Kolofon: DH-NYHEDSBREV nr. 1/09, marts 2009 ISSN 1903-1858 Nyhedsbrevet udkommer 4 gange årligt og bliver sendt til DH’s tillidsfolk, medlemsorganisationer og samarbejdspartnere. Tryk: KLS Grafisk Hus. Ansvarshavende redaktør: Jim Høyer. Indhold: Velkommen til 75 års jubilæum Umyndiggørelse af familien Leder: Ankestyrelsen må styre sig Handicaprådene er en succes Kæmp for den lokalpolitiske gennemslagskraft Notits: FTA flytter sammen med HORESTA Kommunalisering af beskæftigelsesindsatsen Ulighed: De dyre tænder DH på Rehab 2009 Dårligt overblik over kommunale tilbud LOBPA og overenskomsten Transportforlig mangler visioner på handicapområdet Vidensnetværket får ros af målgruppen De orker ikke tilgængelighed Historien om den fælles kamp Jeg taler jo meget dårligt, men jeg kan ikke holde kæft… Velkommen til 75 års jubilæum JUBILÆUM: Danske Handicaporganisationer blev stiftet i 1934 som De Samvirkende Invalideorganisationer. Det fejrer vi naturligvis ved en række arrangementer gennem hele året. På vores fødselsdag til april inviteres alle til reception. Af Stig Langvad, formand for DH Der var engang fire handicaporganisationer, der ville det bedste for deres medlemmer. Det var i 30’erne, så der var nok af problemer. De fire organisationer fandt sammen om at søge indflydelse på datidens socialreformer - godt hjulpet på vej af en invitation fra politikerne, der gerne ville se en fælles handicaprepræsentant deltage i reformkommissionen. Samarbejdet blev til De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) i april 1934. Og så levede de lykkeligt? Det er nok at gøre en lang historie lidt for kort. Men man kan læse mere om de 75 år andet steds her i nyhedsbrevet. DSI er blevet til DH. Vi er vokset fra fire medlemsorganisationer til 32, der tilsammen har ca. 320.000 medlemmer. Vi bygger fortsat på medlemsorganisationernes vilje til at samarbejde om at skabe lige muligheder for alle. DH er verdens ældste paraplyorganisation af sin art, og formentlig en af de mest anerkendte og slagkraftige overhovedet. DH tager del i udviklingen på det handicappolitiske område, og det har vist sig, at handicaporganisationernes samarbejde har en styrke og en berettigelse, som må forventes at kunne række langt frem i tiden. Konference og reception På vores fødselsdag (næsten da), den 22. april, afholder vi en jubilæumskonference på Den Sorte Diamant (Det Kgl. Bibliotek) for 400 indbudte gæster – det er samarbejdspartnere og repræsentanter fra medlemsorganisationerne og afdelingerne. Konferencens tema er DH’s rolle nu og fremover. Når konferencen er slut afholdes der en åben jubilæumsreception i et stort telt ved siden af Den Sorte Diamant. Her håber vi at se alle, der har lyst til at gratulere os – sig selv – og hinanden med de 75 år. Vi kan ikke yde kørselsgodtgørelse, men der skal nok være både vådt og tørt til alle, der kigger forbi. Artikelstafet Vi udgiver ikke noget festskrift på glittet papir, med uddrag af 75 års mødereferater og den slags. Vi vil i stedet i løbet af året bringe nogle artikler her i nyhedsbrevet, der beskriver nogle af de forandringer, som organisationen har undergået. Det gør vi blandt andet ved at snakke med nogle af dem, der har været med til at forme DH og dansk handicappolitik. Bortset fra disse artikler, så kigger vi mere fremad end bagud. Vi vil gerne bruge jubilæumsåret til at sætte fokus på, hvad handicappolitik er i dag. På vores hjemmeside www.handicap.dk bringer vi således en artikelstafet. Hver måned offentliggører vi en artikel, der beskriver dagens og fremtidens udfordringer for dansk handicappolitik og for danske handicaporganisationer. Velfærdsminister Karen Jespersen lagde ud 1. februar, hvor hun ridsede de historiske perspektiver flot op – og på den baggrund konkluderede, at der er grund til optimisme! Karen Jespersen gav stafetten videre til Mette Lindgaard, partner hos Deloitte, hvis artikel blev offentliggjort 1. marts. Vi kan ikke vide, hvem der bliver stafetskrivere resten af året, men vi håber ved jubilæumsårets slutning at kunne samle 11 artikler, der tilsammen giver et bredt og nuanceret syn på handicappolitikken i Danmark. Kommunal mærkedag FN’s internationale handicapdag, den 3. december, er aldrig for alvor blevet markeret herhjemme. I anledning af jubilæet vil DH’s afdelinger forsøge at gøre de kommunale handicapråd interesserede i at markere dagen som ”Dagen for lige muligheder” – og på dagen at uddele en pris. Prisen skal gives til en person, virksomhed, organisation eller institution, der har fremmet lige muligheder for personer med handicap. Vi håber, at kommunerne og rådene er med på ideen. Mange kommuner uddeler allerede en lignende pris, men ved at uddele disse lokale priser på samme dag, tror vi arrangementerne får en langt større synlighed, også nationalt. Første gang vi håber at se en markering af ”Dagen for lige muligheder”, skal være her i jubilæumsåret – og derefter hvert år den 3. december. Konventionen fejres Jubilæumsåret byder på et sammenfald med en af de vigtigste udviklinger i dansk og international handicaphistorie. Vi forventer, at FN’s handicapkonvention ratificeres – gøres til dansk lov – i dette forår. Det vil naturligvis få stor betydning for arbejdet i DH. Man går fra de gode viljer til de rettighedsbaserede argumenter. Vi markerer sammenfaldet med to konferencer om konventionens betydning. Den første i slutningen af marts, rettet mod DH’s medlemsorganisationer, og til efteråret afholdes en større konference for politiske samarbejdspartnere. Gennem hele året vil der afholdes arrangementer, hvor DH bruger sit jubilæum til at fremhæve nogle mærkesager fra vort daglige arbejde. Vi vil sætte fokus på unge med handicap, på førtidspensionen og det gode liv, på tilgængelighed, befordring og meget mere. Se kalenderen på www.handicap.dk for detaljer om jubilæumsårets konferencer og tema-dage. Umyndiggørelse af familien SOCIALPOLITIK: Når børn og unge med handicap anbringes uden for hjemmet, sker det efter de samme regler som omsorgssvigtede børn. Det komplicerer kontakten og samværet med familien, fordi støtten hertil bortfalder. Af Kirsten Plambech, socialpolitisk konsulent i DH Der findes kun ét sæt regler om anbringelse af børn og unge. Det er baseret på, at anbringelsen sker som følge af sociale problemer i familien. For eksempel i tilfælde af omsorgssvigt. Når børn og unge med handicap anbringes uden for hjemmet, sker det som udgangspunkt, hverken fordi de bor under utilstrækkelige forhold, eller fordi forældrene ikke kan tage vare på dem. Men fordi den nødvendige støtte ikke længere kan gives i hjemmet. For mange forældre er det en svær beslutning, der sker efter nøje overvejelser. Men selvom grundlaget er forskelligt, agerer lovgivning, myndighed