Formandsberetning til godkendelse/ godkendt på årsmødet d.2.2. 2011
Formandsberetning for arbejdet i DH- Herning i året 2010 til godkendelse ved Årsmødet d. 2. februar 2011.
Årsberetning for DH- Herning
Aulum d.18. januar 2011
Formandsberetning: 2010
DH Herning.
1. 2010 har været et travlt og besværligt år for DH Herning. Der har været mange områder at tage fat på. Besparelsesplaner på skole- ældre og handicapområdet har ført til mange møder og skriverier med kommunen og i pressen. Vi har indgået i nogle arbejdsgrupper, hvor vi har prøvet at påvirke, at besparelserne kunne begrænses på vores område. Det er desværre ikke lykkedes på alle områder. Vi har arbejdet meget for at holde vore samarbejdsrelationer til kommunens politikere, embedsmænd og sekretariat vedlige. Vi har indgået i arbejdsgrupper vedr. byplan, Sundhedsforum, Teknik - og Miljøudvalget om bl.a. parker i satellitbyerne og handicapstier i Løvbakkeskoven.
Vi har deltaget i møder med det nye Forebyggelsesudvalg.
Vi arbejder stadig på at få indflydelse på sager vedrørende vore kærneområder, før de besluttes i Byrådet. Dette kan kun lade sig gøre ved at vise, at vi er parat til at samarbejde med embedsmænd og politikere, og ved at stille op til møder i de forskellige udvalg.
2. Vi har afholdt og deltaget i 5 forretningsudvalgsmøder, 4 ordinære bestyrelsesmøder, dialogmøde og derudover årsmøde med besøg af DH´s direktør Poul Erik Petersen, der startede med at fortælle om sin tur til Uganda, og om hvorfor DH mener, det er et vigtigt arbejde for at udbrede kendskabet til handicaparbejde i bl.a. Afrika.
Dernæst fortalte Poul Erik Petersen om DH´s visioner og værdier for det fremtidige arbejde i DH.
Bestyrelsesmødet d. 23.2. blev afholdt på Knudmoseskolen, hvor Mette Pedersen, som er forstander for denne skole for unge mellem 16 og 25 år, der ikke kan udnytte det normale undervisningstilbud, fortalte om skolen og tilbuddet her.
Bestyrelsesmødet d. 5.5. blev afholdt på Bytoften, som er et bo - og aktivitetscenter. Her havde vi besøg af en delegation fra Fuga Mundi fra Polen, der fortalte om forholdene for handicappede i Polen.
Bestyrelsesmødet d. 22.6. der blev afholdt på HFC fik vi diskuteret, hvad der var foregået i det første halvår i de forskellige organisationer. Vi diskuterede desuden de dårlige forhold for benyttelse af offentlige transportmuligheder for handicappede i Herning kommune. DH- Herning har prøvet at kontakte kommunen, regionen og BaneDanmark vedrørende ombygning af perroner på stationerne på strækningen Herning - Holstebro. Vi har fået svaret fra BaneDanmark: Der er ingen penge til nye perroner, kun til nye skinner.
Bestyrelsesmødet d. 23.11. blev budgettet for 2011 diskuteret og emnet: Hvilken rolle mener de forskellige organisationer DH- Herning skal spille.
Vi har deltaget i et Dialogmøde med de øvrige DH- afdelinger i området. Dette møde blev afholdt af Lemvig Afdelingen. Det planlagte møde i 2011 skal afholdes af DH- Ringkøbing-Skjern fredag den 25. marts kl. 17 i Højmark Forsamlingshus.
4. Handicappolitik/handicapråd
Der er for 2010 en rapport om arbejdet i Handicaprådet under udarbejdelse. Denne rapport skal godkendes af Byrådet og bliver herefter sendt til Det Centrale Handicapråd, Center for Ligebehandling af Handicappede og DH centralt. Handicaprådet har konstitueret sig med følgende:
Handicaprådets medlemmer:
Formand: Elna Birgit Hagen, Gigtforeningen
Bevægelseshandicappede: Henrik K. Henriksen, PTU,
Mentalt Handicappede/udviklingshæmmede:
Jane Jensen, Autismeforeningen,
Kommunikationshandicappede – syn/høre/tale Elisabeth Kjærgaard, L.B.H.
