Nyhedsbrev 11/2010

MEDDELELSER FRA FU DH-FURESØ NR. 11/2010 udsendt pr. e-mail den 18. april 2010

Erfaringer vedr. hjælpemidler efterlyses

På mødet i Handicaprådet den 12. maj skal hjælpemiddelområdet diskuteres. Hvordan er jeres erfaringer vedr. bevilling, udbringning, reparation osv.? Det forlyder, at sagsbehandlingen især trækker ud vedr. handicapbiler og vedr. ”kropsbårne hjælpemidler”. Skriv eller ring gerne om dine erfaringer – eller fortæl om det ved næste Café Mødestedet den 3. maj.

Input til den handicappolitiske ønskeseddel

Det er lige nu, at det brænder på. Skriv om dine idéer til undertegnede eller send dem gerne direkte til Poul Lüneborg på poul.luneborg@gmail.com . Bestyrelsesmedlemmer og alle andre i netværket opfordres kraftigt til at komme med bidrag.

Tilgængelighedsplanen delvist vedtaget i MTE

Planen med opgavebeskrivelser og prisoverslag i til forbedring af tilgængeligheden i mange kommunale bygninger var til behandling i Miljø-, Teknik- og Erhvervsudvalget den 12/4. Planen og proceduren blev i princippet godkendt, men desværre ønskede udvalget ikke at overføre hele det beløb, som ikke blev udnyttet til dette arbejde i 2009 til 2010. Dog godkendte man at overføre et beløb på 120.000 kr. til det midlertidigt standsede arbejde med ledelinier på Williams Plads. Vedr. beløbet på 2010 budgettet lyder udvalgets beslutning: ”Disponering af 530.000 kr. godkendes, idet arbejdet sker i tæt dialog med de lokale handicaporganisationer.” Vil I være med i prioriteringsarbejdet, så studér sagsfremstillingen med bilag til MTE-mødet den 12. april.

Posthuset lukker – postbutikken åbner torsdag den 22. april

Det er allerede på torsdag kl. 10 at den nye postbutik åbner hos købmanden i Farum Hovedgade. Samtidigt skifter forretningen navn fra Superspar til Eurospar, men I finder den nok, hvis I har mulighed for at komme i Hovedgaden. Post Danmark har lovet Kommunen at rampen får den rigtige hældning, og at der indrettes handicap-parkeringsplads. Vi har dog endnu ikke set tegn på disse forbedringer. Fortæl gerne i den nærmeste fremtid om jeres erfaringer med at komme frem til og ind i postbutikken og om at blive ekspederet her.

Café Mødestedet – med iransk middag

Mødet den 3. maj bliver lidt usædvanligt. Her skal vi opleve Iransk mad. Afagh (Farhangs mor) vil stå for projektet, men de tilmeldte skal hjælpe til på forskellig måde. Dette møde henlægges til Fælleshuset i bebyggelsen Sejlgården. Læg mærke til detaljerne, herunder den forhøjede pris, når invitationen udsendes.

Efter Årsmødet

Kun 3 bestyrelsesmedlemmer har bedt om at få tilsendt FU’s dagsordener. 2 af disse personer opfattede det sådan, at Årsmødet besluttede, at man også kunne få FU-referaterne tilsendt. Mange andre opfattede det lidt anderledes, jf. det godkendte referat og FU’s beslutning meddelt i Nyhedsbrev nr. 10 af 29. marts.

Næste DH-bestyrelsesmøde er d. 27. maj på Skovgården i Værløse

 

Med venlig hilsen

Karin  Beyer

44 95 54 09    dh-furesoe@handicap.dk  

 

Søg