og sagsbehandlere som om, det er det samme. Det har fatale følger. Svært at være forældre For det første mister forældrene mulighed for at have indflydelse på barnet, da alle børneydelser inddrages. Institutionen skal dække alle barnets behov i det daglige, men de fleste forældre til børn med handicap vil jo gerne have indflydelse på f.eks. hvornår barnet får nyt tøj – og hvilket tøj, samt hvor mange lommepenge der udbetales – og til hvad. Men dette har forældrene ikke længere nogen form for indflydelse på. Det føles meget krænkende for familierne. For det andet fortolkes reglerne sådan, at familien mister alle kompenserende ydelser, når barnet ikke længere forsørges i hjemmet. Det handler typisk om den handicapindrettede bil og andre hjælpemidler, samt om dækning af forskellige merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, f.eks. under barnets hospitalsindlæggelse. Uden bil og hjælpemidler i hjemmet bliver det meget svært at få barnet hjem i weekends og ferier – hvormed familien stækkes voldsomt. Når de handicapkompenserende ydelser mangler, er det vanskeligt at blive ved med at fungere som familie og opretholde en regelmæssig og tæt kontakt med hinanden. Barnets hospitalsindlæggelse er en særlig problemstilling. I praksis kan døgninstitutionerne sjældent afse personale til at følge med et barn på hospital. Mange forældre foretrækker da også selv at være sammen med deres børn under indlæggelsen. Men de kan ikke længere få dækket tabt arbejdsfortjeneste. Økseskaft En helt ny afgørelse fra Ankestyrelsen understreger problemerne. En multihandicappet dreng boede hjemme, indtil han med forældrenes samtykke blev anbragt på en specialinstitution. Drengen var hospitalsindlagt 14 dage i forbindelse med en operation. Forældrene fik afslag på kørselsgodtgørelse til hospitalet med den begrundelse, at ”drengen havde en god og hyppig kontakt til sine forældre og søskende.” Goddag mand, økseskaft. Reglernes formål er at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn under en anbringelse uden for hjemmet. Men når kontakten ER god og stabil, så kan der ikke ydes befordringsgodtgørelse efter samværsreglerne?! Det viser, at reglerne ikke dur i forhold til børn og unge med handicap. Hvis den 14-årige dreng havde boet hjemme, kunne forældrene få dækket merudgifter i forbindelse med barnets hospitalsindlæggelse. Det kan de ikke nu, for under anbringelsen gælder andre regler møntet på helt andre problemstillinger. Kompensation Danske Handicaporganisationer mener, at der må nye regler til. Løsningen er, at anbringelser af børn og unge med handicap betragtes som en del af den handicapkompenserende støtte til barnet frem for en ”klassisk” anbringelse. Barnet skal kunne opholde sig uden for hjemmet, uden at forældrene herved fratages muligheden for at være forældre. DH’s formand har skrevet til velfærdsministeren og folketingspolitikere med krav om, at der sker handling nu. Du kan læse brevet her: www.handicap.dk/anbringelse Ankestyrelsen må styre sig Formandens kommentar Ankestyrelsen har nu gentagne gange truffet afgørelser, der enten strider mod intentionerne i dansk lovgivning eller mod teksten i FN’s handicapkonvention. I DH har vi besluttet, at vi fremover skriver til medlemmerne af Folketingets socialudvalg hver gang det sker – for det her kan de ærede folketingsmedlemmer simpelthen ikke være klar over. Og vi mener, at det er statens ansvar at give befolkningen – og Ankestyrelsen – den nødvendige viden om og holdning til personer med handicap. Et af de breve, vi har skrevet for nyligt, handler om en mand, som Ankestyrelsen nægter retten til at bevæge sig i lokalområdet, alene fordi han er flyttet på plejehjem. Dette udelukker åbenbart retten til et selvstændigt liv. Sådan må DH konkludere på baggrund af Ankestyrelsens afgørelse (C-37-08). En person på 67 år er amputeret på begge ben. Før han flyttede i et plejecenter, havde han et el-køretøj, som han benyttede næsten dagligt. Den manuelle kørestol kan han kun benytte inden for plejecentrets område, da han ikke har kræfter til at færdes i bakket terræn. Personen ønsker selv at handle, køre i banken, til læge og på apoteket. Han vil kunne køre ture i det fri – fiske og nyde naturen. Han vil kunne besøge ekshustruen og vennerne. Indlysende og forståelige ønsker til et liv så uafhængigt af andre som muligt. Men Ankestyrelsen fandt ikke mandens kørselsbehov for væsentligt i lovens forstand, selvom han var omfattet af personkredsen for hjælpemidler. Ankestyrelsen begrunder det med, at almindelige daglige gøremål, som f.eks. indkøb, bankbesøg mv., bliver foretaget af plejecentrets personale. Desuden er manden bevilget handicapkørsel, hvor han årligt kan deltage i 104 kørsler. Og – skrev Ankestyrelsen – hans børn besøgte ham jo på plejecentret… DH mener afgørelsen er katastrofal og i direkte strid med Handicapkonventionen. Bliv på plejecentret, så ordner vi de praktiske ting for dig. Du behøver ikke besøge venner i nærområdet, de kan komme til dig. Glem dit ønske om at ordne det praktiske selv uden hjælp fra andre. Glem dit ønske om at færdes frit i naturen uafhængig af andres hjælp. Glem alt om at leve et liv på egne betingelser – for nu har du fået ophold i et plejecenter. Af Handicapkonventionens artikel 9 fremgår det bl.a., at der skal træffes passende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap på lige fod med andre har adgang til fysiske omgivelser og transportmuligheder m.v. – med det formål at gøre det muligt for personer med handicap at få et selvstændigt liv og deltage fuldt ud i alle livets forhold. På vej mod Handicapkonventionens ratificering i dette forår må DH konstatere, at det står skidt til med princippet om ligestilling og lige muligheder. Afgørelsen skræmmer. Og den står ikke alene. Nu må Ankestyrelsen styre sig. Stig Langvad Handicaprådene er en succes HANDICAPRÅD: Velfærdsministeren har bedt Center for Ligebehandling af Handicappede om at lave en undersøgelse af handicaprådene. Den viser, at rådene er en succes. Ministeren præsenterer her selv undersøgelsen. Af velfærdsminister Karen Jespersen Det kan være svært at blive hørt, når man har særlige behov, og det kan være svært for andre at kende til disse behov. Jeg er derfor rigtig glad for at kunne konstatere, at en ny undersøgelse fra Velfærdsministeriet viser, at de kommunale handicapråd bliver hørt og har indflydelse på den førte politik i kommunerne. Mennesker med handicap har en række behov, som vi skal tage hensyn til, og som vi skal inkludere i beslutninger og nye initiativer. Godt inde i de nu lovpligtige handicapråds første valgperiode bad jeg derfor Center for Ligebehandling af Handicappede om at lave en undersøgelse af handicaprådene. Høringssvarene bliver fulgt