DH-lokalt: Handicappede sættes i gabestok
Århus Stiftstidende, side 5
De handicappede og udviklingshæmmede er havnet i en ubehagelig gabestok.
Det siger formand for DH-Favrskov, Anders Munk Nielsen. Foreningen står for at skulle afholde årsmøde i InSide torsdag 3. juni klokken 19. Her vil et af budskaberne fra formanden være, at der er sket et skred i samfundsdebatten på det seneste. "Kommunerne er under pres, fordi de skal spare, og her har vi desværre set mange eksempler på, at de handicappede kommer til at fremstå som dem, der vælter de kommunale budgetter," siger Anders Munk Nielsen. Efter årsmødet vil der være et oplæg om Danske Handicaporganisationers arbejde ved foreningens næstformand, Morten Carlsson, der også er formand for autismeforeningen i Danmark.
