Årsberetning fra deltagelse i LBR 2008.

Jeg har valgt at give en bredere orientering om jobcenterproblematiken ind ellers på grund af den store offentlige debat i Slagelse hen over sommeren 2008.

Jeg er først tiltrådt i dette år og har desværre været til stede, som den eneste repræsentant for DH i hele sidste halvdel af året.

Perioden, som jeg er kommet ind midt i har været ret turbulent grundet en del avisskriverier om borgere, der har været utilfreds med sagsbehandlingen i jobcenteret.

PÅ de første møder var det svært at blive hørt desangående, men nu på det seneste er det som om der er blevet større lydhørhed for, at man bliver nød til at se på borgernes brugertilfredsheden også overfor andre aktører, som jobcenteret  har udlagt arbejdsopgaver til.

Der er til stadighed en diskussion om, at det jo er lovstramninger, som borgerne og måske bl.a. DH`s repræsentant ikke har kendskab nok til, eller forståelse overfor, som gør at folk klager over behandlingen af deres sag.
Der er altså nogle som siger, at sådan er lovgivningen og der er ikke noget ” at komme efter” i de pågældende sager. Jeg mener dog at det er af stor betydning at arbejdsprøvning stadig også finder sted i kommunalt regi og ikke kun som arbejdsprøvning i en enkelt virksomhed. Dette skyldes at den kommunale arbejdsprøvning direkte har lægeekspertise og socialrådgiverekspertise til rådighed under arbejdsprøvningen. Dette er af vital betydning for en del handicappede, der skal i arbejdsprøvning , da der så bliver fokuseret på hele handicappets problemfelt og ikke kun på en enkelt jobfunktion. Dette bør ske ,fordi arbejdsevnen har stort sammenhæng med de sociale-og fysiske/psykiske problemer.

Der har (nok i relation til denne problematik) været afholdt et temamøde for LBR den 3. december: Referatet kan læses i sin fulde længde på www. Slagelse.dk, men jeg skal her give et uddrag for at belyse synspunkterne:

Uddrag af Referat af oplæg på temadagen d. 3. december i LBR v. Susanne Wiederquist:

Susanne tog udgangspunkt i, hvad der er sket indenfor de seneste 10 år, når
der tales om begyndende og egentligt paradigmeskift på beskæftigelsesområdet:
Fra slutningen af 90’erne sker et skift i forbindelse med sygedagpengeområdet og hele tænkningen om sygdomsbegrebet, som værende en ”privat” sag.
Det nye i loven var/er, at alle, der har en restarbejdsevne i forhold til at kunne
bestride et job, skal have mulighed for det, uanset begrænsninger i arbejdsevnen.
Aktivering eller afprøvning af sygdomsramte eller kontanthjælpsmodtageres arbejds- /erhvervsevne skulle om muligt foregå på det ordinære arbejdsmarked og ikke, som tidligere, i diverse projekter langt ude på en mark.
Paradigmeskiftet på beskæftigelsesområdet kommer til at indebære et klart fokus på det arbejdsmarkedsrettede i stedet for på de sociale foranstaltninger, og på ministerielt niveau ses i dag skiftet fra Socialministeriet til Beskæftigelsesministeriet, hvor mange af Socialministeriets opgaver overgår til Beskæftigelses- og andre til Velfærdsministeriet.
Fra at blive behandlet som et menneske med sociale problemer, hvis en borger
ansøgte om kontanthjælp, skulle borgeren ses som en ressource med henblik på at bevare eller opnå beskæftigelse!
Paradigmeskiftet i socialpolitikken starter for alvor med førtidspensions-reformen i 2001 – hvor man cementerede Arbejdsevnebegrebet, dvs. evnen til at udføre
konkrete specificerede arbejdsopgaver i bestræbelserne på at blive
selvforsørgende Arbejdsevnevurderingen gælder alle, der på den ene eller den anden måde har problemer udover ledighed – det være sig mulige fysiske – psykiske eller sociale begrænsninger i forhold til et job på arbejdsmarkedet. Arbejdsevnevurderingen må ikke tage hensyn til strukturelle problemer på arbejdsmarkedet, men det er klart, at arbejdsevnen bør vurderes i forhold til de konjunkturer, som afspejler mulige jobfunktioner. Det giver ingen mening at afprøve borgeren i jobfunktioner eller områder, der ikke længere eksisterer, eller er i fare for at forsvinde.
Arbejdsevnevurderingen skal altid anvendes, når en borger vurderes i forhold til
revalidering eller fleksjob.
Kommunen skal på grundlag af den samlede beskrivelse og vurdering af elementerne i ressourceprofilen tage stilling til, om der er behov for at indhente yderligere oplysninger eller sætte aktiviteter i gang, der kan afklare eller forbedre borgerens arbejdsevne. Der skal ikke indhentes yderligere oplysninger, hvis kommunen vurderer, at arbejdsevnen er tilstrækkelig til at kunne varetage et job på normale vilkår efter overenskomsternes sociale kapitler.

