Kvalitetsstandarder for praktisk bistand og personlig pleje
Høringssvar fra DH-Herlevs medlemmer af Handicaprådet vedr.
Kvalitetsstandarder for praktisk bistand og personlig pleje
Herlev, den 2. februar 2011
Kvalitetsstandarderne for praktisk bistand og personlig pleje på hjemmehjælpsområdet er forelagt Handicaprådet til høring på mødet den 3. februar 2011.
Det fremgår, at standarderne gælder for alle borgere, der modtager personlig og praktisk hjælp efter lov om social service § 83. Derfor undrer det os, at papiret misvisende kaldes "Kvalitetsstandard & Indsatskatalog på ældreområdet", for § 83 omfatter alle personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Vi foreslår, at titlen ændres til ”Kvalitetsstandard & Indsatskatalog for personlig og praktisk hjælp for borgere med funktionsnedsættelser og med særlige sociale problemer”, og at man i teksten også skriver ”borgere med funktionsnedsættelser” i stedet for ”ældreområdet”.
Vi vil gerne have belyst, om kvalitetsstandarderne og indsatskataloget også gælder for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Jf. § 44 i Lov om social service, som lyder: ”Bestemmelserne i §83 og §86, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse vedrørende børn, der har behov herfor”.
Hvis kvalitetsstandarderne og indsatskataloget også gælder for børn, finder vi det misvisende, at der i kvalitetsstandarderne står, at ”der som udgangspunkt ikke bliver visiteret til indsatser til praktisk bistand til en borger med funktionsstab der berettiger til hjælp, hvis der i husstanden er andre raske myndige personer”. Dette harmonerer ikke med ordlyden i §44.
Hvis kvalitetsstandarderne ikke gælder for børn og unge, er vi interesseret i at få kendskab til de kvalitetsstandarder, der gælder for den aldersgruppe.
Det værdigrundlag, der henvises til, og som fremgår af bilag 1 (ikke som angivet bilag 3), gælder for ældreområdet. Der henvises ikke på tilsvarende måde til et værdigrundlag for handicappede. Der kunne med rimelighed henvises til kommunens handicapstrategi, der både har en vision og et sæt værdier. Der gøres nemlig udtrykkeligt opmærksom på, at kvalitetsstandarderne og indsatskataloget medvirker til at sikre ensartede afgørelser om hjælp til ældre og handicappede med samme behov.
Ang. hjælp til rengøring gælder det, at borgeren skal have funktionsnedsættelse på mindst tre områder mod tidligere på mindst et enkelt område. Vi anerkender behovet for at begrænse ressourceforbruget, men finder, at det er voldsomt at ændre praksis i det omfang. Vi foreslår, at kravet ændres til en funktionsnedsættelse på mindst to områder.
Enkelte frister for besøg af visitator eller iværksættelse af indsatsen virker urimeligt lange. Konkret foreslår vi følgende ændringer:
2.1.3.2 Hente indkøbsseddel: iværksættelse efter senest 14 dage ændres til 5 arbejdsdage.
2.1.3.3 Indkøb ved indkøbsordning: besøg efter senest 10 arbejdsdage ændres til 5 arbejdsdage.
2.1.3.4 Indkøb via personale: iværksættelse efter senest 14 dage ændres til 5 arbejdsdage.
2.2.1.1 Bad: her synes at mangle frist.
2.2.2.4 Medicingivning: her synes at mangle frist.
Venlig hilsen
DH-Herlevs medlemmer af Handicaprådet
