Formandens beretning juni 2011
Formandens beretning juni 2011
Så er der gået endnu et år. Det er en glæde at se ”tordenskjolds soldater” stadig holder ved og er aktive. Ligeledes er der gennem 2 år også kommet nye aktive ildsjæle til og der er plads til flere.
Vores handleplan for 2010/2011 var;
1) Boligforhold
2) Tilgængelighed
3) Sagsbehandlingstider
Ad 1. Dette har jo været et tema i handicaprådet, hvor forskellige bosteder er besøgt. Vi er naturligvis ikke færdige med at interessere os for boligforhold for mennesker med handicap i Brøndby. Dette arbejde fortsætter i handicaprådet.
Ad 2. Der er nu et tilgængelighedsudvalg på tværs af kommunerne med en repræsentant fra hver lokalorganisation. Vi er også repræsenteret ved Svend Erik.
Ad 3. Vi har også interesseret os for sagsbehandlingstider, og tilgængeligheden omkring dette, på kommunens hjemmeside. Vi følger løbende op på dette.
Dernæst har der fra DH central side været sat fokus på måden mennesker med handicap omtales på i offentlige medier. DH mener, at disse mennesker hænges ud som syndere for, at budgetter i kommunerne sprænges. På årsmøde for formænd hed temaet ”tonen i det offentlige rum”. Der er sat fokus på især ”omkostningstunge handicappede mennesker”, som det hedder i medierne”. Dette sker samtidig med at der sker massive besparelser på handicapområdet. Der skal naturligvis være fornuft i udgiftsniveauet for mennesker med handicap såvel som for mennesker uden handicap. Lad os blande os i debatten for de mennesker som ikke selv kan og herigennem bidrage med oplysninger om, hvad det vil sige at have et handicap. På denne måde kan vi tilføre mennesker uden handicap en bredere forståelse. Lad os påpege at menneskerettigheder også gælder for mennesker med handicap og deres familie.
Det er mit ønske, at vi fra DH Brøndbys side blander os i denne debat mest muligt. Dette sammenholdt med et ønske om, at vi kan få nye organisationer og flere stemmer repræsenteret i vores forening. Mit forslag til handleplan vil derfor være.
1) Erhvervelse af nye repræsentanter/organisationer – en målrettet indsats.
2) Vi følger debatten i medierne omkring ”tonen i det offentlige rum”, for dernæst at diskuterer det til bestyrelsesmøder som fast punkt på dagsordenen og evt. aftale handling fra vores side.
Lad os diskuterer dette på mødet og aftale handleplan for 2011/2012
Af andre nye tiltag for 2011/2012, har vi planlagt at der skal være en handicappris. Vi skal snart træffe en beslutning om, hvordan handicapprisen skal se ud for 2011.
Vi har også fået en ny tradition at mødes med handicaprådet 1 gang årligt (dec.), for at udveksle erfaringer og synspunkter omkring arbejdet med handicappolitik.
Jeg og andre formænd fra nabokommunerne har ved flere lejligheder talt om muligheden af et samarbejde på tværs af kommunerne på vestegnen. Dette for at udnytte de frivillige kræfter der er i lokalforeningerne bedst muligt. Ved at stå sammen kan vi danne større gennemslagskraft. Dette samarbejde er begyndt. Brøndby er endnu ikke repræsenteret, men vi har muligheden.
Vi skal have valg af ny formand for de næste 2 år. Jeg må være ærlig at sige, at det til tider kniber mig at have den fornødne tid til posten. Dette trods gruppens store støtte. Det siger jeg tak for. Mon der kunne være nye kræfter der kunne komme i spil. Lad os tage en snak om dette.
Med dette siger jeg tak for året der gik og ønsker et nyt velkommen.
Gode hilsener Helle
