Læserbrev fra Marianne Frahm
Kort efter jul var der en sag i dagspressen om Hedensted Kommunes manglende anerkendelse af FN handicapkonventionen.
Beskæmmende at Hedensted kommune ikke kender betydningen af at ”forpligte sig til at leve op til FNs handicapkonvention”.
Som formand for DH (Danske Handicaporganisationer) i Hedensted er det med stor bestyrtelse jeg læser Ole Lauths indlæg i Folkebladet tirsdag den 3. januar 2012. Den konkrete sag har jeg ikke forhåndskendskab til andet end hvad jeg kan læse i indlægget, men som jeg læser det lyder det uforståeligt at borgerens situation ikke skulle være udredt. Han står med et akut boligproblem og der er en plads på Stormly, hvor han gerne vil være og hvor han kan få den støtte han har behov for og det ligger tilmed i Hedensted kommune så jeg forstår ikke kommunens begrundelse. Er det i virkeligheden et spørgsmål om økonomi?
Jeg var naiv nok til at tro at i Hedensted kommune levede man op til FNs handicapkonvention som man i byrådet har forpligtet sig til.
I DH (Handicaporganisationerne) har vi været stærkt inddraget i udarbejdelsen af kommunens handicappolitik som byrådet tiltrådte i februar 2009. Udarbejdelsen af handicappolitikken skete i tæt samarbejde med kommunen og vi følte alle at det blev en politik vi kunne være stolte af.
I sommeren 2011 blev vi i handicaprådet enige om at det var nødvendigt at få handicappolitikken opdateret så den var i overensstemmelse med FNs handicapkonvention, som Folketinget ratificerede
24. august 2009. Byrådet tiltrådte denne opdatering den 29. november 2011. Jeg stiller mig derfor fuldstændig uforstående overfor, hvordan handicapchefen kan udtale at FN konventionen ”kun” er en hensigtserklæring og ikke retlig bindende regler.
I DH afdelingen i Hedensted har vi gjort meget ud af at fortælle embedsmænd og politikere i kommunen om FNs handicapkonvention og betydningen af denne for kommunens handicappede borgere.
Efter at have læst Ole Lauths indlæg er det beskæmmende at konstatere at man i handicapafdelingen ikke har forstået betydningen af at leve op til FN-konventionen. Jeg håber meget at der er tale om misforståelser, for ellers må jeg konstatere at også Hedensted kommune, ligesom mange andre kommuner, tænker på økonomien før de tænker på borgeren og jeg kan så være meget bekymret for om der findes andre sager som den Ole Lauth henviser til.
Marianne Frahm
Formand for DH(Danske Handicaporganisationer) Hedensted afd.
Næstformand i Handicaprådet Hedensted Kommune
Kjærmarksvej 2, Lindved
7100 Vejle
