Pressemeddelelse fra Handicaprådet: Ombygning til debat
Pressemeddelelse
Yderligere informationer:
Formand for Ringsted Handicapråd Jan Jakobsen
Telefon 57 67 65 43 | Mobil 61 69 31 50 | Mail: jja@ringsted.dk

Sekretariatet
Sundhedsforvaltningen
Nørregade 100
4100 Ringsted
Tlf. 5762 6262
Fax 5762 6410
ringsted@ringsted.dk
www.ringsted.dk
Åbningstider:
Mandag - Torsdag
10.30 - 15.00
Fredag
10.30 - 13.00
Ombygning til debat
Pædagogik i kommunale tilbud for autister, den kommunale hjemmeside, voksenuddannelse, handicapparkeringspladser, lyd på lyssignaler og tilgængelighed for såvel hørehæmmede som kørestolsbrugere i ny servicebygning, var blandt de mange punkter på programmet, da Ringsted handicapråd holdt sit septembermøde.
Handicaprådet i Ringsted kommune afholdt ordinært møde onsdag den 12. september. På mødet blev en række sager behandlet.
Rådet havde denne gang besøg af Annette Kureer, der er leder af UPPR i Ringsted. UPPR står for Udviklingsnetværket Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning og er en selvstændig virksomhed under Ringsted kommune. Målet med Annette Kureers oplæg var at orientere om pædagogisk praksis på de institutioner for autister, Ringsted kommune driver. Det blev en meget levende og kompetent beskrivelse af, hvorfor Ringsted kommune har valgt ikke at bruge den omdiskuterede og omkostningskrævende ABA-metode, men mere hælder til andre metoder.
Der var på mødet ros til Ringsted kommunes nye hjemmeside. Både hvad angår oplæsningsfunktion og skrift er kvaliteten af den nye hjemmeside langt bedre end den tidligere. Handicaprådet er tilfreds med, at der allerede i udviklingsfasen er taget højde for mange af de ønsker for tilgængelighed, som rådet har peget på.
På foranledning af DSI blev voksenuddannelsesområdet diskuteret. Der er enighed om, at fagforvaltningerne skal meget dybere ned i denne problemstilling, og det er aftalt, at punktet bliver genoptaget på en kommende dagsorden med henblik på en afklaring af behov og tiltag.
Teknisk forvaltning gennemgik på mødet placering af handicapparkeringspladser i bymidten. Stikprøver for brugen af pladser har vist, at der uden gener kan foretages en reduktion i antallet i Sct. Bendtsgade. Handicaprådet var på den baggrund enige om, at Teknisk Forvaltning kan arbejde videre med et forslag om reduktion af antallet. Der var i rådet enighed om, at det er vigtigt at have pladser spredt på centrale steder i byen. Handicaprådet anbefalede, at Ringsted kommunes hjemmeside får en plan over, hvor handicapparkeringspladser og handicapegnede toiletter er placeret i byen.
- Vi opfordrer brugerne af handicappladserne til at informere handicaprådet, hvis de oplever nogle problemer med at benytte parkeringspladserne - f.eks hvis de er for små eller vanskeligt tilgængelige for nogen brugergrupper, siger Handicaprådets formand, Jan Jakobsen.
Også foranlediget af DSI var lyd på trafiklys ved fodgængerfelter på dagsordenen. Det er et problem for svagtseende og blinde, at der er for lidt eller ingen lyd på lyskrydsene især på Køgevej og ved Næstvedvej mod stationen. Teknisk direktør vil nu undersøge, om der er nye muligheder for at løse problemerne, så der kommer mindst gene for både blinde, svagtseende og omliggende beboelse, der også er generet, hvis lydstyrken generelt er for høj.
Ombygningen af administrationsbygningen, Nørregade 100, blev diskuteret. Bygningen skal fremover indeholde Borgerservice og Jobcenter, og Handicaprådet har på den baggrund stillet en række spørgsmål vedrørende tilgængeligheden. For hørehæmmede er det et udpræget ønske, at der kommer Teleslynge i borgerbetjeningen, så kommunikationen mellem borger og personale forbedres. Der var enighed om, at der skal findes en løsning, som tager højde for, at der sker en ny teknologisk udvikling i retning mod MicroLinks, der sætter døve og hørehæmmede i stand til at følge med i en samtale. Det blev oplyst, at Ringsted Kommune har indkøbt et transportabelt teleslyngeanlæg, der vil kunne anvendes også i Borgerbetjeningen i en overgangsperiode.
Endelig blev også ombygningen af samme Servicebygning diskuteret. Sagen har ikke tidligere været forelagt Handicaprådet. Der er kommet elevator i bygningen, men den betjener ikke kælderetagen, hvor der kommer kantine og statslige funktioner for jobcentret.
- Det undrer mig, at en så gennemgribende ombygning fra starten af ikke har været forelagt Handicaprådet, siger rådets formand Jan Jakobsen, der samtidig gør opmærksom på, at det jo ikke kun handler om publikumsbetjening af mennesker med handicap, men også om arbejdsmuligheder.
- Det lyder fra regeringen, at flere mennesker med handicap skal i job. Fair nok, men så skal de fysiske rammer også være i orden til det. Det er uholdbart, hvis man som kørestolsbruger arbejder på 1. sal, og skal i kælderen. Første del af rejsen skal foregå med elevatoren til stueetagen. Der skal man skifte til en gammel trappelift, der ofte er ude af funktion eller udenfor, ned ad en rampe og ind af en bagvej. Det er efter min mening ikke godt nok. Argumentet er økonomi, men jeg er ikke sikker på, at den argumentation holder i forbindelse med en så omfattende ombygning. Handicaprådet er dog kun et rådgivende organ. Derfor vil jeg opfordre DSI, der er interesseorganisation for mennesker med handicap, til at tage over her med henblik på at undersøge, om der er grundlag for en sag mod bygherren - altså Ringsted kommune, siger Jan Jakobsen og slutter
- I alt for mange sager oplever vi, at kravene om tilgængelighed ikke overholdes eller nedprioriteres, og det synes jeg ikke er rimeligt. Det kan blive en bekostelig affære, når man i sådanne sager ikke lader sig rådgive godt nok af professionelle tilgængelighedskonsulenter.
