemt kan skaffe de manglende oplysninger.

Når en sag er afgjort, bliver den skrevet efter den indstilling, man har fået, men man ser ikke den endelige indstilling. Hvis man har været med til at rette i den indstillede tekst, så må man blot regne med, at dette kommer med.

Det tager 7-8 timer at forberede sagerne første gang. Senere tager det mindre.

Læs afgørelsen først (den ligger øverst) og vurder, om du er enig. Hvis ja, så læs kun lidt. I begyndelsen vil I være uenige i mange sager. Det er uklogt at afgive dissens i alle sager, vælg jeres kampe. Fx ikke mellemkommunale tvister. Er du uenig må du læse hele sagen og forberede din argumentation.

Orienter jer i praksis. Hvis der er en klar praksis, er det svært at få ændret en afgørelse.

Undgå at kæmpe om beløbsskøn, som er nærmest uanfægtelige. Mht. merudgifter er det vigtigere at være opmærksom på, at posterne indgår i afgørelsen, men præcist hvilket beløb de indgår med, kan ændres senere.

Hør, hvad sekretæren siger, så får I uddybet sagen og finder ud af, hvad der er lagt vægt på. Stil først spørgsmål, tag derefter stilling og giv udtryk for den. Lyt til andres argumenter først og giv dig god tid til det.

Udvalgsformanden og sekretæren har talt om sagen inden og vil typisk være enige om sagen.

Hvis man ikke kan få det gennemført at give borgeren fuldt medhold, så forsøg at ændr begrundelsen og blød den op, så borgeren ”får lidt”.

Tag noter til de enkelte sager, så du kan genkende den, når den bliver præsenteret.

Giv ikke dissens ofte. Det bliver man ikke populær af. Udvælg de vigtigste og hav fokus på of forbered argumentationen. Skriv det ned, du vil have skal stå i en dissens, og aflever den på skrift på stedet, hvis du beslutter dig for at afgive dissens. Du har ret til at afgive en kort dissens.

Interesser jer for sagens fakta. Reglerne, som er gengivet i sagen, er der som regel godt styr på. Sagens fakta kan være omfattende, men dem kan man gøre noget ved. Vær opmærksom på, om sagen er godt nok oplyst. Det er et punkt, hvor dine indvendinger altid har vægt.

Koncentrer jer om, hvad afgørelsen går ud på: Er det en stadfæstning, hjemvisning, ændring, omstødning, afvisning…

Læg mærke til, hvad der er særligt ved sagen og læg mærke til, om der rum for fortolkning - om sagen skiller sig ud fra tidligere sager og der dermed kan fortolkes anderledes

Brug Handicapkonventionen og spørg fx, hvorvidt resultatet stemmer overens med en given artikel i konventionen.

Brug jeres erfaringer fra egen funktionsnedsættelse til at sætte jer ind i, hvad en given funktionsnedsættelse betyder og stil spørgsmål ud fra det.

Skønsudøvelsen er også vanskelig for kommunerne. Det er endnu sværere at efterprøve skønnene.

Skøn skal være individuelle og konkrete i den enkelte sag. Skøn må ikke være underlagt generelle regler, men skuffecirkulærer er udbredte (at sagsbehandlerne reelt bliver pålagt generelle retningslinjer for bestemte typer sager, hvor der egentlig skulle være tale om individuelt skøn).

Skønnet er aldrig helt frit. Det er et retligt bundet skøn. Det vil sige, at de retlige aspekter, der skal inddrages i skønnet, skal være synlige heri.

Kommunen får en bred skønsmargin, og skønnet bliver ikke tilsidesat, medmindre det er åbenbart eller helt klart forkert. Det er ikke nok, at man kunne have skønnet på en anden måde, eller lovligt kunne være kommet til et andet resultate.

Det kommunale serviceniveau står ikke til anfægtning. Der kan muligvis henvises til sager, som har været på det samme møde, og hvor niveauet adskiller sig væsentligt.

Nævnsmedlemmer har tavshedspligt om de forhold, de kommer til kendskab om via sagerne. Navne, bopæl, alder, køn, stilling må ikke nævnes for andre. Alt, hvad der kan føre til identifikation af en borger, må ikke videregives og navnlig ikke personfølsomme oplysninger som sygdom, handicap, falmilie- og indkomstforhold. Men hvis man generaliserer faktum og anonymiserer personforhold, må man gerne drøfte en sag med andre.

Betyder ikke, at man ikke må tale om sagen i generelle vendinger. Men man ikke må bruge navne, adresser eller noget som helst andet, der kan identificere sagens person. Så må man gerne drøfte sagen og rådføre sig med andre.

Afvise på formelt grundlag: Klaget forkert sted. Frist overskredet.

Stadfæste: Når man er enig i resultatet eller ikke så uenig, at man vil tilsidesætte kommunens skøn

Ændring: Når afgørelsen er urigtig, og at der er brug for en ny indholdsmæssig afgørelse. Det er vigtigt, at alle de nødvendige oplysninger er på plads.

Ophæve: afgørelsen begynder forfra. Sagsbehandlingsfejl. Kan ophæves.

Hjemvise: Hvis der ikke er hjemmel til afgørelsen, hvis der er begået procedurefejl, fx manglende manglende partshøring, hvis der mangler oplysninger i sagen, noget der ikke er taget stilling til. Overvej, om oplysningerne nemt kan fremskaffes. Sagen skal gå om og det kan trække sagsbehandlingen i langdrag.

Nævnenes prøvelsesret: ingen grænser for, hvad klageinstansen kan undersøge. Nævnet har ret til at tage nye oplysninger ind, som kommunen ikke har haft med. Sagen kan godt blive omgjort til skade for borgeren, hvis fx der kommer nye oplysninger ind om sagen

Skal bare bruges og henvises til direkte! Enhver sagsbehandling bør afsluttes med en vurdering af, om konventionen er overholdt. Sagsbehandlingen er ikke hævet over konventionen. Artiklen om diskrimination gælder fra 23. august 2009, og disse regler skal kunne bruges!