Du er her:

Politiske aktiviteter - beskæftigelse


Forslag 1) Bevar den politiske platform i LBR eller brug handicaprådet

I december 2014 vedtog et flertal i Folketinget at nedlægge de lokale beskæftigelsesråd (LBR) per januar 2015. Kommunalbestyrelserne er derfor ikke længere ved lov forpligtet til at nedsætte et LBR til at rådgive om den lokale beskæftigelsesindsats. I stedet er der nedsat otte nye regionale arbejdsmarkedsråd (RAR), som blandt andet skal til at rådgive kommunalbestyrelserne om beskæftigelsesindsatsen. DH har én repræsentant i hvert af de otte råd. 

Men det er stadig den enkelte kommune, der skal udføre den lokale beskæftigelsesindsats. Og de har stadig brug for viden om og ideer til, hvordan arbejdsmarkedet kan gøres mere inkluderende og beskæftigelsesindsatsen bedre for personer med handicap. DH skal bidrage konstruktivt og aktivt til dialogen om dette, og fortsat tilbyde sig som en attraktiv partner i samarbejdet med kommunen og andre relevante aktører.

Derfor er det afgørende at bevare en politisk platform, hvor denne dialog kan finde sted.

Nogle kommuner har besluttet fortsat at have et LBR. DH har i mange kommuner været med til at udvikle gode tiltag i den lokale beskæftigelsesindsats, fx ved at sætte fokus på at skabe nye lokale fleksjob, eller ved at gennemføre analyser af indsatsen for ledige med handicap i kommunen. I andre kommuner har DH sat uddannelsesindsatsen på dagsordenen i LBR, andre igen har fået indskrevet konkrete mål om handicap i beskæftigelsesplanerne.

I kommuner hvor der ikke videreføres et LBR med DH-repræsentation, kan det være en ide at foreslå andre samarbejdsmodeller, hvor fx lønmodtagerorganisationerne og de lokale virksomheder er vigtige at indtænke.

Under alle omstændigheder er der Handicaprådet, som har høringsret, og hvor DH afdelingen kan arbejde for, at beskæftigelsesplan og beskæftigelsesspørgsmål også kommer på dagsordenen.

Bliv inspireret af samarbejdsmodellen i Hjørring Kommune 


Forslag 2) Øg kvaliteten og brugen af ressourceforløb – forebyg førtidspension

Et mål med førtidspensions- og fleksjobreformen fra 2013 er, at færre (unge) får førtidspension og flere med begrænset arbejdsevne kommer i fleksjob. Det vigtigste redskab til at forebygge førtidspension er indførelsen af rehabiliteringsteams, som visiterer til de nye ressourceforløb.

Ressourceforløb er for borgere med komplekse problemer og behov for en tværfaglig indsats, hvor der laves en plan med klare mål om uddannelse eller beskæftigelse med udgangspunkt i borgerens situation og handicap.

Udfordringen er, at reformen er dårligt implementeret i den lokale beskæftigelsesindsats. Rehabiliteringsteamets planer for borgerne har ikke fokus på alle borgerens udfordringer på tværs af forvaltningerne. Fx mangler teamet ofte informationer om betydningen af borgerens sundhed for beskæftigelse og uddannelse.

Ressourceforløb bliver ikke anvendt ofte nok, indholdet har ikke et klart mål, indsatserne koordineres ikke tilstrækkeligt på tværs af forvaltninger, og effekten er ukendt. Ressourceforløb risikerer at blive parkeringsplads for kommunens udsatte borgere, hvis tilbuddet ikke anvendes sker tidligt og har den rette kvalitet.

Derfor kan DH afdelingen være med til at arbejde for, at anvendelsen af og kvaliteten i ressourceforløb øges.

Kommunerne skal via rehabiliteringsteams og ressourceforløb udvikle borgerens arbejdsevne mest muligt og tage højde for borgerens handicap. Rehabilitering bygger på viden, herunder den nødvendige specialviden, koordination mellem kommunens forvaltningerog ikke mindst lader borgerens egen motivation og livssituation være styrende for indsatsen. DH kan arbejdef for at kommunen udarbejder en strategi for rehabilitering. Handicaporganisationerne skal inddrages i forhold til viden om den enkelte funktionsnedsættelses betydning for arbejde og uddannelse.

Læs om principper for rehabilitering i 'Hvidbog om rehabilitering' http://www.rehabiliteringsforum.dk/fileadmin/filer/Publikationer/PDF_er/Hvidbog.pdf


Forslag 3) Konkrete mål i beskæftigelsesplanen:

Alle jobcentre skal årligt udarbejde en plan for det næste års indsats. Beskæftigelsesplanen er en plan for, hvordan jobcenteret vil imødekomme udfordringerne på arbejdsmarkedet.

Beskæftigelsesplanen indeholder de vigtigste indsatsområder for det kommende år. Planen indeholder forslag til mål, prioritering og budget for beskæftigelsesindsatsen for den samlede indsats i jobcenteret.

Beskæftigelsesplanen udarbejdes på baggrund af de vejledende beskæftigelsespolitiske mål, der er meldt ud fra ministeren. Senest den 31. december vedtager kommunalbestyrelsen beskæftigelsesplanen gældende for det det kommende års beskæftigelsesindsats.

Med nedlæggelsen af Det Lokale Beskæftigelsesråd (LBR) kommer beskæftigelsesplanen ikke automatisk i høring. Det er derfor afgørende, at DH afdelingen sikrer sig, at den fortsat kan afgive høringssvar og få indflydelse på beskæftigelsesplanen. Brug gerne handicaprådet, hvis LBR eller et andet tilsvarende forum ikke fortsætter.

DH afdelingen kan stille forslag om, at beskæftigelsesplanen fx indeholder konkrete mål for andelen af arbejdsmarkedsparate personer med handicap, der opnår tilknytning til arbejdsmarkedet i ordinær beskæftigelse. Det kan også være mål for brugen af de handicapkompenserende ordninger, eller for brugen af ressourceforløb i kommunen. Herved er kommunen forpligtet til at arbejde for at nå disse mål i løbet af det kommende år, som beskæftigelsesplanen strækker sig over.

Forslag 4) Etabler lokale partnerskaber for job og vækst

Mennesker med handicap har en lavere beskæftigelsesgrad end personer uden handicap. For at ændre på dette kræver det nye og anderledes løsninger, end den traditionelle tilgang til bekæmpelse af ledighed. En måde at få personer med handicap til at være en del af arbejdsmarkedet, er ved at indgå lokale partnerskaber mellem kommunen, lokale virksomheder og handicap-organisationerne.

Det lokale erhvervsliv har i samarbejde med kommunen et stor potentiale for at inkludere lokale borgere, der ønsker at komme i job, men som pga. et handicap har brug for særlige initiativer for at opnå beskæftigelse. DH afdelingen kan foreslå, at kommunen iværksætter initiativer med at etablere lokale partnerskaber for job og vækst, som en mulighed for jobskabelse målrettet mennesker med handicap. Herved inddrages lokale virksomheder mere direkte i dialogen om beskæftigelsesindsatsen

Hent inspiration i partnerskab i Høje-Taastrup kommune på htk.dk