Høringssvar Tengslemarkbørnehave
25. februar 2010
Til:
Medlemmer af Børne- og uddannelsesudvalget i
Odsherred Kommune
CC
Thomas Adelskov, borgmester
Ang.: Tengslemark Børnehave
Danske Handicaporganisationer i Odsherred anbefaler på det kraftigste bevarelse af Tengslemark Børnehave i sin nuværende struktur. Begrundelsen er, at børnehaven rummer både børn med og uden et handicap, den er velfungerende med et værdifuldt fællesskab af den slags, der ikke hænger på træerne, og som - fordi børn er børn i leg og samvær - medfører udviklings- og holdningsmæssige processer, som også senere i livet får stor betydning for menneskers relationer til hinanden.
Netop Tengslemark Børnehaves særlige kombination, hvor børn med forskellige handicap og ”almindelige” børn er under samme tag og leger sammen på samme legeplads, giver et unikt miljø, der er vigtigt for begge børnegrupper.
Det er vores erfaring, at børn med handicap har stor udviklingsmæssig gavn af samvær med ikke-handicappede børn, da det bl.a. giver dem en nødvendig styrke og robusthed til at klare sig i skolen og som voksen i alle det normale livs aspekter.
Erfaringerne viser også, at børn uden handicap der oplever, at et handicap ”ikke er noget særligt” - og at børn, som har været tæt på børn eller voksne med handicap - senere i livet finder det naturligt eksempelvis at arbejde sammen med kolleger med handicap.
I FNs Handicapkonvention stadfæstes rettigheder for mennesker med handicap såsom respekt for udviklingsmuligheder for børn med handicap samt hindring af isolation eller adskillelse fra samfundet.
Også derfor anmoder vi om lydhørhed for at genoverveje vigtigheden af at kunne rumme dén mangfoldighed i vores lokalsamfund, som netop Tengslemark Børnehave er et foregangseksempel på.
Det er nemlig ikke særlig godt at være anbragt i en særlig institution for særlige børn, hvor man er relativt isoleret og udsat for særlig opmærksomhed alene på grund af sit handicap.
Med venlig hilsen
p.b.v.
Bjarne Milandt Petersen
formand