Resultatet af undersøgelsen viser, at handicap-rådene er en succes. Næsten alle rådsmed-lemmer er tilfredse med samarbejdet mellem de forskellige parter i handicaprådet, og de er ikke mindst tilfredse med kommunens sekretariatsbetjening af handicaprådet. Jeg vil også gerne fremhæve, at tre ud af fire af de spurgte rådsmedlemmer mener, at rådet får relevante initiativer i høring, og at politikere og forvaltning efterfølgende følger rådenes svar. Politikerne oplever da også, at deres arbejde i rådet klæder dem bedre på til efterfølgende at tage beslutninger. Det viser med al tydelighed, at handicap-rådene spiller en vigtig rolle i dansk handicappolitik. Rådene er med til at sikre inklusion af mennesker med handicap, og de styrker dialogen mellem kommunalbestyrelsen, kommunens forvaltninger og de lokale handicaporganisationer. Handicaprådets arbejdsopgaver Medlemmerne af handicaprådene fortæller, at en af de opgaver, der fylder mest, er høringer. Rådet høres for eksempel om kvalitetsstandarder, tilgængelighed og trafikinitiativer. Men handicaprådene får også budgetter, sundhedsaftaler og tilsynsrapporter i høring. En anden opgave er udarbejdelsen af kommunale handicappolitikker. Mange handicapråd har selv taget initiativet til, at deres kommune skal have en handicappolitik. Hele 75 af de 77 kommuner, der deltog i undersøgelsen, har allerede en handicappolitik, eller de forventer at vedtage en i løbet af kort tid. Der er ingen tvivl om, at det har krævet et stort arbejde at nå så langt på så kort tid. Undersøgelsen viser da også, at i flere råd løfter få rådsmedlemmer en stor del af arbejdet. Der er stadig udvalg og områder i de enkelte kommuner, der glemmer at sende tiltag i høring i handicaprådene, og der er stadig handicapråd, der mangler at få deres arbejdsgange ordentligt på plads. Det skal selvfølgelig blive endnu bedre. Men resultaterne viser med al tydelighed, at vi med handicaprådene har fået et forum, der kan udvikle sig endnu mere, men allerede har stor betydning for, at mennesker med handicap tænkes ind og bliver en del af hverdagens politiske beslutninger. Rapporten ’Kommunale handicapråd – erfaringer og gennemslagskraft 2008’ kan downloades på www.vfm.dk eller www.kortlink.dk/6aem -- -- -- -- -- -- -- En kommentar Jeg er glad for Karen Jespersens rosende ord om handicaprådenes succes. Det er ét af de initiativer, som er kommet stærkest og hurtigst gennem kommunalreformen. Med hjælp fra satspuljen har DH været i stand til at etablere afdelinger i alle kommuner, hvorfra de mange repræsentanter i rådene udpeges og opkvalificeres. Vi vil gøre vores til at succesen i rådene fortsætter, og vi har stor fokus på den fortsatte rekruttering af kompetente tillidsfolk til anden periode med handicapråd. Det kræver, at man fra politisk side er villige til at stille de nødvendige ressourcer til rådighed. Stig Langvad, formand Kæmp for den lokalpolitiske gennemslagskraft LOKALT: DH har mere en 1000 repræsentanter siddende i forskellige kommunale råd. Det giver mulighed for stor indflydelse – og den skal gerne bevares efter kommunevalget til efteråret. Af Dorthe Stief Christensen, organisationskonsulent Mens dette læses er der endnu et stykke tid til at hækken bliver grøn – men hvis man arbejder med handicappolitik lokalt, bør fokus allerede nu være på efterårets kommunalvalg og det årsskifte, der betyder nyvalg til alle kommunale råd og nævn. DH-afdelingerne skal finde nye repræsentanter til beskæftigelsesråd, klageråd og handicapråd m.m., hvorfor handicap-organisationerne skal gøre en aktiv indsats for at stille kompetente tillidsfolk til rådighed for rådsarbejdet. Samtidig skal kommunalpolitikerne holdes til ilden. Der står meget på spil for Danske Handicaporganisationer. En undersøgelse fra Velfærdsministeriet – se velfærdsminister Karen Jespersens artikel – viser, at langt de fleste medlemmer i handicaprådene oplever at have gennemslagskraft og indflydelse på beslutninger i de politiske udvalg. Den succes skal følges op. Fasthold politikerne Ikke overraskende er politikerne mere positive end DH’s repræsentanter i den nævnte undersøgelse. I DH hører vi om frustrationer over, at høringssvar og udtalelser ikke tages alvorligt, men undersøgelsen giver et overordnet billede af, at handicaprådene gør en forskel, når der skal tages vigtige beslutninger i kommunalbestyrelsen på handicapområdet. Interessant er også, at hele 96 procent af kommunalpolitikerne, som har deltaget i undersøgelsen, giver udtryk for at have opnået ny viden om handicapområdet gennem rådsarbejdet. Netop derfor er det bekymrende at høre, at flere kommuner overvejer at mindske antallet af politikere i handicaprådet i den kommende valgperiode. DH ser hellere, at endnu flere politikere får plads i handicaprådene. DH’s afdelinger må derfor allerede nu i dialog med de kommunale politikere, så de ikke render fra pladsen i handicaprådet efter nytår. I det hele taget er dialog med politikere og embedsmænd omdrejningspunktet i rådsarbejdet. Undersøgelsen peger på, at i de råd, hvor man oplever at have væsentlig indflydelse, der er hovedparten af de kommunale repræsentanter aktive. Og omvendt… Skal det nye handicapråd have en politiker eller en DH’er som formand? Der er gode erfaringer med begge dele. Men på baggrund af Velfærdsministeriets undersøgelse skulle man måske overveje, om ikke en engageret politiker på formandsposten ville sikre størst mulig gennemslagskraft. Kompetente frivillige Det er dog ikke kun på den kommunale side, at udfordringerne ligger. Undersøgelsen viser – ikke overraskende – at der er en stor udfordring i at rekruttere kompetente repræsentanter fra handicap-organisationerne. Otte ud af 10 organisationsrepræsentanter gav udtryk for denne bekymring. ”Kompetencer” står øverst på listen, når vi spørger til, hvilke kriterier man skal ligge til grund for indstillinger til de nye råd. Det kan være svært at finde de nødvendige kvalificerede repræsentanter i afdelinger med få aktive. Det kræver en stor indsats af handicaporganisationerne at mobilisere aktive kandidater til de kommunale råd. En ny udfordring for efterårets indstillingsrunde er, at det nu er et lovgivningskrav, at der skal indstilles lige mange mænd og kvinder. Det vil nok komme til at give vanskeligheder nogle steder, trods gode intentioner. Som hjælp til DH’s afdelinger og de lokale handicaporganisationer har sekretariatet udarbejdet en køreplan og anbefalinger for den vigtige proces, der nu sættes i gang lokalt for at finde kompetente repræsentanter til de kommunale råd. Køreplanen er sendt ud til afdelingerne og findes på DH’s hjemmeside. Du finder Velfærdsministeriets undersøgelse på www.kortlink.dk/6aem Køreplan for indstillinger til kommunale råd finder du på