Årsmødet 2011
Referat fra årsmødet 2011 afholdt på Korsagergård den 11. april 2011 - der blev bl.a. valgt en ny afdelingsformand.
Referat fra
ÅRSMØDET
på Korsagergård
mandag den 11. april 2011 kl. 18.00-21.00
Mødt var: Claus Sørensen – Gigtforeningen
Dorthe Stief Christensen – DH’s sekretariat
Frank Hansen – DBS
Hanne Jespersen – Høreforeningen
Helen Lee – Scleroseforeningen
Inger-Lise Olsen – Dansk Parkinsonforening
Kamma Simonsen – Osteoporoseforeningen
Patricia Chen –DHF
Stig Bjørn Hansen – Scleroseforeningen
Vagn Sletterhage – LEV
Dagsordenens pkt. 1 - Velkomst og præsentation ved formanden.
Frank bød velkommen særligt til Dorthe. Frank oplyste samtidig, at han ikke ønskede at fortsætte som formand for afdelingen af private grunde. Herefter præsenterede de fremmødte sig selv. Kamma fortalte, at hun ønsker at udtræde af DH-arbejdet.
Dagsordenens pkt. 2 - Valg af dirigent
Vagn blev valgt.
Dagsordenens pkt. 3 - Godkendelse af dagsorden.
Godkendt.
Dorthe ville gerne have 5 min. under dagsordenens pkt. 13 Evt.
Dagsordenens pkt. 4 - Valg af stemmetællere.
Stig og Inger-Lise blev valgt.
Dagsordenens pkt. 5 - Navneopråb – optælling af stemmeberettigede
Der var 9 fremmødte – heraf havde 8 stemmeret.
Dagsordenens pkt. 6 - Fremlæggelse af beretning for 2010 – til godkendelse.
Godkendt. Læs beretningen her.
Dagsordenens pkt. 7 - Fremlæggelse af regnskab for 2010 – til godkendelse.
Godkendt. Læs regnskab og budget her.
Dagsordenens pkt. 8 - Fremlæggelse af budget for 2011 – til godkendelse.
Godkendt.
Dagsordenens pkt. 9 - Valg af formand. Frank Hansen modtager ikke genvalg.
Claus var indstillet af sin forening til formandsposten, og der var ingen modkandidater. Claus blev godkendt som ny formand.
Dagsordenens pkt. 10 - Orientering ved Hanne Jespersen om arbejdet omkring handicappolitik.
Hanne gjorde opmærksom på, at dagsordensteksten rettelig skulle handle om ”…arbejdet i handicaprådet”.
Hanne fortalte, at det har været hårdt arbejde fra da man i 2006 fra politisk hold ikke mente, at det var nødvendigt med en handicappolitik kommunen til september 2010, hvor handicappolitiken blev godkendt i kommunalbestyrelsen. Nu er politiken godkendt og der er gang i implementeringen, som vil kræve en del arbejde i handicaprådet.
Orienteringen blev taget til efterretning. Læs orienteringen her.
Dagsordenens pkt. 11 - Orientering ved Patricia Chen i Det lokale Beskæftigelsesråd (LBR).
Patricia kunne supplerende til den skriftlige orientering fra LBR oplyse, at Asger Hansen fra DH-Ishøj, som repræsenterer DH-Vallensbæk i rådet, har spurgt, om DH-Vallensbæk vil lade sig repræsentere af egen repræsentant i rådet. Læs orienteringen her.
På baggrund heraf og med henvisning til, at de to suppleantpladser er ledige foreslog Claus, at han og Hanne kunne overveje at træde til som suppleanter. Ingen af dem har mulighed for at påtage sig hvervet som fast repræsentant i rådet. For dog at gøre os mere synlige i LBR, vil vi få et møde i stand mellem afdelingsformændene for DH-Ishøj (Birte Søbye) og DH-Vallensbæk (Claus Sørensen), de to DH-repræsentanter fra Ishøj og Hanne med henblik på at drøfte repræsentationen i rådet. Patricia er ankermand på arrangementet.
Orienteringen blev taget til efterretning.
Dagsordenens pkt. 12 - Behandling af indkomne forslag.
Ingen.
Dorthe gjorde opmærksom på, at årsmødet har pligt til at tage stilling til, om afdelingen vil søge §18-midler fra kommunen for den kommende periode. Efter drøftelse heraf, herunder at midler, som evt. bliver bevilget fra kommunen, ikke må bruges i konkurrence med medlemsorganisationerne af DH, godkendte årsmødet at søge kommunen om midler.
Dagsordenens pkt. 13 - Evt.
Snerydning:
Kamma fortalte, at hun har modtaget flere klager over manglende snerydning i den forløbne vinter. Hanne fortalte, at emnet var blevet drøftet i Handicaprådets seneste møde. Snerydningen i vinter er sket efter gamle metoder, og kommunen er i gang med at undersøge, hvorledes metoderne kan opgraderes og gøres mere effektiv. Desværre er det nok en langsommelig proces, men emnet vil ikke blive glemt. Hanne bad om kopi af den skriftlige klage, som Kamma havde med til Handicaprådet. Læs her.
Specialområdet for børn og unge:
Claus orienterede om baggrunden for sit forslag til brev fra afdelingen til Handicaprådet i forbindelse med varslede besparelser i Vallensbæk/Ishøj kommuner. Læs udkastet her. Kommunens påstand om at kravene omkring undervisningstilbuddene ikke sænkes på trods af regeringens krav til kommunerne om at spare økonomisk virker ikke troværdig. Claus mente med udgangspunkt i, at budgetarbejdet for det kommende år er i fuld gang, at brevet bør sendes hurtigst muligt til Handicaprådet. Claus mente, at rigtig mange børn og unge i Vallensbæk/Ishøj kommuner med behov inden for specialområdet vil komme i klemme.
Hanne var enig i, at der er rigtig mange børn/unge inden for specialområdet, men var ikke enig i, at det er det politisk korrekte tidspunkt at henvende sig til Handicaprådet om emnet. Gjorde opmærksom på, at emnet omkring børn og unge inden for specialområdet er inkluderet i den godkendte handicappolitik, og desuden må man acceptere, at ting tager tid.
Patricia mener, at videre drøftelse af emnet bør henvises til et afdelingsmøde.
Fra DH’s sekretariat:
Dorthe fortalte, at man har hørt fra flere afdelinger om besparelser rigtig mange steder. I den forbindelse er retssikkerheden kommet under voldsomt pres. Inden påske forventer sekretariatet at kunne udsende råd til alle afdelinger om, hvordan man forholder sig politisk. Materialet er lige nu til afprøvning i afdelingerne i Egedal og Vejen kommuner.
Dorthe takkede på vegne af DH’s sekretariat Frank for god indsats som formand for DH-Vallensbæk og takkede Claus for, at han overtager posten efter Frank.
Frank takkede for tiden som formand for afdelingen.
Hanne synes, at Claus’ forslag om at indkalde forældre til handicappede børn fra Vallensbæk/Ishøj kommuner er god.
Vallensbæk, den 17. april 2011
Vagn Sletterhage (sign.)
dirigent
Patricia Chen (sign.)
referent
