Du er her:

Politiske aktiviteter - Tilgængelighed

Forslag til politiske aktiviteter:

1)    Kortlæg tilgængelighedsniveauet i kommunen

2)    Gør eksisterende byggeri tilgængeligt – brug tilgængelighedspuljen

3)    Skab tilgængelighed til kommunale arrangementer

4)    Fokus på tilgængelighed til kommunens hjemmeside

 

Forslag 1) Kortlæg tilgængelighedsniveauet i kommunen

Det er relevant for en kommune at få et overblik over tilgængelighedsniveauet i kommunen. 

En måde at gøre det på kan være at gøre brug af Mærkeordningen God Adgang, der er udviklet af Foreningen God Adgang i samarbejde med Dansk Standard, Turismebranchens aktører og Danske Handicaporganisationer. DH-afdelingen kan foreslå kommunens tilgængelighedsansvarlige og politikere at holde et møde med godadgang, hvor de kan fortælle om registreringsordningen og vise eksempler på kommuner, der har fået lavet en tilgængelighedsregistrering. Informationer om godadgang kan findes på hjemmesiden: godadgang.dk

En anden måde kan være at bede borgere i kommunen give tips om konkrete problemer. Det kan fx gøres ved at gøre projektet til alle borgeres projekt. Manglende tilgængelighed rammer bredt, også ældre personer med fx rollatorer og børnefamilier med barnevogne. Foreslå handicaprådet, at alle borgere i samarbejde med kommunen kan anmodes om at give tilbagemelding, når de møder utilgængelige forhold i kommunen. Herved får man i kommunen kendskab til, hvor udfordringerne er, hvilket gør det lettere at sætte mere præcist ind. 

Forslag 2: Gør eksisterende byggeri tilgængeligt - brug Tilgængelighedspuljen:

DH-afdelingen kan gøre kommunen opmærksom på mulighed for at søge finansiering til forbedring af fysisk tilgængelighed til eksisterende offentlige bygninger via tilgængelighedspuljen. Puljen dækker bygninger med en borgerrettet funktion, herunder rådhuse, skoler, børnehaver, jobcentre og kulturinstitutioner. Tilgængelighedspuljen videreføres fra 2015 – 2018. Der er i alt afsat 32 mio. kr. over 4 år. Se mere om puljen:

http://www.ens.dk/byggeri/tilgaengelighed/tilgaengelighedspuljen.

Forslag 3: Skab tilgængelighed til kommunale arrangementer:

Når personer med handicap skal have mulighed for at deltage i arrangementer og møder som f.eks. borgermøder, vælgermøder, konferencer, foredrag og lign. er det vigtigt, at disse er tilgængelige for alle – også for borgere med handicap. Hvis et arrangement skal være tilgængeligt, er der mange forhold, der skal overvejes: lige fra stedets geografiske placering, valg af sted, der kan være særlige behov, der skal opfyldes m.m.

DH afdelingerne kan derfor foreslå kommunen, at der udvikles en fast praksis for, hvordan kommunerne sikrer tilgængelighed ved kommunale arrangementer. Det kan også medvirke til inspirere og vise for andre aktører i kommunen, hvordan man kan arbejde med tilgængelige arrangementer, så alle kan deltage i de lokale aktiviteter.

Det daværende Center for Ligebehandling af handicappede har udviklet et værktøj, der kan hjælpe med denne planlægning og faste praksis, som kommunen kan lade sig inspirere af.
Læs mere om planlægningsværktøjet på handicapmainstreaming.dk

Pjecen ”Tilgængelighed til valg”, som er udarbejdet af Det centrale Handicapråd, indeholder gode råd, herunder bl.a. om kommunikation med personer med funktionsnedsættelse, der f.eks. kan bruges i forbindelse med vejledning til valgstyrere og valgtilforordnede.
Læs pjecen "Tilgængelighed til valg"som elektronisk pdf

I februar måned 2015 har Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, udtalt, at det er afgørende, at mennesker med handicap kan afgive deres demokratiske stemme på lige fod med andre. Derfor har han udarbejdet en tjekliste for tilgængelighed til valglokaler.

Læs mere om tjeklisten samt Ombudsmandens arbejde på handicapområdet her (link til ombudsmanden.dk).

 

Forslag 4) Få fokus på tilgængelighed til kommunens hjemmeside

Kommunens hjemmeside er omdrejningspunkt for meget af den information og kommunikation, der foregår mellem borgere og kommunen i dag. Den digitale selvbetjening understreger også dette. Derfor er det vigtigt at få fokus på kommunens hjemmeside og tilgængelighed. Er hjemmesiden tilgængelig? Dvs. lever den op til standarderne for tilgængelighed WCAG 2.0? Eller hvad skal der til for at den kommer til det?

DH afdelingerne kan derfor foreslå kommunen, at man vedtager en it-tilgængelighedspolitik, hvori man bl.a. skriver de relevante standarder ind. Kommunen kan f.eks. kontakte Digitaliseringsstyrelsen, der kan komme med eksempler på en it-tilgængelighedspolitik. Derudover kan Digitaliseringsstyrelsen lave en tilgængelighedstest af kommunens hjemmeside, der kan give et overblik over, hvordan tilgængelighedsniveauet er på nuværende tidspunkt. Kommunen kan også vælge at kontakte en af de private rådgivere, der er på området. 

Læs mere om Digitaliseringsstyrelsen på digst.dk