www.handicap.dk/dokumenter/publikationer/koreplan09 FTA flytter sammen med HORESTA Foreningen Tilgængelighed for Alle (FTA) har fra indgangen af det nye år indgået en sekretariatsaftale med HORESTA, hotel-, restaurant- og turisterhvervets brancheorganisation. FTA har hidtil haft til huse i Danske Handicaporganisationer, men har ønsket at komme tættere på turisterhvervet. Den indgåede aftale skal være med til at øge turisterhvervets opmærksomhed på tilgængelighed som et væsentligt konkurrenceparametre, mener underdirektør i HORESTA Henrik Mühlendorph: ”Aftalen mellem HORESTA og FTA styrker muligheden for at få flere medlemmer tilmeldt mærkeordningen for tilgængelighed. Dermed styrkes både medlemmernes og turist-erhvervets samlede konkurrenceevne ved at øge synligheden af Danmark som en tilgængelig destination for både business og leisure.” FTA sikrer personer med funktionsnedsættelser relevant forbrugerinformation om tilgængelighed til virksomheder og offentlige faciliteter, og henvender sig til virksomheder, der ønsker at synliggøre deres indsats for at skabe god adgang for alle. Læs mere på hjemmesiden www.godadgang.dk Kommunalisering af beskæftigelsesindsatsen BESKÆFTIGELSE: Fra august 2009 nedlægges den statslige arbejdsformidling i jobcentrene. Herefter vil al jobformidling være kommunens ansvar. Hvad betyder det for mennesker med handicap? Af Karen Il Wol Knudsen, beskæftigelsespolitisk konsulent At beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har et mål om at få samlet hele beskæftigelsesindsatsen i kommunerne, har han aldrig lagt skjul på. Oprettelsen af jobcentrene pr. 1. januar 2007 var første skridt i den retning. Men selvom de nye jobcentre dengang blev præsenteret som én indgang for alle, har indsatsen dog stadig været opdelt i en statslig indsats (den tidligere Arbejdsformidling) for de forsikrede ledige, og en kommunal indsats for alle andre – det vil blandt andet sige kontanthjælpsmodtagere, sygedagpengemodtagere, personer i fleksjob og på ledighedsydelse og for førtidspensionister, der ønsker job med løntilskud. Der har nok været tale om én fysisk indgang, men reelt har beskæftigelsesindsatsen været lige så opdelt som tidligere. Kort før jul overraskede ministeren ved at melde ud, at der var indgået en politisk aftale om et egentligt enstrenget beskæftigelsessystem, og at dette allerede træder i kraft pr. 1.august 2009. Aftalen betyder, at hele indsatsen bliver ”kommunaliseret”. Det betyder, at kommunerne fremover kommer til at have ansvaret for alle jobcentrets målgrupper. Dermed undgår jobcentrene fremover den dobbelte ledelse og den dobbelte administration, der er fremherskende i dag. Aftalen betyder også, at kommunerne overtager finansieringen af dagpengene og administrationen af de statslige midler til en aktiv beskæftigelsespolitik. Det giver kommunerne et nyt og stærkt incitament til at få de forsikrede ledige i arbejde. Økonomien i det nye enstrengede system er i skrivende stund ikke faldet helt på plads, men ministeren ventes inden marts at melde ud om en finansieringsmodel. DH mener, at det er en afgørende forudsætning for det kommende enstrengede beskæftigelsessystem, at der gives tilstrækkelige ressourcer, så man kan sikre en høj kvalitet i indsatsen. Ikke mindst over for de nuværende kommunale målgrupper – de ikke-forsikrede. Ny styring – samme indsats Ministeren har lagt vægt på, at der med det nye enstrengede beskæftigelsessystem alene bliver tale om ændringer i styringen af indsatsen, og således ikke i selve indsatsen over for de ledige og personer uden for arbejdsmarkedet. De ledige bevarer de samme rettigheder og pligter som i dag. Også aktørerne uden for jobcentrene bevarer deres nuværende opgaver. A-kasserne skal fortsat afholde jobsøgningssamtaler med forsikrede ledige, udbetale dagpenge, samt rådighedsvurdere de forsikrede ledige. Danske Handicaporganisationer og arbejdsmarkedets parter inddrages som hidtil i beskæftigelsesindsatsen via det centrale Beskæftigelsesråd og de regionale og lokale beskæftigelsesråd. Politisk fokus på LBR For at sikre større kommunalpolitisk fokus på det lokale beskæftigelsesråds anbefalinger, og sammenhæng til kommunens beskæftigelsesindsats, lægges der med den nye styring op til, at formanden for LBR fremover bliver enten borgmesteren eller formanden for kommunens arbejdsmarkedsudvalg. Uagtet, at der i dag sidder gode formænd rundt om i LBR, der repræsenterer DA, LO eller i sjældne tilfælde DH, så mener DH, at dette er et positivt skridt, der kan bidrage til, at kommunerne i højere grad vil lytte til LBR’s rådgivning og anbefalinger til kommunens beskæftigelsesindsats. Mindre bureaukrati Da kommunerne fremover kommer til at afholde udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge, er der ingen tvivl om, at beskæftigelsespolitikken naturligt vil blive et større og vigtigere fokusområde på den kommunale dagsorden. Og det mener DH er positivt, for der er ingen tvivl om, at beskæftigelsesindsatsen mange steder trænger til et løft. - Vi hilser umiddelbart det kommende enstrengede system velkomment. Ved at fjerne det dobbelte bureaukrati, som det nuværende system indebærer, imødeser vi en bedre ressourceanvendelse i jobcentrene, siger DH’s formand Stig Langvad. - Det kommer forhåbentligt til at betyde flere ressourcer til at forbedre indsatsen for at fastholde og indsluse sygemeldte og personer med handicap på arbejdsmarkedet. Det er der ikke mindst nu behov for, i en tid med finanskrise med mange fyringer til følge, mener Stig Langvad. DH’s målgrupper bliver for den største dels vedkommende ikke berørt af omlægningen. Ikke desto mindre vil DH holde øje med udviklingen. En større virksomhedslukning vil f.eks. betyde et stort træk i kommunens udgifter og ressourcer til de forsikrede ledige. Det må ikke få negativ betydning for indsatsen over for de grupper, der i dag er langt fra arbejdsmarkedet, og som fortsat har behov for en længerevarende indsats for at blive inkluderet på arbejdsmarkedet. Ikke mindst skal det sikres, at mennesker med handicap på ledighedsydelse, kontanthjælp osv., får de rette tilbud om opkvalificering, så de bliver parate til at træde ud på arbejdsmarkedet, når konjunkturerne igen vender. DH håber samtidigt, at omlægningen vil give kommunerne det fornødne samlede overblik, så de kan skabe en større sammenhæng i hele den kommunale indsats, f.eks. i sammenhængen mellem beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet. Her er der endnu meget at hente i forhold til at få skabt en kvalificeret, helhedsorienteret og sammenhængende indsats over for mennesker med handicap, der skal ind på arbejdsmarkedet. Ulighed: De dyre tænder SUNDHEDSPOLITIK: Danskere risikerer økonomisk ruin på grund af tandproblemer, der