Du er her:

Derfor er jeg aktiv i DH

Læserbrev skrevet af Birgit Hagen, aktiv i DH Herning:

Kan det betale sig…?

Fornylig blev jeg af en gammel bekendt spurgt, om det kunne betale sig at bruge så megen tid på at arbejde for at forbedre forholdene for borgere med funktionsnedsættelser, og om det ikke i dag var blevet så godt for disse borgere, at det ikke længere var nødvendigt?

Mit svar var: At så længe ikke alle handicappede borgere kan leve et liv på lige fod med ikke-handicappede, så er der stadig meget at arbejde for. Desværre er der stadig politikere, som udråber mennesker, der ikke er i stand til at klare arbejdsmarkedets krav, som dovne og snyltere på samfundet.

Så længe beboere, der har brug for hjælp til at færdes, ikke har mulighed for selv at bestemme, hvor og hvornår de vil på ferie, i biografen, til sportsarrangementer m.m., så er der ikke lige muligheder for alle borgere.

Så længe der ikke er fysisk tilgængelighed for alle borgere til f.eks. at komme i svømmebadet eller selv låne bøger på biblioteket, så er der ikke lige muligheder for alle borgere.

Så længe man ikke tager hensyn til nedkørslers stejlhed ved gaderenoveringer, så det gør det vanskeligt for rollatorbrugere og kørestolsbrugere at forcere gaderne, så er der ikke lige muligheder for alle borgere til at færdes.

Så længe ”pænhed” kommer før tilgængelighed ved fx en gågades renovering, så er der ikke lige muligheder for alle borgere.  

Så længe der ikke findes teleslynge-anlæg i alle offentlige bygninger, hvor der afholdes f.eks. vælgemøder eller foredrag, så er der ikke lige muligheder for alle borgere til at tage del i det offentlige liv.

Så længe vores infrastruktur ikke er indrettet sådan, at alle kan benytte kollektive transportmidler, så er der ikke lige muligheder for alle borgere.

Så længe levealderen for handicappede borgere er lavere end for ikke-handicappede, så er der heller ikke lighed i sundhed.

Med de mange nedskæringer der har været, er det svært at se, at man satser på, at Borgeren altid skal være i Centrum.

Så mit svar til alle er: Der er stadig meget at arbejde for, så længe der ikke er et fuldt inkluderende samfund, hvor personer med handicap har ret til fuld og lige deltagelse i samfundslivet.