Årsberetning DH-Silkeborg 2008
Forelagt årsmødet 2008
Indhold:
Formanden beretter
Følgegruppen til Hjælpemiddelafdeling v/ Karen
Marie Pedersen
PISK v/ Ingelise Lund Pedersen
Handicapguide
v/ Anders Frost Christensen
Handicaprådet v/ Freddie Førster
Formanden beretter
Organisationen:
Den 1. Januar 2008 skiftede De Danske Invalideorganisationer (forkortet DSI) navn til Danske Handicaporganisationer (forkortet DH).. Dette betyder selvfølgelig at vores lokale afdeling fra denne dato også har skiftet navn fra DSI Silkeborg til DH Silkeborg.
Argumentet for navneskiftet er selvfølgeligt det indlysende at ordet Invalid ikke forekommer tidssvarende og både vi og vore pårørende selvfølgelig ønsker at blive betragtet som værende valide medborgere. Jeg mener dog at det ofte kan være en kompleks affære for en veletableret og velkendt organisation som DSI at foretage et navneskifte. Der vil i sagens natur gå en rum tid før kendskabet igen er helt på plads udover de nærmeste samarbejdspartnere. Oplevelsen i forhold til vore lokale samarbejdspartnere er dog at det indtil videre er gået ganske fornuftigt med at få taget det nye navn i anvendelse.
Til vores store fornøjelse har DH Silkeborg i løbet af året haft
vokseværk. Med lokal repræsentation af Dansk Epilepsiforening kan DH Silkeborg
nu mønstre repræsentation af i alt 17 medlemsorganisationer. Selvfølgelig er
det ikke et større antal i sig selv der styrker afdelingen men i stedet det
faktum at endnu en medlemsorganisation repræsenteret styrker vores indsigt og
kompetence som afdeling og bidrager samtidigt også med flere hænder og hoveder
til afdelingens arbejde.
Mødeaktivitet:
Siden sidste årsmøde i april 2007 har vi afholdt to bestyrelsesmøder.
Til mødet den 5. september havde vi et oplæg fra Knud Kristensen formand for pårørendeudvalget i SIND på programmet. Dette møde havde også deltagelse af Handicaprådets formand Mia Schmidt og formand for socialudvalget Carl Erik Larsen.
Med Regionens Psykiatriplan i høring på dette tidspunkt var det et emne med stor aktualitet og relevans. Udover et spændende og tankevækkende indlæg bød mødet også på en god og engageret debat.
Årets andet bestyrelsesmøde fandt sted i januar. Udover mødets sociale element med lidt god mad og hyggeligt samvær var det her afdelingens repræsentanter forsøgte at afgive rapport fra et temmelig hektisk efterår med adskillige ekstraordinære møder i Handicaprådet som følge af nye politik papirer på en del områder.
Forretningsudvalget har desuden afholdt fire møder i perioden
siden sidste årsmøde.
Netværk med Skive og Viborg afdelinger:
I gennem året har forretningsudvalget fortsat det samarbejde med forretningsudvalgene fra henholdsvis Skive og Viborgs DH afdelinger som blev startet op det foregående år.
Forretningsudvalgets medlemmer har så vidt det har været tidsmæssigt muligt deltaget i disse fælles forretningsudvalgsmøder og har på disse udvekslet erfaringer og diskuteret aktuelle sager.
Der har været afholdt fire fælles møder hvoraf DH Silkeborg har været vært ved et af dem.
Et konkret udkomme af dette samarbejde mellem afdelingerne har været en henvendelse til DH centralt om samarbejdet med de centralt udpegede repræsentanter i Regionens udvalg med brugerrepræsentation. Denne henvendelse har betydet en ændret praksis i samarbejdet mellem kommune afdelingerne og repræsentanterne i Regionale udvalg som fremover skulle tilgodese at kommuneafdelingernes holdninger i højere grad inddrages og afspejles i Regionalt arbejde.
Der har også som følge af dette samarbejde været afholdt et
fælles Handicaprådsmøde med deltagelse af brugerrepræsentanterne fra de tre
involverede afdelinger. På dette møde blev både det strukturelle i
sammensætningen og konkrete verserende sager diskuteret.
