Referat af årsmøde i DH Frederikssund den 28. marts 2011.
Referat af årsmøde i DH Frederikssund den 28. marts 2011.
1. 1. Valg af ordstyrer.
Terkel Maack blev valgt som ordstyrer.
2. Valg af referent.
Astrid Schøbel blev valgt som referent.
3. Opråb.
Følgende deltog i mødet:
Svend Larsen, Diabetesforeningen.
Joy Nowicki, Dansk Blindesamfund.
Erik Bergstrøm, PTU.
Thomas Wester, SIND.
Terkel Maack, Hjerneskadeforeningen.
Astrid Schøbel, LEV.
4. Godkendelse af dagsordenen.
Dagsordenen blev godkendt alene med den ændring, at beretningen under pkt. 5 vedrører året 2010.
5. En kort beretning for året 2011.
Beretningen vedlagt som bilag til referatet.
6. Nyt fra DH-centralt.
a. Repræsentantskabsmødet afholdes den 6.-7. maj i DGI-Byen.
Terkel bemærkede, at han havde fået meddelelse om, at repræsentantskabsmødet blev afholdt i DGI-Byen, men senere var der kommet anden information.
Så hvis der er nogen fra vores kreds, som skal deltage i repræsentantskabsmødet, så vær opmærksom på, hvor mødet afholdes.
7. DH-lokalt – nu og i fremtiden.
a. Tilgængelighed, er den på plads?
Desværre er der stadig problemer i Sillebroen. Indgangen ud for rundkørslen er lavet om, og det er ikke muligt for kørestolsbrugere at åbne dørene.
Der mangler stadig nogle udbedringer af tilgængeligheden i henhold til den tidligere udarbejdede mangelliste.
Terkel skriver til Sillebroen med kopi til ejerene af centret.
Lundebjerggård. Der er stadig problemer. Alle som har problemer med tilgængeligheden opfordres til at sende en mail til socialudvalgsformand Tina Tving Stauning.
I forbindelse med byggeriet af Føtex blev vi lovet, at der ville blive opsat lydfyr i krydset Bruunsvej/Sevicegaden/Kalvøvej.
Der er intet sket. Terkel tager kontakt med kommunen. Herudover er lydfyret for enden af gågaden ved Sillebroen i stykker, og har været det rigtig længe.
Også dette tager Terkel med i sin henvendelse til kommunen.
Der er problemer med tilgængeligheden for kørestolebrugere flere steder i byen. Erling tager en runde i sin kørestol og tager billeder af de steder, hvor der er problemer.
Vi tager spørgsmålet op på næste bestyrelsesmøde.
b. Hvilke aktiviteter skal DH-Frederikssund sætte i værk i løbet af 2011?
Mødet vedrørende arv og testamente blev evalueret, og der var enighed om, at det havde været et rigtig godt møde, men desværre havde ikke særlig mange deltaget. Det er svært at få vore medlemsorganisationer til at videreformidle invitationer til sine medlemmer, og der skal derfor måske i stedet satses på arrangementer, som henvender sig til bestyrelserne i de tilsluttede foreninger.
Der var enighed om, at Terkel undersøger, om det er muligt at få en person fra DH-centralt til at komme og holde et kursus om, hvordan man læser de kommunale budgetter, så vi kan være klædt på til næste høringsrunde om budgetterne.
c. Hvem ser vores forskellige kort, når vi ikke er her mere? Donorkort, medicinkort m.m.
Der sættes en servicemeddelelse ind på hjemmesiden om dette emne.
d. Skal vi afholde en fælles handicapdag i 2011?
Det blev diskuteret, om det skulle være DH, som tog initiativet til afholdelse af en handicapdag i Frederikssund.
Det blev foreslået, at vi i stedet for at afholde en handicapdag foreslog Frivillighedsstedets Brugerråd, at der blev afholdt en foreningsdag.
Dette ville give mulighed for, at alle de frivillige foreninger i byen kan præsentere sig og derfor henvende sig til en bredere del af byens borgere.
Terkel foreslår overfor brugerrådet, at et sådant arrangement sættes i værk. Evt. kan interesserede repræsentanter fra DH’s tilsluttede foreninger deltage i planlægningen.
8. Budget for 2011 blev godkendt på sidste bestyrelsesmøde – men hvad bruger vi pengene til?
J fr. ovenfor om en foreningsdag. Alle fandt, at det var en god ide, hvis DH gik ind og betalte et tilskud til de tilsluttede foreninger til deltagelse i en foreningsdag.
Det kunne f. eks. være til dækning af udgiften til en pavillion.
9. Indkomne forslag – ingen
10. Evt.
Intet.