alene skyldes deres handicap eller kroniske sygdom. DH foreslår oprettelsen af en pulje, der kan fjerne denne diskriminering. Af Jeppe Sørensen, sundhedspolitisk konsulent Handicapkonventionen forpligter alle de deltagende lande til at ”give de sundhedsydelser, som personer med handicap specifikt har brug for på grund af deres handicap”. Konventionen siger også, at deltagerlandene skal ”give personer med handicap det samme udbud af sundhedsydelser og -ordninger af samme kvalitet og standard gratis eller til en overkommelig pris, som gives til andre…”. Disse rettigheder står i skærende kontrast til den nuværende situation i Danmark, hvor nogle uheldige mennesker må betale op til 100.000 kr. for behandling af tandproblemer, der alene skyldes deres handicap eller kroniske sygdom. Det er ren tilfældighed, at danskerne selv skal betale størstedelen af tandlægeregningen. I de andre nordiske lande er det muligt at få tilskud fra det offentlige, hvis man har store sygdomsrelaterede tandplejeudgifter. Der findes faktisk også en tilskudsmulighed for nogle patientgrupper med høje tandplejeudgifter. Hvis man lider af Sjøgren (en gigtlidelse) eller kræft kan man få dækket sygdomsrelaterede udgifter over 1.500 kr. pr. år, der svarer til, hvad befolkningen i gennemsnit bruger på tandpleje. Men hvis man har store sygdomsrelaterede udgifter som følge af eksempelvis parkinson, epilepsi, psykisk sygdom eller kolostomi, så kan man ikke få hjælp til sine udgifter. Ikke alene bliver mennesker med sygdomsrelaterede tandproblemer behandlet urimeligt – reglerne diskriminerer også mellem kronisk syge. Skuffende udredning Handicaporganisationerne har i mange år kæmpet for en løsning på problemerne med de astronomiske tandlægeregninger, der alene skyldes sygdom. Hidtil har politikerne afvist at ændre på de urimelige regler, ofte med henvisning til den ”svære men nødvendige prioritering af ressourcerne på sundhedsområdet”. Der var derfor store forventninger, da daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i 2006 tog initiativ til en udredning, der skulle belyse de høje tandplejeudgifter. Ifølge ministeren skulle udredningen ”… undersøge mulighederne for en omlægning af det offentlige tilskud til tandpleje, så det i højere grad kommer patienter med høje tandplejeudgifter til gode”. På trods af den klare opgavebeskrivelse fokuserede udredningen imidlertid kun på aggressiv paradentose – og anviste ingen løsninger for de mennesker, der i dag må betale store beløb for andre sygdomsrelaterede tandproblemer. Udredningen blev ikke engang sendt i høring blandt de relevante organisationer, på trods af, at sundhedsministeren havde lovet det fra Folketingets talerstol. Selvom udredningen var en skuffelse, arbejder DH videre for en ændring af de urimelige regler. En af udfordringerne er, at det med den nuværende viden er vanskeligt at sige, hvor meget det vil koste at dække ekstraordinære udgifter til tandpleje som følge af kronisk sygdom. DH har stillet forslag om en tilbundsgående og uvildig undersøgelse af, hvilke kroniske patienter, der har ekstraordinært høje tandlægeudgifter (og i hvilket omfang), som følge af deres sygdom, og af hvordan disse udgifter kan dækkes ved en ordning i stil med den, der gælder for Sjøgren- og kræftpatienter. Forslag om pulje En uvildig udredning er kun en nødvendig forudsætning, ikke en egentlig løsning. DH har derfor også foreslået en pulje til dækning af særligt høje tandlægeudgifter som følge af kronisk sygdom til de grupper, som ikke er dækket i dag. Puljen kunne f.eks. indeholde 50 mio. kr., der fordeles efter en "knæktakst"-model i stil med den, der anvendes til støtte af medicin-udgifter. Modellen skal sikre, at mennesker med ekstraordinært høje tandlægeudgifter, som følge af kronisk sygdom, får dækket størstedelen af deres udgifter – dvs. stigende tilskud i forhold til en stigende udgift. Det ville langtfra være den perfekte løsning, fordi den ikke ville hjælpe alle, men en sådan pulje kunne være en måde at redde de mest uheldige mennesker fra økonomisk ruin. Næste skridt i sagen bliver at undersøge reglerne i de andre nordiske lande og derefter bede de ansvarlige politikere om en forklaring på, hvorfor uheldige danskere med en kronisk sygdom kan risikere brugerbetaling i 100.000 kroners-klassen, når politikerne samtidig påstår, at vi har fri og lige adgang til et ”sundhedsvæsen i verdensklasse”. Hvis du selv har oplevet ekstraordinært store tandplejeudgifter, som følge af din sygdom/dit handicap, må du meget gerne sende en kort beskrivelse af problemerne, samt de eventuelle udgifter, til sundhedspolitisk konsulent Jeppe Sørensen (js@handicap.dk). DH på Rehab 2009 DH er med på årets hjælpemiddelmesse, der i år finder sted i Fredericia Messecenter fra den 12. til den 14. maj 2009. Vi vil markere vores jubilæum med en lille konkurrence på standen. Kom og besøg os på stand A-1309. Det er ”oppe i højre hjørne” i Hal A. I nabostandene finder du Lungeforeningen Boserup Minde og Sjældne Diagnoser, mens Scleroseforeningen og Dansk Handicap Forbund ligger i den anden side af hallen. Health & Rehab 2009, ”Nordens største messe for hjælpemidler, serviceydelser samt pleje- og sygehusudstyr”, har gratis adgang hver dag fra 9 til 17. Dårligt overblik over kommunale tilbud KOMMUNALREFORMEN: En undersøgelse foretaget af DH viser, at hverken regioner eller kommuner har overblik over udbud og efterspørgsel af tilbud og pladser på det sociale område og på specialundervisningsområdet. Af Maria Holsaae, projektmedarbejder i DH Regioner og kommuner er forpligtede til i fællesskab at udarbejde en rammeaftale for hver region, hvor det fremgår, hvordan kommunernes behov for pladser og tilbud kan dækkes. Meningen er, at man dermed får et redskab til regional koordinering, så der f.eks. kan findes pladser i de særlige tilbud i nabokommunerne. DH har både gennemgået og kommenteret landets fem rammeaftaler for 2009, hvor vi ser flere problemer i forhold til næste års rammeaftaler. Vi ser blandt et problem i, at kommunerne selv har etableret et parallelt planlægningssystem. Kommunerne anvender deres egen regionale organisation Kommunekontaktrådet (KKR) som samarbejdsforum. Dette forum opererer uden for offentlighedens og brugerorganisationernes indflydelse. Uklar kapacitet Et grundlæggende problem i rammeaftalerne er, at de ikke omfatter alle tilbud i regionens kommuner. Det gør det svært for alvor at bruge rammeaftalen som et planlægningsværktøj. Flere regioner melder tilbage, at de er enige i denne del af DH’s kritik. Der findes desuden ikke en ensartet model for opbygningen af rammeaftalerne, når det gælder indberetning af udbud og efterspørgsel og dermed en vurdering af kapaciteten. Regionernes udformning af aftalerne