Leif Særkjær, Dansk Handicap Forbund
Herning Kommune:
Næstformand for Handicaprådet
Anne Marie Søe Nørgaard (V)
Christian Bjerre (K)
Joan Hansen (V)
Line Hillerup (SF)
Stinne Wittendorf (C)
Sager der er behandlet på møderne er:
Redegørelse til Udviklingsrådet, Rammeaftale, sagsbehandling i kommunen, budget 2010 og budget 2011, lokalplan for Løvbakke Skov, orientering af Planafdelingen om i gangværende projekter, individuel handicapkørsel, ledsagerordning, merudgifter, aflastningsophold, ophold på plejehjem, BPA samt retningslinier for § 96, ændret praksis om boligindretning, orientering om mærkeordning om tilgængelighed og diverse kvalitetsstandarder.
Ifølge vedtægter for Handicaprådet skal der udarbejdes mål og delmål for arbejdet i Handicaprådet.
(se bilag 1)
5. Det Lokale Beskæftigelsesråd
Deres opgaver er at rådgive og overvåge, at der sker en samordning og udvikling i den lokale virksomhedsrettede og forebyggende indsats for personer, der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet. LBR er sammensat af repræsentanter for Kommunalbestyrelsen, DA, LO, FTF, Akademikernes Centralorganisation, DH- Herning, Praktiserende Lægers Organisation, samt relevante lokale foreninger.
Vores repræsentanter er Tommy Pedersen og Elisabeth Kjærgaard.
7. Ungdomscenter Knudmosen.
Året starter med 50 elever og efter sommerferien er belægningen på 65 elever. Fordelingen er 2/3 fra Herning kommune og 1/3 fra andre kommuner. Bygningen hvor Knudmoseskolen underviser er bygget til omkring 30 elever, så der er stor overbelægning. Efter sommerferien er der lejet lokaler på Viborgvej for 2 år, hvilket betyder at der inden for de næste to år skal findes egnede lokaler hvor alle elever kan være fysisk samme sted.Økonomien er stram, men den holdes. Der har også gennem året blevet pålagt besparelser. Kollegiet har udvidet med en plads, så der nu kan bo 13 elever. Til sommer forlader 28 elever Knudmoseskolen, som da har gennemført den 3 årige uddannelse.
Bent Ole Nielsen og Inge- Lise Pilgaard
8. Bytoften
Bytoften 2010.
Bestyrelsen er besat af to repræsentanter fra vores organisation:
Bent Ole Nielsen - menigt bestyrelsesmedlem – udpeget af DH lokal Herning.
Tommy R. Pedersen – næstformand – udpeget af Handicaprådet i Herning.
Bestyrelsen har ønsket at Herning kommune opgør og viser regnskabet i fuld og forståelig udgave, således at det er muligt for bestyrelsen at se, hvad der er indtægter og udgifter. Det har været ret problematisk at få indført disse ændringer.
Handicapchefen har post som observatør til bestyrelsesmøder, hvilket vi har bemærket, der bliver kraftigt misligholdt. Bytoften oplever, at Handicapafdelingen ikke accepterer bestyrelsens beslutninger, trods det, at vi er en selvejende institution. Bestyrelsen bemærker, at man trækker beslutninger henover institutionen, uden at bestyrelsen bliver inddraget deri, selvom at bestyrelsen er der, hvor beslutningerne tages.
Man har flere gange påpeget rette arbejdsgang dog uden reaktion. Bestyrelsen har derfor undersøgt muligheden for at opsige driftsoverenskomsten med kommunen.
Tjørring Boligselskab har ønsket at den gamle plejeafdeling nedrives. Bytoften ville gerne overtage den, men det var ikke muligt at nå til enighed. Afdelingen er nedrevet trods protester fra brugerrådet og beboerrådet.
