Du er her:

Tilgængelighed i huset

Handicaporganisationernes Hus kan benyttes fuldt ud af alle grupper af mennesker med handicap. Det betyder, at huset er opført, så det er optimalt tilgængeligt for alle mennesker med funktionsnedsættelser.

Den overordnede vision var at skabe verdens mest tilgængelige hus, intet mindre.

Når mennesker med handicap skal inkluderes i samfundets aktiviteter, er det en grundlæggende forudsætning, at de fysiske rammer og omgivelser er indrettet, så de tager højde for de mange og forskelligartede behov. 

Det er handicaporganisationernes generelle overbevisning og holdning, at det helt og aldeles afhænger af omstændighederne – herunder navnlig omgivelsernes udformning – om en person med funktionsnedsættelser i en given situation også er handicappet. Man er aldrig mere handicappet, end de begrænsninger, der er indretningen af det fysiske miljø, gør én.

Derfor er det væsentligt, at Handicaporganisationernes Hus er indrettet og udformet, så det imødekommer alle handicapgruppers særlige behov for tilgængelighed.

Da huset blev bygget blev der foretaget en udførlig dokumentation af udgifter, udfordringer og andre elementer i processen omkring udviklingen af tilgængeligheden i huset. Dette betød, at huset, da det stod færdig, bliv en konkret manifestation af handicaporganisationernes politiske argumenter omkring tilgængelighed.

Huset beviser derfor, at grundlæggende og nødvendige tilgængelighedsforanstaltninger, hverken er udgiftsdrivende eller uæstetiske. Huset er en politisk dokumentation for, at god tilgængelighed generelt er positivt for byggeriet og vore fysiske omgivelser.