er meget forskellig, hvilket gør det svært at sammenligne kapacitetsproblemer fra region til region. Et af hovedformålene med rammeaftalen er ellers netop at afstemme kapaciteten i forhold til det forventede forbrug. Generelt er der ingen af de fem rammeaftaler, der lever op til dette formål. DH opfordrer kraftigt til, at kommende rammeaftaler indeholder både udbuddet og det forventede forbrug. Uden disse oplysninger har DH svært ved at se rammeaftalen som et udviklings- og planlægningsværktøj inden for området. Ventelister ignoreres Også målgruppeopdelingen er forskellig fra region til region. Den er ikke altid gennemskuelig, tydelig eller stringent benyttet. Hermed vanskeliggøres kapacitetsvurderingen inden for forskellige målgrupper yderligere. Ventelister er hovedsageligt ikke medtaget i rammeaftalerne. Det er ellers yderst relevant i forhold til vurdering af kapaciteten på området. Der hvor ventelister er medtaget, er de kun medtaget for visse målgrupper, og/eller ventelisterne/ventetiderne er foruroligende lange/høje. For nogle regioner skal oplysninger om ventelister og ventetider indhentes fra forskellige dokumenter, der ikke er en del af eller vedlagt rammeaftalerne. Generelt efterlyser DH beskrivelse af politiske initiativer eller konkrete tiltag for at nedbringe ventelisterne eller løse kapacitetsproblemer. Der fremgår intet om, hvad man har tænkt sig at gøre ved de lange ventelister, der hvor de findes. Specialundervisning Rammeaftalen for specialundervisning er generelt indskrevet som en del af rammeaftalen på socialområdet. Kun Region Nordjylland har lavet en selvstændig aftale for specialundervisningsområdet. Specialundervisningsområdet er et selvstændigt område med egen bekendtgørelse. Derfor mener DH, det er i modstrid med lovgivningens bogstav og intentioner, når området ikke opgøres og beskrives selvstændigt. Hertil kommer, at beskrivelserne af specialundervisningsområdet generelt er utroligt kortfattede og overfladiske. Endelig har DH beklaget, at de kommunale redegørelser, der danner grundlag for rammeaftalerne, ikke findes i et tilgængeligt format på en eneste af regionernes hjemmesider. Der er altså borgere med synshandicap, der er afskåret fra at se og kommentere redegørelserne – selvom det hedder sig, at kommunerne skal inddrage brugerorganisationer og handicapråd i forbindelse med udarbejdelsen af redegørelsen. DH’s kommentarer til de fem rammeaftaler findes på hjemmesiden: www.handicap.dk/rammeaftaler09 LOBPA og overenskomsten BPA: Interessen for den nye forening Landsorganisationen Borgerstyret Personlig Assistance (LOBPA) er steget markant siden DI og 3F indgik en overenskomst for handicaphjælpere. Af Jette Nielsen, projektleder i LOBPA Efter, at den nye lov om Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) er trådt i kraft pr. 1. januar 2009, oplever LOBPA en stigende interesse for foreningens arbejde, og LOBPA har nu 133 betalende medlemmer. Det kan også mærkes på mængden af generelle forespørgsler om BPA, at både kommuner og borgere er blevet opmærksomme på de nye muligheder. Og ikke mindst den presseomtale, der er opstået i kølvandet på indgåelsen af overenskomsten for handicaphjælpere mellem DI og 3F, har givet mange henvendelser til LOBPA. Desværre er det positive budskab om, at der nu endelig er indgået en overenskomst – og oveni købet en meget fleksibel overenskomst, der imødekommer politikernes ønsker om tilnærmelse til det øvrige arbejdsmarked – til dels druknet i den polemik, som er opstået mellem FOA og 3F om retten til at indgå overenskomster på handicaphjælperområdet. Mere end pleje og omsorg LOBPA har været en meget aktiv medspiller i formuleringen af overenskomsten – også efter, at DI formelt har taget over i forhandlingerne. LOBPA har igennem længere tid sonderet muligheden for at indgå overenskomst hos både 3F og FOA, og begge parter har været fuldstændigt vidende om disse sonderinger. Det skal derfor heller ikke være nogen hemmelighed, at LOBPA helst havde set, at FOA og 3F i fællesskab havde indgået overenskomsten, så de nuværende stridigheder havde kunnet undgås. At DI valgte at indgå overenskomst med 3F signalerer, at jobbet som handicaphjælper er et helt særligt fagområde, fordi handicaphjælpernes opgaver er meget mere end blot pleje og omsorg, men også en række serviceopgaver såsom praktisk bistand og ledsagelse, så den handicappede borger på lige fod med andre borgere får mulighed for at leve en selvstændig tilværelse. LOBPAs bestyrelse håber, at striden mellem 3F og FOA ikke får lov til at overskygge, at overenskomsten sikrer handicaphjælperne ordnede forhold med de forbedrede løn- og arbejdsvilkår, som LOBPA har tilstræbt, og samtidig sikrer borgere med handicap en bedre mulighed for at rekruttere den nødvendige arbejdskraft for at leve et selvstændigt liv på lige vilkår med andre borgere. Orienteringsmøder Der er allerede nu lagt en mængde oplysninger om overenskomstens virkninger ud på LOBPAs hjemmeside. Dette følges op af en række orienteringsmøder for alle interesserede, som afholdes i løbet af marts og april måned: 7. marts, kl. 15-19: Aalborg Hovedbibliotek, Rendsburggade 2, 9000 Aalborg. 18. marts, kl. 15-19: Muskelsvindfonden, Kongsvang Allé 23, 8000 Århus C. 19. marts, kl. 15-19: Kulturmaskinen, Farvergården 7, 5000 Odense C. 23. marts, kl. 14-17.30: Valby Kulturhus, Valgårdsvej 4-8, 2500 Valby. 30. marts, kl. 15-19: Esbjerg Hovedbibliotek, Nørregade 19, 6700 Esbjerg. 14. april, kl. 15-19: Næstved Sygehus, Foredragssalen, Ringstedgade 61, 4700 Næstved. Tilmelding: Tlf. 70 12 30 12 Transportforlig mangler visioner på handicapområdet TILGÆNGELIGHED: Regeringen præsenterede i december måned sit transportpolitiske udspil ”Bæredygtig transport – bedre infrastruktur”. Siden er der indgået et politisk forlig på området. Desværre mangler begge dele handicappolitiske visioner. Af Jesper Fønss, konsulent i DH Danske Handicaporganisationer har tilsluttet sig regeringens vision om at sikre miljømæssige forbedringer på transportområdet, at skabe en bedre og mere effektiv infrastruktur, at styrke den kollektive transport, og finde løsninger på de hastigt voksende trængselsproblemer i byområderne. Det meddelte DH trafikordførerne og transportministeren i et åbent brev i januar måned. Men samtidig understregede DH det centrale problem, at handicappolitiske temaer stort set er fraværende i regeringens udspil. DH pegede konkret på to overordnede problemer: For det første, at den kollektive trafik er den væsentligste transportform for en række handicapgrupper, hvorfor nye investeringer bør ske med afsæt i en vision om øget fokus på tilgængelighed og et sammenhængende transportsystem. For det andet, at nye grønne afgifter på kørsel og en omlægning