Fokusområder:
Året har budt på mange store emner herunder har jeg udvalgt et par enkelte.
Fra forrige år har Regionens handicapkørsel fortsat med at være en kilde til problemer for brugerne af den. Der har været afgivet høringssvar og arbejdet på mange fronter men det må nok erkendes at udkommet er langt fra tilfredsstillende. Fra 1. januar 2008 er der således sket det at den selvsamme ordning som har været kilde til problemer for brugerne hvor den hidtil har været implementeret blot er blevet udbredt i stort set uændret form til resten af Region Midt.
I løbet af efteråret blev det meget tydeligt for os bla. via Handicaprådet at virkningerne af kommunalreformen på ingen måde har toppet endnu.
Det viste sig på daværende tidspunkt at Silkeborg Kommune havde igangsat hjemtagelsen af flere områder indenfor hjælpemiddelområdet. Ved en aldeles ihærdig indsats, gennem møder med lederen fra hjælpemiddelafdelingen samt fremmøde i byrådssalen lykkedes det at få iværksat nedsættelsen af en Følgegruppe til hjælpemiddelafdelingen hos Silkeborg Kommune.
Karen Maries beretning fra arbejdet i denne følgegruppe følger senere i denne beretning.
Ganske kort tid efter ovenstående sag havde været i fokus dukkede endnu en hjemtagelse frem ad en bagvej. Det viste sig at Silkeborg Kommune havde opsagt deres aftale med Taleinstituttet i Århus om Talepædagogisk bistand til specialbørnehaverne.
Gennem møder med lederen fra PPR på Silkeborg Kommune lykkedes det ikke at ændre beslutningen endsige at få forbedret vilkårene for overdragelse som ønsket, men vilkårene (tids tildelingen per barn) for de nye kommunalt ansatte talepædagoger fik dog et markant løft gennem dialogen med PPR.
Som i førstnævnte sag om hjemtagelse var beslutningen om hjemtagelsen af den talepædagogiske bistand også truffet ”rent administrativt” altså uden at høre diverse berørte brugere eller samarbejdsparter. Dette er et område jeg mener vi bør yde stor opmærksomhed og til stadighed fastholde at emnerne fører til ansvarlige høringer inden de endelige beslutninger træffes.
Faktisk vil det nok være sådan de næste par år eller mere byder på en hel del forandringer som vil kræve yderligere opmærksomhed fra også vor side.
Specielt vedrørende forskellige ydelser som Silkeborg Kommune tidligere har købt sig til ved eksterne udbydere er der tegn på at der vil ske forandringer de næste år.
Nogle af disse hjemtagelser vil ske som følge af politiske beslutninger direkte i vores kommune hvorimod andre vil kunne opstå som en direkte følge af beslutninger taget i andre kommuner som fjerner eksistensgrundlaget for tilbud og dermed tvinger Silkeborg Kommune til at oprette eller finde alternativer.
Nu skal ovenstående ikke forstås således at min holdning er
at alle forandringer per definition vil føre til en forringelse af ydelser. Men
der er for mig dog ingen tvivl om at konsolideringen efter
kommunesammenlægningen på mange områder ikke er færdig og der alene af den
grund vil kunne opstå en del flaskehalsproblemer når/hvis stadigt flere områder
skal behandles af eksisterende eller nyoprettede afdelinger.
I øvrigt mener jeg…
Det er en stor fornøjelse at se det solide fremmøde vi altid oplever til vore møder i bestyrelsen.
At i som bestyrelsesmedlemmer altid er meget velkomne til at komme med inputs til os i forretningsudvalget og ikke mindst Handicaprådet. Uanset vores arbejde på at dække alle områder godt er det kun via jeres støtte at vi kan nå rigtigt tæt på.
At bestyrelsens medlemmer på ingen måde skal holde sig tilbage hvis de står med en pose overskydende energi. Ethvert tilskud af energi til indsatsen kan anvendes så hold jer ikke tilbage.
