Til Faaborg-Midtfyn Kommune Kommunalbestyrelsen.
Ang. hjemmepleje til børn.
Til Faaborg-Midtfyn Kommune
Kommunalbestyrelsen.
d. 15.11.2011.
Ang. hjemmepleje til børn.
DH – Faaborg-Midtfyn er blevet bekendt med, at ”Kvalitetsstandarder på ældreområdet” nu også omfatter ydelser til børn og vi har kendskab til, at børn med handicap er blevet frataget deres hjælpere og nu skal have hjælp fra hjemmeplejen.
Vi har haft kvalitetsstandarderne i høring og afgivet høringssvar men har desværre ikke været opmærksomme på, at der i indledningens tekst var tilføjet ”§ 44”.
Havde vi bemærket denne tilføjelse, havde vores høringssvar naturligvis indhold kommentarer til dette.
DH – Faaborg-Midtfyn fik kendskab til hjemmepleje til børn gennem forældre til børn med handicap og efterfølgende er det bekræftet af souschef i fagsekretariatet Pleje og omsorg. Vi finder det under al kritik, at der ikke har været orientering til relevante brugergrupper inden ændringen og at hverken DH eller Handicaprådet har været tilstrækkeligt informeret inden afgivelse af høringssvar.
Vores høringssvar var som sagt udfærdiget i den tro, at det var til ”Kvalitetsstandarder på ældreområdet” og disse ikke indeholdt udmåling af ydelser til børn. Vi mener, der skal tages højde for, at hjemmeplejen skal yde service til en helt anden målgruppe end tidligere. Efter vores opfattelse bør der udfærdiges en kvalitetsstandard på børneområdet samt relevante retningslinjer. Endvidere bør den nødvendige kompetenceudvikling sikres, således at medarbejderne kan yde den kvalitet og faglige ekspertise, der er behov for, overfor denne nye målgruppe.
Socialudvalget har besluttet at indstille ”Kvalitetsstandarder på ældreområdet” til godkendelse i Kommunalbestyrelsen. DH – Faaborg-Midtfyn opfordrer dog til, at ”Kvalitetsstandarder på ældreområdet” ikke godkendes som forelagt (indeholdende ”§ 44”) af Kommunalbestyrelsen, samt at ovennævnte tiltag iværksættes.
Når barnet fratages hjælper og i stedet skal have hjemmepleje begrundes det med Barnets reform. Iflg. kommunen skulle der, være tale om skærpede regler, der betyder, at barnets hjælper nu så vidt muligt skal erstattes af hjemmepleje.
DH – Faaborg-Midtfyn er bekendt med, at der er indført en § 44 i Serviceloven, der giver mulighed for at bevilge hjemmepleje (iht. § 83) til børn men vi er umiddelbart uforstående overfor, hvordan Barnets reform kan danne baggrund for de skærpede regler og kommunens retningslinjer, der erstatter barnet hjælper med hjemmepleje. Det har næppe været intentionen med Barnets reform på denne måde at begrænse børn med handicap i at leve et liv så tæt på det normale som muligt.
Der mangler således klarhed over:
- hvilke konkrete ændringer i lovgrundlaget, der har medført de skærpede retningslinjer i kommunen ?
- hvordan sikres en helhedsorienteret indsats overfor børn, når de nye skærpede retningslinjer effektueres ?
Når loven nu giver mulighed for at yde hjemmepleje til børn har intentionen formentlig været, at hjemmepleje i nogle tilfælde kan ydes som et supplement til indsatsen men ikke som en erstatning for barnets hjælper (iht. § 41).
Udover hjemmepleje har et barn med handicap andre behov som ikke kan dækkes af hjemmeplejen, der er f.eks. ikke mulighed for den rette pædagogisk støtte eller ledsagelse udenfor hjemmet. Kommunen har ganske vist mulighed for at tildele 15 timer ledsagelse om måneden men dette vil, i de fleste tilfælde, være langt fra tilstrækkeligt. For børn og unge er det selvfølgelig vigtigt, at der gives mulighed for at udfolde et selvstændigt liv, hvilket hidtil har været tilgodeset ved bevilling af en hjælper. Derudover vil det være en yderligere belastning for barnet og familien, at hjælpen nu skal ydes af endnu flere personer end tidligere.
Alt i alt finder vi, at hjemmepleje som erstatning for hjælper ofte vil være en utilstrækkelig foranstaltning overfor børn med handicap og være i modstrid med kravet om en individuel og helhedsorienteret indsats. Det er dybt bekymrende, når børn på denne måde begrænses i at leve et liv så tæt på det normale som muligt. En sådan begrænsning i forhold til lige muligheder er endvidere i strid med FN-Handicapkonventionen.
På vegne af DH – Faaborg-Midtfyn
Pia Pedersen.
