Du er her:

Trivselsmåling og elever i specialtilbud

Alle folkeskoler skal hvert år gennemføre en trivselsmåling blandt eleverne i børnehaveklassen til og med 9. klasse. Det gælder også for specialskoler. Resultaterne fra trivselsmålingen bruges af kommuner og skoler til deres arbejde med trivsel og undervisningsmiljø. 

Trivselsmålingen indgår i kommunens kvalitetsrapport, som skal behandles i byrådet. Heri beskrives, hvordan det står til med elevernes trivsel på kommunens folkeskoler, og hvordan kommunen fremover vil arbejde med området.

Trivselsundersøgelser i den almindelige folkeskole viser, at danske skoleelevers trivsel generelt er høj. I kommunernes omstilling til øget inklusion har der ikke været samme fokus på de elever, der fortsat går i specialiserede tilbud, dvs. i specialklasser eller på specialskoler. Denne gruppe elever har også ret til en skolegang, hvor de trives og udvikler sig. Det er derfor vigtigt at have særligt fokus på denne gruppe.

DH afdelingen kan foreslå et fælles temamøde mellem handicaprådets medlemmer og politikerne i fagudvalget på skoleområdet, hvor I drøfter trivselsmålingen og kommunens kvalitetsrapport.

På mødet kan DH afdelingen blandt andet spørge ind til:

- elevernes trivsel på specialskoler og specialklasser sammenlignet med almenområdet?
- om der er elever, som pga. handicap er fritaget fra trivselsundersøgelsen?
- hvilke tiltag kommunen har/ vil iværksætte på baggrund af trivselsundersøgelsen?