Du er her:

Forslag til politiske aktiviteter lokalt

Forslag til politiske aktiviteter:

1)     Hurtig genoptræning betaler sig – for alle

2)     Øgede kompetencer hos medarbejdere og brugere

3)     Udvikling af inkluderende forebyggelse

 

Forslag 1) Hurtig genoptræning betaler sig – for alle
God kvalitet i genoptræning og vedligeholdelsestræning øger borgernes mulighed for at få maksimal effekt af træningen og dermed også for at generhverve eller bevare funktionsevnen. Det giver både bedre livskvalitet hos den enkelte og en mindre udgift for samfundet, fordi borgerne får mindre behov for hjælp og støtte på sigt.

Hvis der er ventetid på genoptræning eller vedligeholdelsestræning, så forringer det derfor borgerens muligheder. Blot en uges ekstra ventetid har stor betydning.

DH har sammen med Ældresagen m.fl. medvirket til at undersøge genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommunerne. DH afdelingen kan bruge undersøgelsen til at se kommunens ventetid, og rejse problematikken, hvis kommunen viser sig at have lang ventetid. Eller evt. at rose udviklingen, hvis kommunen er blandt dem, hvor det er lykkedes at få nedbragt ventetiden.  (undersøgelse kommer ultimo november – afsnit udbygges evt. når undersøgelsen foreligger).

Borgere med behov for genoptræning og vedligeholdelsestræning skal have ret til at starte træningen inden for maksimalt 1 uge.

Borgeren har ret til genoptræning og vedligeholdelsestræning af god kvalitet og i tilstrækkelig mængde; dvs. timer nok til at genoprette eller vedligeholde borgerens funktionsevne. Visiteringen skal ske på grundlag af borgerens behov og ikke økonomiske hensyn.

 


Forslag 2: Øgede kompetencer hos medarbejdere og brugere

Det er ikke sikkert, at kommunen er opmærksom på de særlige udfordringer, som personer med handicap kan have, når de ønsker at benytte kommunens tilbud om forebyggelse.

 

Medarbejdere, der møder borgerne, har behov for at vide noget om funktionsnedsættelser og sundhed, og de har behov for at vide, hvornår der skal inddrages andre fagligheder i arbejdet med borgerne. De skal ikke være sundhedsspecialister men snarere generalister, der kan bygge bro til andre relevante fagligheder og tilbud. Derfor er det også en vigtig forudsætning for arbejdet, at medarbejderne har et grundlæggende kendskab til sundhedstilbud i kommunen.

Det handler ikke alene om de kompetencer, som medarbejderne skal have, men i lige så høj grad om at uddanne brugerne – sammen med medarbejderne. Fx er brugerne ofte oplagte som sundhedsambassadører eller sundhedsguider for andre.

DH afdelingen kan derfor stille forslag om kompetenceudvikling af både medarbejdere og brugere, så borgere med handicap kan gøre brug af kommunens tilbud om forebyggelse.

 

Forslag 3: Udvikling af inkluderende forebyggelse
Sundhed.dk er det offentlige sundhedsvæsen på nettet. Her kan man finde en oversigt over, hvilke tilbud om forebyggelse, der er i ens egen kommune. Samtidig kan man hente inspiration ved at se, hvilke tilbud andre kommuner har til deres borgere.

DH afdelingen kan i samarbejde med kommunen sætte fokus på, om kommunens tilbud er inkluderende for mennesker med handicap. Samtidig kan DH afdelingen bidrage konstruktivt med viden om evt. behov og nye fokusområder, hvor de nuværende tilbud ikke er tilstrækkelige.

Det kan godt være, at kommunen ikke har sørget for at lægge alle tilbud ind. Man kan spørge kommunen, om den har sørget for det – og bede den om at gøre det, hvis oversigten ikke er korrekt opdateret.

Oversigten findes her: SOFT



KILDER TIL VIDEN:

Forebyggelsespakker: På Sundhedsstyrelsens hjemmeside findes mange oplysninger om forebyggelse – fx om 11 forebyggelsespakker målrettet kommunernes forebyggende arbejde: Forebyggelsespakker

Den nationale sundhedsprofil: Med 3 års mellemrum kortlægges danskernes sundhed i en stor undersøgelse (Den nationale sundhedsprofil). Der lavet undersøgelser i 2010 og 2013. Man kan finde tal for ens egen kommune i denne database: Danskernes sundhed

Eksempel: Man kan slå op, hvor stor en andel af indbyggerne i kommunen, der har leddegigt. Man kan også sammenligne med andre kommuner. Bor man i Lolland Kommune, kan se man, at 11,3 % har leddegigt. Det er meget højt sammenlignet med Gentofte, hvor 3,2 % har leddegigt.

Rapport om handicap og sundhed: Statens Institut for Folkesundhed har lavet en Sundhedsprofil med fokus på personer med funktionsnedsættelser i 2014. Her kan man se, hvordan det står til med helbred, rygevaner, trivsel, medicinforbrug, sociale relationer og meget andet for personer med funktionsnedsættelser. På næsten alle områder er personer har personer med handicap dårligere helbred end befolkningen som helhed, hvad der peger på markant ulighed i sundhed. Tallene er for landet som helhed og er ikke delt op på kommuner og regioner, men kan bruges til generelt at spørge ind til, hvordan det går.  Sundhedsprofil for personer med handicap

”Borgeren i centrum”: DH lavede i 2013 rapporten ”Borgeren i centrum”. Den sætter et kritisk lys på den forebyggende indsats. Den viser bl.a., at personer med handicap oplever ulige adgang til den nødvendige forebyggelse og sundhedsfremme. Enten fordi der er barrierer, som forhindrer borgerne i at deltage på lige fod med andre, eller fordi der slet ikke er nogen tilbud, som imødekommer borgernes behov. Resultaterne viser også, at de ansatte i kommunerne efterspørger viden om og værktøjer til at lave inkluderende forebyggelse og sundhedsfremme, der er tilgængelig for alle.

Rapporten kan findes her på DH’s hjemmeside: Borgeren i centrum

Pjece med råd om forebyggelse: DH har været med til at lave en række anbefalinger rettet mod kommunernes forebyggende arbejde. De er samlet i en pjece, som kan findes her:  Anbefalinger om forebyggelse.

 

Materiale og links om genoptræning og vedligeholdelsestræning:

Der er lavet nye regler om genoptræning efter udskrivning fra sygehus. Sygehusene skal bl.a. sætte en tidsfrist på, hvornår genoptræningen skal starte.  De nye regler træder i kraft 1. januar 2015

Bekendtgørelse

 

Der er kommet en ny vejledning den 8. oktober 2014 om genoptræning og vedligeholdelsestræning Vejledning

Undersøgelse af genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommunerne 2014 (DH, Ældresagen, Danske Fysioterapeuter) (afventer færdiggørelse af undersøgelsen)

Et skema, som DH laver (afventer endelig rapport), hvor man kan se, hvordan kommunen ligger.

Et Danmarkskort, hvor man hurtigt kan få et overblik over, hvordan det ligger med ventetid i landets kommuner (afventer endelig rapport).