af bilbeskatningen kan risikere at ramme mennesker med handicap, der ikke kan benytte kollektiv transport og har behov for individuelle løsninger. Ingen bedring i udsigt Det politiske resultat af regeringens udspil på transportområdet blev præsenteret den 29. januar 2009. Her blev indgået en bred politisk aftale mellem alle Folketingets partier på nær Enhedslisten om ”En grøn transportpolitik”. Den efterfølgende debat har fokuseret på, om den indgåede aftale er ambitiøs nok i forhold til nye investeringer, og om profilen er ”grøn” nok. Det vil politikere, eksperter og offentligheden løbende skulle forholde sig til i takt med, at aftalens 94 mia. kr. bliver finansieret og omsat til konkrete projekter. Men kommer aftalen til at bidrage til bedre tilgængelighed og befordring for personer med handicap? Det korte svar er nej. Der er ikke i aftaleteksten klare rammer eller målsætninger for, hvordan forligsparterne ser dette område styrket eller udviklet. Som eneste konkrete initiativ nævnes forbedret adgang til den kollektive transport, hvor DSB skal bidrage med et beløb på 1 mia. til forbedring af parkeringsforhold og tilgængelighed på stationerne. Der ligger derfor en vigtig opgave for handicaporganisationerne med hensyn til at øve indflydelse på aftalens gennemførelse – og sikre, at handicappolitiske argumenter kommer til at fylde i debatten på de enkelte indsatsområder. Det er helt afgørende, at tilgængelighedsløsninger indgår som et parameter i nye infrastrukturinvesteringer. DH har meddelt Transportministeriet, at handicaporganisationerne fortsat gerne bidrager med viden og løsningsforslag til, hvordan en gennemførelse af aftalen om ”En grøn transportpolitik” også kan sikre bedre tilgængelighed og mobilitet for mennesker med handicap. Aftalen ”En grøn transportpolitik” og en liste over aftalens initiativer kan findes på Transportministeriet hjemmeside www.trm.dk under publikationer. Vidensnetværket får ros af målgruppen BESKÆFTIGELSE: Jobcentre og borgere roser DH-projektet ”Vidensnetværket – handicap og beskæftigelse” i en midtvejsevaluering. Af Christa Hauser, afdelingsleder Vidensnetværket er et projekt forankret i Danske Handicaporganisationer, der skal medvirke til, at flere mennesker med handicap og sygdom kommer i job. Jobcentrenes medarbejdere og borgere med handicap kan indhente viden hos Vidensnetværket om, hvordan mennesker med handicap/sygdom kommer tættere på arbejdsmarkedet og i beskæftigelse. Vidensnetværket blev oprettet i 2007 og fortsætter frem til udgangen af 2010, hvorfor man netop har gennemført en midtvejsevaluering. Projektets målgruppe, som primært er jobcentre, men også andre aktører og borgere, har medvirket til evalueringen ved at svare på spørgsmål og fortælle noget om, hvordan de oplever Vidensnetværket. De har også fortalt, hvad de gerne vil vide mere om. Viden, der nytter Vidensnetværket har et såkaldt callcenter, hvor interesserede telefonisk kan få viden, vejledning, inspiration og sparring, når det handler om handicap/sygdom og beskæftigelse. Desuden afholder Vidensnetværket gratis kurser og temamøder for jobcentrene. Midtvejsevalueringen viser, at callcentret bliver brugt af mange – både jobcentermedarbejdere, andre aktører og borgere henter viden og sparring her – og at det er et vigtigt tilbud. Blandt de professionelle (ansatte i jobcentre osv.) der har besvaret en spørgeskemaundersøgelse, siger tre ud af fire, at de i nogen eller høj grad har fået viden fra Vidensnetværkets callcenter. En viden, der har hjulpet en borger tættere på arbejdsmarkedet. Samtidig viser evalueringen, at Vidensnetværket skal arbejde endnu mere på at synliggøre callcentret. Ofte spørger jobcentermedarbejderen sin kollega om en konkret sag, men flere kan sagtens se fordelen i at kunne få ny inspiration og sparring fra Vidensnetværket. Jobcentrene har for alvor taget tilbuddet om gratis skræddersyede kurser til sig og har kun rosende ord til overs for dem. Evalueringen peger på, at det specielt er Vidensnetværkets kurser om psykisk sygdom og udviklingsforstyrrelser, som jobcentrene generelt efterspørger mere viden på. Det anbefales derfor, at Vidensnetværket fortsat sætter fokus på dette tilbud sammen med afholdelse af større konferencer forskellige steder i landet. Hjemmesiden Siden Vidensnetværkets hjemmeside – www.vidensnetvaerket.dk – åbnede den 1. oktober 2007, er den blevet besøgt af flere og flere. Det er specielt information om de enkelte handicap og hvad de betyder i forhold til beskæftigelse, som de besøgende på siden søger viden om. Hjemmesidens beskrivelser af gode erfaringer læses også flittigt, og menuen ’Ordninger’, hvor de mange redskaber og muligheder i lovgivningen bliver formidlet, er ofte blevet åbnet. Hjemmesiden får meget ros i spørgeskemaundersøgelsen – dog med en anmodning om fortsat at forny og udvikle sitet, således at man kan blive ved med at gå ind og få viden og inspiration. Der er altså behov for den viden, som Vidensnetværket leverer. I arbejdet fremover skal den mere direkte og personlige kontakt til potentielle brugere intensiveres, så alle i landets jobcentre kender og gør brug af projektet. -- -- -- -- -- - Vidensnetværkets udgivelser Vidensnetværket har udarbejdet en række pjecer, guides mv., som er blevet rigtig godt modtaget i jobcentrene. Se listen her og rekvirer gerne materialet hos Vidensnetværket på tlf.: 36 310 320. * Pjecer, der kort fortæller om Vidensnetværket. En er målrettet jobcentre samt andre professionelle aktører, en anden er udarbejdet til borgere. * Samtaleguide – til samtaler med borgere, der har en psykisk sygdom * Matchguide – guide til jobmatch mellem virksomhed og borger med psykisk sygdom. * Kalender for 2009 Nyhedsbreve * Psykisk syge på arbejdsmarkedet. * Udviklingsforstyrrelser – ADHD og Aspergers syndrom. * Arbejdsredskaber til kommunikation på jobbet: Ordblindhed, høre- og synshandicap. * Myter og fordomme – Epilepsi, fibromyalgi, stomi og stammen. * Metoder til beskæftigelse – i projekter og på virksomheder. * Metoder i jobindsatsen – udviklingshæmning, erhvervet hjerneskade og cerebral parese (spastikere). * Veje til beskæftigelse – via vejledning og uddannelse. De orker ikke tilgængelighed TILGÆNGELIGHED: At borgere med handicap skal have lige muligheder for at modtage informationer fra offentlige hjemmesider er ikke en selvfølge. De professionelle hjemmesideudviklere mener faktisk, at tilgængelighedskravene unødigt hindrer deres kreative udfoldelsesmuligheder. DH har meldt sig ud af Bedst på Nettets dommerkomite. Af Monica Løland, konsulent i DH I 2006 mødtes ministre fra hele EU i Riga, hvor de blev enige om at indføre et informationssamfund for alle. De skrev alle under på den såkaldte Riga-deklaration, der bl.a. indeholder