Formand
Peter Sørensen
fmd@dh-silkeborg.dk
Følgegruppe på hjælpemiddelområdet
v/Karen Marie Pedersen
Følgegruppen blev nedsat i efteråret 2007 i forbindelse med, at kommunen pludselig ville hjemtage dele af hjælpemiddelområdet fra de institutioner i regionen, som hidtil havde varetaget tilbuddene. Især på høre- og synsområdet vakte beslutningen stor bekymring, idet der er tale om små grupper med behov for meget specialiseret faglig viden. Vi anførte:
- at en opsplitning af tilbuddene mellem kommunen og regionen vil slå sammenhængen i stykker i det tilbud, som den enkelte bruger får,
- at Silkeborg kommune alene ikke har befolkningsunderlag til at opretholde den nødvendige specialviden og udvikle denne,
- at der ikke findes ledige medarbejdere med de nødvendige faglige kvalifikationer, som kommunen kan ansætte,
- og endelig at handicaprådet burde være hørt om en så vigtig beslutning for mennesker med handicap.
Protesterne førte til et møde med
ældrechefen og lederen af hjælpemiddelsektionen, Else Marie Jensen,
hvori også deltog politikere fra handicaprådet, - både Hans Jørgen Hørning,
formand for det politiske udvalg under byrådet, som var ansvarligt for beslutningen,
og Mia Schmidt, formand for handicaprådet, som i øvrigt var meget behjælpelig
med at få mødet i stand
På dette møde blev nedsættelsen
af følgegruppen aftalt, og jeg påtog mig at være brugernes koordinator i
relation til hjælpemiddelsektionen.
Følgegruppen har to hovedopgaver:
- at følge udviklingen på de hjælpemiddeltilbud, som kommunen selv varetager, herunder naturligvis også sammenhængen mellem disse tilbud og de regionale hjælpemiddeltilbud, som kommunen stadig anvender,
-
at medvirke ved udarbejdelsen af kravspecifikationer
vedr. de hjælpemidler, hvor kommunen vælger at indgå leverandøraftale, jf.
hjælpemiddelbekendtgørelsens §5.
Gruppens brugerrepræsentation er
fleksibel, idet kravspecifikationer naturligvis må være konkrete og dermed må
vurderes af brugere med direkte kontakt til de pågældende områder. Men følgende
har meldt sig som interesserede repræsentanter og modtager mødeindkaldelser
mv.:
Ellen Marie Andersen, Freddie
Førster, Ingelise Lund Pedersen, Anders Christensen, Gitte Melchior, Peter
Sørensen og Karen Marie Pedersen.
Der har indtil nu været afholdt 2
møder i gruppen, og et 3. møde forventes den 9. april. Ud over selve
etableringen af gruppen og overordnet information om hjælpemiddelsektionen har
der været arbejdet med kravspecifikationer for en række hjælpemidler, som
kommunen ville sende i licitation i samarbejde med andre kommuner. På det
planlagte møde den 9. april er det hensigten at der skal være en specifik
præsentation af Høreteamet og synsteamet, samt en overordnet orientering om
hjælpemiddelsektionens placering og arbejdsform.
Input til følgegruppen på
hjælpemiddelområdet er meget velkomne, herunder erfaringer med
hjælpemiddelsektionens sagsbehandling og beslutninger. Send gerne en e-mail til
mig på adressen: kmp@dh-silkeborg.dk
eller prøv at ringe på tlf. 86 85 62 34.
PISK
Ved Ingelise Lund Pedersen
Patientforeningernes information i Silkeborg Kommune, forkortet PISK holdt stiftende generalforsamling i maj 2007, hvor 11 foreninger var repræsenteret.
Der var i forvejen foretaget ekskursion til Herning, hvor informationsarbejdet har fungeret i flere år.
I Herning er 73 foreninger med i arbejdet, et tal, vi forhåbentlig nærmer os indenfor kort tid.
Foreningen er dannet med henblik på primært at yde patienter og pårørende en hjælpende hånd i den første tid efter man har fået en diagnose på en kronisk sygdom.
PISK har opnået en aftale med regionshospital Silkeborg, der drager omsorg for de ydre rammer, såsom møblering og introduktion for nye vagter. Dette samarbejde forløber rigtig fint med meget positive toner.
