Beretning fra DH.s medlemmer af Det Sociale Nævn, Region Midtjylland.

Den samlede sagsmængde i sekretariatet har været meget omfattende, og det er derfor – med tilslutning fra medlemmerne – aftalt at 400 sager fra nævnet overføres til behandling i Region Hovedstaden. Vi accepterede overflytningen under forudsætning af, at sagsbehandlingstiden ikke forlængedes i Region Hovedstaden, hvilket efter det oplyste ikke vil være tilfældet, da medarbejderne der, tager det som merarbejde. Det er i øvrigt vores opfattelse, at sekretariatsbetjeningen gennemgående er meget tilfredsstillende, de nødvendige oplysninger fremsendes forud for møderne, det er kun undtagelsesvis nødvendigt at bede om yderligere oplysninger. På møderne gennemgås sagerne kort, men tilstrækkeligt, og der lyttes til, hvad vi siger, selv om det ikke altid i forhold til indstillingerne fører til ændrede afgørelser. Har vi spørgsmål og kommentarer, bliver de behandlet seriøst. Det har undertiden været nødvendigt at afgive mindretalsudtalelse – disens – selv om de formelle betingelser for den kommunale afgørelse er overholdt. Dette for at gøre Ankestyrelsen – hvis sagen ankes - opmærksom på, at evt. tidligere afgørelser på området må genovervejes, eller for at gøre opmærksom på, at vi ikke tidligere har set problemstillingen behandlet i styrelsen. Der må skabes mulighed for, at nævnet ikke er bundet af retssikkerhedslovens § 69, skabes mulighed for, at nævnet kan ændre det kommunale skøn. Vi ser en række sager, hvor kommunerne har overholdt sagsbehandlingsreglerne, men hvor skønnet langt fra forekommer rimeligt. Vi har i skrivende stund ikke statistikken for 2010. Det er imidlertid opfattelsen, at et alt for stort antal sager afgøres med hjemvisning til ny behandling, idet den kommunale sagsbehandling ikke opfylder lovenes krav, kommunerne har ikke sørget for, at de tilstrækkelige oplysninger foreligger – retssikkerheds lovens § 10 – dette medfører yderligere lang sagsbehandlingstid, før borgerne får en afgørelse i deres sager, afgørelser der ofte kommer så sent, at det oprindelige formål med sagen for længst er bortfaldet, f.eks. bestemmelserne om enkeltydelser, tabt arbejdsfortjeneste i korte perioder, samvær. Det bør overvejes, om kommunerne, samtidig med en hjemvisning af sagen, også får en frist til at behandle sagen, så den nye afgørelse ikke kan forhales. Anne Kirstine Leth, Peter K. Nielsen. Thorben Koed Thomsen