DH's formand i FN’s handicapkomite
Nyt fra DH
Formanden for DH Stig Langvad blev onsdag den 1. september valgt som medlem af FN’s handicapkomité. Danmark sætter dermed sit præg på den internationale kamp for menneskerettigheder for personer med handicap. Stig Langvad er blevet valgt for en periode på 4 år. Som medlem af komiteen skal Stig Langvad skal bl.a. læse landenes rapporter og komme med forslag og generelle kommentarer til at styrke konventionens gennemførsel i de enkelte lande. Komiteen kan sætte undersøgelser i gang, hvis medlemmerne får mistanke om alvorlige brud på rettigheder for personer med handicap. Endvidere skal han og de andre medlemmer i komiteen høre og tage hånd om klager fra borgere i de lande, der har ratificeret den såkaldte tillægsprotokol, der netop åbner mulighed for, at borgerne kan anvende handicapkomiteen som klageinstans - hvis alle nationale klagemuligheder er udtømte. Danmark har ikke tiltrådt tillægsprotokollen. Det danske medlem af komiteen kan ikke kommentere rapporten fra sit eget land. Komiteen mødes to gange årligt i Geneve. De lande, der har ratificeret FN’s handicapkonvention, forpligter sig til regelmæssigt at sende rapporter til handicapkomiteen. Første rapport skal sendes to år efter at landet har vedtaget konventionen, herefter hvert fjerde år. Danmark skal aflevere sin første rapport den 23. august 2011. Link til DHs hjemmeside om Nyheden: http://www.handicap.dk/nyheder/dhs-formand-i-fns-handicapkomite