PISK har fået et hjørne af forhallen, hvor vi kan have vores vagter og hvor der er opstillet reoler til informationspjecer. Regionshospitalet er i øjeblikket ved at udarbejde en folder med oplysning om PISK til uddeling til patienterne.
Alle forberedelser var afsluttet i januar 2008, hvorefter vagterne startede primo februar 2008. Der er bemandet hver tirsdag eftermiddag og hver torsdag formiddag, hver gang med 2 repræsentanter.
Der er i øjeblikket tilsluttet 13 foreninger.
PISK ser frem til at flere patientforeninger ønsker at deltage i dette informationsarbejde.
Foreninger indenfor DH kan til enhver tid henvende sig til Ingelise Lund Pedersen (tlf. 8682 5492 eller e-mail ilp.kp@tdcadsl.dk) for yderligere information.
Handicapguide:
v/Anders Frost Christensen
I forbindelse med handicapguiden er der udarbejdet et skema til indsamling af data. Dette er sendt rundt til bestyrelsen og alle lokalråd, der har vist interesse for, at hjælpe med denne opgave. Vi har fået positiv respons fra stort set alle og der er pt. indsamlere i de fleste ydreområder. Med hensyn til midtbyen kniber det lidt mere - der er nemlig ikke noget lokalråd der dækker midtbyen. Indsamlingen her kunne foregå via "virksomheden", men jeg har ikke fået respons på min sidste kontakt til dem endnu. Ligeledes skal der tages fornyet kontakt til Cityforeningen som stadig ikke har meldt tilbage - med undtagelse af den netop afgåede City chef som lovede at give sagen videre. Indtil videre tegner det positivt og det har været lettere at skaffe indsamlere end jeg regnede med
RAPPORT OVER HANDICAPRÅDETS ARBEJDE 2007:
v/ Freddie Førster
Handicaprådet i Silkeborg Kommune har i 2007 afholdt 8 møder heraf 3 ekstraordinære.
Vi har her Drøftet og afgivet flere høringssvar bla. Sundhedsaftale mellem Silkeborg Kommune og Region Midt, Akut funktionen på Regionshospitalet Silkeborg, Sygehusstruktur, Akutberedskab, Psykiatrien i Kommunen samt i Regionen, Handicapkørsel/ regel harmonisering, Høring af Kommunes budgetforslag for 2008, Høring af kommunal redegørelse/rammeaftaler, Høring om borgerinddragelse, Høring af børne- unge politik, Høring af sundhedspolitik, Høring af ny ældrepolitik, Høring af service og udbuds politik, Høring af Handicap politik, Høring af misbrugsbrugs politik, Høring af frivilligheds politik, Høring af skolepolitik, Høring angående hjemtagelse af ydelser fra Regionen, Voksen specialundervisning, Udviklingen af folkeskolen i Silkeborg Kommune 2008 - 2014
På baggrund af høringssvar er der endnu ikke kommet en misbrugspolitik, samt borgerinddragelsen blev sendt til fornyet bearbejdelse.
I 1´ste kvartal 2008 har vi afholdt 2 møder og et blev aflyst. Vi har afgivet endeligt høringssvar om Psykiatrien i Regionen, Høringssvar vedrørende Kommunens redegørelse/svar til Statsforvaltningen. Høring vedrørende klubstruktur.
Vi har forgæves forsøgt, at lave en Midtvejs evaluering samt en gennemgang af forretningsordenen for Rådet.
Noget af det bedste der er opnået er, at vi har fået en Handicappolitik
Rådet har arbejdet i en god atmosfære, dog havde vi en mindre meningsudveksling, om hvad der skal til høring i handicaprådet. Medlemmer af DH var i Byrådssalen i protest mod hjemtagelse af ydelser fra Regionen. Dette medførte at dette punkt kom til debat, og sendt i høring. Der er herefter nedsat en følgegruppe af medlemmer fra DH på hjælpemiddel området. Gruppen orienterer som et fast punkt løbende Handicaprådet.
I Handicaprådet har vi tilbagevendende problemer med Regionen herunder specielt Midttrafik.
Er man yderligere interesseret i Rådets arbejde er der hjælp at få på www.silkeborgkommune.dk/borger/handicap/handicaprådet