Besparelser er desværre en begivenhed der vender tilbage til næsten hvert bestyrelsesmøde. Der er hen over året sparet over 10 mil. og over 20 stillinger, hvilket har stor indflydelse på aktiviteten og tilfredsheden på Bytoften. Desværre er det ikke de rigtige besparelser, som kommer frem i pressen. Køkkenet var ligeledes foreslået nedlagt, men det blev heldigvis ændret i sidste øjeblik.
Bestyrelsen har i enighed opsagt driftsoverenskomsten med Herning kommune, hvilket betyder, at vi den 1. oktober 2011 er en privat institution.
Tommy Pedersen og Bent Ole Nielsen
9. Center for Kommunikation
Ny formand for bestyrelsen er Anne Marie Søe Nørgaard.
Center for Kommunikation er blevet en del af Handicap og Psykiatriafdelingen og har dermed fået Flemming Palle Nielsen som chef.
Arbejdet på CfK har i året 2010 været præget af de besparelser, som har præget Herning Kommune. Den første sparerunde blev klaret uden personalereduktion. Den anden sparerunde gav personalereduktion på 3 medarbejdere. To personer valgte at gå på pension, en medarbejder blev opsagt.
Nye tiltag på CfK er et motionsrum i kælderen til brug i undervisning af de hjerneskadede.
CfK har som forsøg indkaldt nye høreapparatbrugere til samtale om de forventninger, de havde til deres høreapparater. Mange får, grundet den aggressive reklamekampagne på TV2, urealistiske forventninger til, hvor meget høreapparater kan afbøde virkningerne af et høretab.
CfK har bedt kommunen om at få sat et skilt op, så borgerne har lettere ved at finde frem. Dette har kommunen hidtil afslået, da man ønsker at begrænse mængden af skilte.
Vi har på CfK i det forløbne år fået en grundig orientering om, hvad man arbejder med. Vi har altid fået svar på vores spørgsmål.
Bente Mejndor og Elisabeth Kjærgaard
10. DH Centralt
har afholdt kurser, konferencer og temamøder for de udpegede til Handicapråd, Det Lokale Beskæftigelsesråd/Det regionale beskæftigelsesråd, Det Sociale Nævn og Beskæftigelsesankenævnet. Der blev d. 20.3. afholdt temamøde for tillidsmændene i afdelingerne. DH Centralt har afholdt møde for afdelingsformændene i Region Midtjylland. Mødet i 2011 for afdelingsformændene afholdes 4.2.2011 (10:00 - 16:00) i Århus.
11. Hvad har formanden lavet i 2011?
Undertegnede har deltaget i en række møder med Herning Kommune. Det drejer sig lige fra Børne- og familieområdet, Byplanudvalget til sundhed - og socialområdet og beskæftigelsesområdet og gågadeprojekt.
Jeg har repræsenteret DH- Herning og Handicaprådet i Herning Kommunes Sundhedsforum og ligeledes i et hjælpemiddelforum. Jeg har deltaget i et møde med det nye Forebyggelsesudvalg. Jeg har deltaget i en arbejdsgruppe, der har beskæftiget sig med tilgængelighed på Regionhospital Vests hjemmeside. Jeg har som medlem af Det Regionale Beskæftigelsesråd været med til at planlægge handicapkonferencen, der blev afholdt i Silkeborg i maj måned. Det drejede sig om unge med handicap og deres muligheder på arbejdsmarkedet.
Jeg deltog desuden i Regionens handicapkonference og regionens beskæftigelseskonference.
Udover alt dette, har jeg sammen med Herning Folkeblad kommenteret forhold på sundhedsområdet, handicapområdet og ligeledes besparelser på socialområdet.
Økonomi: Regnskabet fremlægges på Årsmødet af Bent Ole Nielsen
Vi har fået nye repræsentanter. Jeg vil her gerne sige velkommen til de nye med håb om et godt samarbejde.
Med venlig hilsen
Birgit Hagen
