Stavnsbånd på handicappede
Information, side 21
Læserbrev af Jan Andreasen, Hillerød: Undervisningsminister Christine Antorini (S) vil gøre frit skolevalg permanent for normalt fungerende børn. Til gengæld skal handicappede børn, som eksempelvis børn med eksempelvis autisme eller ADHD, der har behov for specialundervisning, ikke længere have denne rettighed. De har i forvejen mere end svært ved at finde relevante skoletilbud, hvis de ikke magter den normale folkeskole. Forældre til disse børn har ikke de samme muligheder for at vælge en privatskole med færre elever, for mange privatskoler takker nej, når de hører, at barnet allerede har en af nævnte diagnoser. Som vælger må man undre sig over, at Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti vil lægge stemmer til en lov, der sikrer de normalfungerende børn ret til frit skolevalg, men ikke mener, at handicappede børn skal have denne mulighed.
