DH-lokalt: V og SF vil have flere politikere i handicapråd
Herlev Bladet, 1. sektion, side 2
På kommunalbestyrelsesmødet i Herlev fik SF opbakning fra Venstre til sit forslag om 5 kommunalbestyrelsesmedlemmer i Handicaprådet. Forvaltningens anbefaling blev dog vedtaget med stemmer fra A, C og O. Dermed får borgmesteren og formanden for Sundheds-og Voksenudvalget sæde i rådet. Bør der være to eller fem kommunalbestyrelsesmedlemmer i Handicaprådet? Det spørgsmål var omdrejningspunktet i en debat på kommunalbestyrelsesmødet i onsdags. Baggrunden for debatten var en bred politisk enighed om, at dialogen i det tidligere Handicapråd ikke har fungeret tilfredsstillende. Forvaltningen indstillede at kommunalbestyrelsen udpeger borgmester, formanden for Sundheds-og Voksenudvalget samt 3 medlemmer fra forvaltningerne til handicaprådet. "Det er dét forslag, som forvaltningen er enig med handicaporganisationerne om at pege på som sammensætning af det nye handicapråd, og når handicaporganisationerne bakker det op, kan jeg godt anbefale det", konstaterede borgmester Kjeld Hansen ( A) indledningsvis.
