Pressemeddelelse: Mennesker med handicap har fået lokalt talerør!
PRESSEMEDDELELSE
Mennesker med handicap har fået lokalt talerør!
Torsdag den 24. november 2005 var en historisk dag for mennesker med handicap i den nye Sorø Kommune. Da blev DSI-Sorø nemlig stiftet. Hermed fik alle handicapgrupper i det nye Sorø et fælles talerør.
DSI er en paraplyorganisation for 32 handicaporganisationer, der på landsplan repræsenterer mere end 320000 mennesker med handicap. I Sorø valgte foreløbig 12 organisationer at tilslutte sig, men vi vil da opfordre de resterende til også at melde sig under fanerne. Jo flere vi er, jo stærkere står vi, udtaler DSI-Sorø's første formand Janus Tarp.
En af vores første opgaver bliver at gå i dialog med formanden for Sammenlægningudvalget, borgmester Ivan Hansen, om oprettelsen af det kommende lovpligtige handicapråd i den nye Sorø Kommune. Handicaprådet skal fungere som rådgivende organ for Sammenlægningsudvalget og senere hen kommunalbestyrelsen om alle forhold af betydning for mennesker med handicap i kommunen. Handicaprådet skal fungere fra den 1. april 2006, så det er med at komme i gang med forberedelserne hertil så snart som muligt, fortsætter Janus Tarp.
Senest den 15. februar 2006 skal Sammenlægningsudvalget meddele Vestsjællands Amt, hvilke institutioner det nye Sorø ønsker at overtage, når amtet nedlægges den 1. januar 2007. DSI-Sorø forventer naturligvis at blive hørt i forbindelse med udvalgets vurdering heraf, udtaler Janus Tarp. Vi ved, hvor skoen trykker, fordi det er os, der har den på, fastslår Janus Tarp.
Udover disse helt konkrete opgaver er det DSI-Sorø's overordnede mål at medvirke til at sikre optimale levevilkår for den nye kommunes borgere med handicap. Derfor er det vigtigt, at der skabes et godt samarbejde med kommunalpolitikerne og ikke mindst kommunens embedsmænd.
For at kunne sparre bedst muligt med det kommunale system vil DSI-Sorø fungere som et samlingssted, hvor borgere med handicap og deres pårørende kan drøfte deres erfaringer med den kommunale service og komme med forslag til forbedringer heraf.
Et konkret eksempel på et område af stor betydning for mennesker med handicap er arbejdsmarkedet. Det skal indrettes, så også handicappede kan deltage her. Vi er derfor glade for, at vi får sæder i de nye kommunale beskæftigelsesråd, og vi kan kun opfordre Sammenlægningsudvalget til hurtigst muligt at få nedsat beskæftigelsesrådet for den nye Sorø Kommune, så handicappedes ideer og erfaringer kan komme arbejdsmarkedet til gavn i en fart, slutter Janus Tarp.
Det nyvalgte forretningsudvalg for DSI-Sorø holder sit første møde på mandag den 12. december 2005 kl. 1930, hvor pressen er velkommen til kl. 2000. Mødet holdes hos formanden.
Ønskes yderligere oplysninger, kontakt da venligst Janus Tarp på tlf.: 38 74 65 38.
2
De Samvirkende Invalideorganisationer - Sorø
v/ formand Janus Tarp, Storkens Kvarter 2, 4180 Sorø
Tlf.: 38 74 65 38. E-mail: janustarp@mail.tele.dk
Hjemmeside: www.handicap.dk/lokalt/soro

