Midlertidig førtidspension hjælper ikke unge i job
Politiken/Kultur, 2. sek. s. 6
Line Barfod MF (EL) skriver i et debatindlæg: Gør alle offentlige ydelser midlertidige. Sådan lød Dansk Arbejdsgiverforenings Jørn Neergaard Larsens universalløsning på problemet med det voksende antal unge på førtidspension. Den høstede bifaldende nik fra beskæftigelsesminister Inger Støjberg i DR-magasinet Penge (3.3.). Men unge med nedsat arbejdsevne får ikke automatisk et job, fordi man tager pensionen fra dem. De unges arbejdspotentiale skal afklares og styrkes, og arbejdsmarkedet skal være villigt til at modtage dem. Det første har vi allerede et godt redskab til, nemlig revalidering. Under VKO-regeringen er det blevet markant sværere at få tilkendt revalidering. Fra regeringsskiftet i 2001 og frem til 2007 faldt antallet af revalidender med 25 procent. Fleksjob og skånejob - hænger ikke på træerne. Tallene taler for sig selv, når over 17.000 danskere i 2007 var godkendt til fleksjob, men ude af stand til at finde et. Uden revalidering og et rummeligt arbejdsmarked er forudsætningerne for at få de unge i job ikke til stede. Og uden de forudsætninger bliver midlertidig førtidspension en blindgyde og et svigt af borgere, der har brug for mere konstruktiv hjælp end kontroltjek og en forsørgelsesdeadline.
