Høringssvar til ny ressourcetildelingsmodel
Høringssvar fra DH-Albertslund til ny ressourcetildelingsmodel for specialforanstaltninger i netværk 6
DH-Albertslund kan støtte ideen med at skabe større sammenhæng mellem opgavernes karakter og den ressource, som stilles til rådighed, i specialundervisningen efter folkeskolelovens § 20 stk. 2. Men DH-Albertslund kan ikke støtte tanken om, at dette kan ske pædagogisk forsvarligt gennem ensartethed i ressourcetildelingen. For de elever, der skal have vidtgående specialundervisning, er deres behov meget forskellig.
Forvaltningen skriver i sagsfremstillingen, at "et af målene med en ny ressourcetildelingsmodel er at skabe en større ensartethed og sammenlignelighed i ressourcetildelingen. Udgangspunktet er stadig en visitation på baggrund af elevens behov". Der er stor forskel på de enkelte elevers behov i folkeskolen. Der er endnu større forskel på de enkelte elevers behov, når det drejer sig om børn med behov for vidtgående specialundervisning. Ydermere er en elevs særlige behov ikke kun afhængig af eleven selv, men tillige i vid udstrækning af det miljø, eleven placeres i. En elevs funktionsniveau kan være stærkt påvirket af, hvilke vanskeligheder de elever har, som eleven skal undervises sammen med.
Opgaven for forvaltningen har været at udtænke en ny organisering af specialundervisningen, hvor både pædagogiske og økonomiske aspekter er medtænkt. DH-Albertslund finder ingen pædagogiske aspekter i det udarbejdede forslag, men udelukkende økonomiske. Modellen vil helt givet skabe større overblik hos forvaltningen over udgifterne til vidtgående specialundervisning i Albertslund kommune, men den vil ikke give skolerne en bedre mulighed for at løse opgaven.
Ydermere har Albertslund kommune planer om, at undersøge om en af lærerne kan udskiftes med en pædagog, således at man matcher den aftalte takts model med de andre kommuner i netværk 6.
DH-Albertslund støtter ikke denne ændring, 2 lærere er forudsætningen for at kunne lave holddeling og undervisningsdifferentiering i de enkelte klasser, samt at kunne lave den fornødne 1:1 undervisning, som mange af eleverne i gruppeordningen har gavn af / brug for.
DH-Albertslund kan finde en vis mening i, at der internt i kommunen og i kommunenetværket kan udvikles fælles normer m.h.t. til ledelse, administration og bygningsforhold - for så vidt at de pågældende skoler er sammenlignelige rent ledelsesmæssigt, administrativt og bygningsmæssigt, omend det er svært at justere en bygning efter et konkret elevtal. Om PPR er i stand til at løse sin opgave forsvarligt ud fra en fast standard for pædagogisk-psykologisk bistand til elever med behov for vidtgående specialundervisning, vil DH-Albertslund stille sig stærk tvivlende overfor, hvis ikke denne standard øges betragteligt. Men DH-Albertslund vil fastholde, at det er helt urimeligt, at der i gruppeordninger med 1-6 grupper á 5-10 elever fastsættes ens ressourcetildeling for alle elever i ordningen. I en sådan ordning vil tilgangen af bare en enkelt elev med et væsentligt større ressourcebehov end standardtildelingen, kunne vanskeliggøre opgaveløsningen for personalet i urimelig grad.
DH-Albertslund opfatter det som om PPR udelukkende skal være konsultative. Da handicapområdet blev lagt ud til kommunerne, var en stor bekymring, om der ville være tilstrækkeligt kompetente fagfolk der. Nu vil man skubbe ansvaret væk fra det sted, hvor man måtte formode, at de mest kompetente personer skulle sidde, nemlig i PPR. Dette tager DH-Albertslund stærk afstand fra.
DH-Albertslund kan ikke støtte opsigelsesvarslet på 3 måneder, dette vil vanskeliggøre skolens arbejde med ressource planlægning. Man kan jo ikke bare normere personalets timetal op og ned hver 3. måned.
Hvis forslaget besluttes, forudser DH-Albertslund, at en konsekvens vil være, at skolelederne på de pågældende skoler fremover i langt højere grad end hidtil set må ekskludere elever med vanskelige problemstillinger fra undervisningen. Det er en udvikling, som allerede ses i stigende grad i andre kommuners gruppeordninger og på specialskoler. Dvs. på kort sigt vil det give kommunen en negativ økonomisk gevinst.