Efter gennemgangen af paradigmeskiftet fra ’at fokusere på begrænsninger til at
fokusere på muligheder’, gik Susanne over til at tale om hovedtrækkene i Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats (LAB-loven), hvor der i LAB-lovens § 1 klart og tydeligt står, at ”formålet med den aktive beskæftigelsesindsats er at bidrage til et velfungerende arbejdsmarked ved at bistå arbejdssøgende med at få arbejde, give service til private og offentlige arbejdsgivere, der søger arbejdskraft, eller som vil fastholde ansatte i beskæftigelse, bistå kontant- og starthjælpsmodtagere og ledige dagpengemodtagere til så hurtigt og effektivt som muligt at komme i beskæftigelse, således at de kan forsørge sig selv og deres familie, og støtte personer, der på grund af begrænsninger i arbejdsevnen har særlige behov for hjælp til at få arbejde”.
Altså med et klart sigte – nemlig at borgere, uanset begrænsninger i arbejdsevnen skal i arbejde. I den forbindelse ændrede regeringen i refusionsreglerne således, at kommuner blev tilskyndet til at imødekomme lovens eller lovenes hensigter.

På spørgsmål om, hvorvidt der jf. loven kan tages specielle menneskelige hensyn, ridsede Susanne den praksis op, som lovforskrifterne er tiltænkt omkring: job – revalidering – fleksjob – førtidspension

Susanne understregede, at lovens intentioner er, at alle der overhovedet kan, skal i job, at revalidering skal være med et jobsigte for øje, at fleksjob kun tilbydes, når alle relevante tilbud eller andre foranstaltninger har været afprøvet, og at førtidspension nærmest er umuligt at få tilkendt, som det lidt galgenhumoristisk blev udtrykt. Men det skal være dokumenteret udelukket, når der gives afslag på fx revalidering, fleksjob og FØP (i flg. retssikkerhedslovens § 10 har myndigheden ansvaret for, at sager, der behandles efter denne lov, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse) og ansvaret for den dokumentation ligger alene i jobcentret..
Susanne gik derefter over til at tale om muligheder for ’skøn’ ud fra lovgivning, idet der var flere forespørgsler på, hvorvidt det overhovedet er muligt, og i givet fald, under hvilke omstændigheder det er muligt at foretage skøn, fx ud fra humanistiske årsager. Susanne sagde, at der altid er mulighed for at vurdere og argumentere i forhold til individuelle skøn,
På trods af stor spørgelyst især til området vedrørende tilkendelser/skøn m.m.
afsluttede Susanne med at sige, at der var en klar hensigt med at samle social og beskæftigelsesloven i en lov, der samler forsikrede og ikke-forsikrede ledige via jobcentrene, og at lave stramninger i tilkendelseskriterier og refusionsregler m.m., idet man politisk vil sikre, at der tænkes i arbejdsmarkedsretning og i muligheder for borgere uanset arbejdsevnenedsættelse i stedet for at tænke i begrænsninger.


Venlig hilsen
Jan Friis