et mål om, at alle offentlige hjemmesider skal være tilgængelige i 2010. Og de varslede endda EU-lovgivning på området, hvis målet ikke blev nået. Det skrev vi om i en af vores nyhedsbreve i 2006 – for sikken et fremskridt! Regeringens initiativ blev arbejdet ind i aftalen mellem regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner om brug af åbne standarder i det offentlige. Ifølge aftalen, der trådte i kraft 1. januar 2008, er det nu obligatorisk for det offentlige at lave tilgængelige hjemmesider, når de anskaffer sig nye systemer eller laver større ændringer. Allerede der sænkede videnskabsministeren desværre overliggeren lidt i forhold til Riga-målsætningen. Der stilles kun krav om tilgængelige hjemmesider ved nyindkøb eller større ændringer. Men ifølge Riga-aftalen skal alle offentlige hjemmesider være tilgængelige i 2010 – ikke kun de nye. Signalforvirring Først i år – med ét år til, at Riga-målsætningen skal være nået – ser det ud til at videnskabsministeren tager kampen op. I samarbejde med Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og DH lancerer Videnskabsministeriet en informationskampagne, der skal få det offentlige til at sætte fokus på tilgængelighed til hjemmesider. Det er et godt initiativ, som DH selvfølgelig gerne deltager i. Vi forudså bare ikke, at ministeriet sideløbende med den motiverende informationsindsats, i et politisk notat ganske demotiverende kaster håndklædet i ringen og skriver, at regeringen ikke anser det som værende realistisk at nå Riga-målsætningen. Hvilken signalforvirring. Og desværre angiver ministeren ikke, hvornår han så forventer, at målet i hensigtserklæringen kan nås. Ministeriet mener at vide, at EU ikke anser tiden som værende moden til at indføre lovgivning på området. Storebror kommer altså ikke efter os alligevel. Ja, men så har vi jo ikke travlt… Sjuskede koder Sideløbende med dette kører der en græsrodskampagne blandt kommunikationsfolk, der er trætte af ikke at få tildelt netkroner og priser i Bedst på Nettet. De synes selv, de laver prægtige, informationsrige og brugervenlige hjemmesider, men det der med at overholde tilgængelighedskravene, det er alt for kompliceret, mener de. Tilgængelighedseksperterne siger, at det ofte handler om, at der bliver sjusket med de koder, der ligger bag hjemmesiderne. Det er ikke raketvidenskab at gøre det muligt for alle at bevæge sig fra f.eks. link til link ved at bruge tabulatortasten i stedet for musen. Det har mange glæde af. Man kan desuden sagtens være teknisk ambitiøs og f.eks. indføre visuelle elementer på siderne, så længe der laves et alternativ for dem, der bruger talesyntese. Debatten om tilgængelighed i Bedst på Nettet findes blandt andet i nyhedsmagasinet Danske Kommuner og Magasin K, der udgives af Journalistforbundets Kommunikationsgruppe. Artiklerne bærer præg af, at mange professionelle kommunikationsfolk ønsker tilgængelighedskriterierne i Bedst på Nettet afskaffet. Og Videnskabsministeriet er påfaldende tavst. Ingen herfra blander sig – f.eks. med information, der kunne rette op på nogle af de værste misforståelser blandt kommunikationsfolkene. Ud af busken DH mener, at ministeriet må ud af busken. Nu må de en gang for alle få det gjort klart, at mennesker med handicap har samme ret til at modtage information fra offentlige myndigheder som alle andre. Derfor skal tilgængelighedskriterierne opfyldes på offentlige hjemmesider. Derfor indgår kriterierne i regeringens aftale med kommuner og regioner om åbne standarder. Og det uanset, om man gerne vil have påskønnelse fra Bedst på Nettet eller ej! Omvendt, så vil det da være bizart, hvis denne grundlæggende målsætning ikke var afspejlet i Bedst på Nettets vurderingskriterier. DH mener også, at ministeriet må gøre det tydeligt for enhver, at tilgængelighed ikke kun er til gavn for blinde. For det er åbenbart opfattelsen blandt mange veluddannede kommunikationsfolk. I artiklerne kalder man sarkastisk Bedst på Nettet for ”Bedst for blinde”. Ud af dommerkomiteen Den konstituerede formand for Bedst på Nettets dommerpanel, Jesper Thyrring Møller, udtaler i debatten, at han er klar til at gå ind og arbejde for at få kriterierne ændret, hvis han kommer i dommerpanelet igen. Der skal ikke være så megen fokus på ”teknik”, som han siger det. Derfor har DH besluttet at trække sig midlertidigt ud af Bedst på Nettets dommerpanel, indtil det er blevet afklaret, hvorledes ministeriet stiller sig til problemstillingen. DH kan ikke være en del af et dommerpanel, hvis formand synes, der er for meget fokus på tilgængelighed i konkurrencen. Der er tale om diskrimination af personer med handicap, når de afskæres fra at leve op til samfundets forpligtelser og efterleve samfundets muligheder. Det handler ikke om ”teknisk tilgængelighed”. Det handler om menneskerettigheder. Videnskabsministeren må gøre rede for ministeriets holdning til debatten. DH mener dette er vigtigt, fordi den nuværende debat kan skade målet om at opnå tilgængelige offentlige hjemmesider. Det er tydeligt, at det ikke er tilstrækkeligt med den informationskampagne, der netop er sat i gang. DH’s brev til Videnskabsministeriet kan læses her: www.handicap.dk/nyheder/dommerpanel Historien om den fælles kamp JUBILÆUM: Danske Handicaporganisationers historie handler om samarbejde. Vidt forskellige foreninger har sammen opnået en indflydelse, som er ganske enestående. Vi skitserer et portræt af 75 år for retten til lige muligheder. Af Jim Høyer, informationschef Hvis vi for alvor skal begynde med begyndelsen, så startede det med 1849-grundlovens ret til at forsamle sig og danne foreninger. Den ret udnyttede danskerne til fulde. Hvor der var en skole eller et hjem for handicappede, opstod der ofte en forening af nuværende og tidligere elever. Vi har derfor nogle af verdens ældste handicapforeninger. Den første handicapforening var Døvstummeforeningen af 1866, der mange år senere blev til Danske Døves Landsforbund. I 1911 opstod Dansk Blindesamfund og året efter Tunghøres Vel - i dag Høreforeningen. I 1925 stiftedes Landsforeningen af Vanføre og Lemlæstede, der i dag er Dansk Handicap Forbund. Disse fire organisationer stifter ved møder den 5. og 23. april 1934 De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI). Dialog fra begyndelsen I 30’erne er der grøde i dansk socialpolitik. I arbejdet med reformerne ønskede politikerne dialog med handicaporganisationerne. De fire nævnte organisationer blev i 1933 bedt om i fællesskab at udpege én repræsentant til et nedsat reformudvalg – og ud af dette samarbejde voksede samvirket. Siden indgår DSI i mange kommissioner og udvalg på social- og beskæftigelsesområdet. Det første udvalgsarbejde resulterede i øvrigt i et invalidetillæg til aldersrenten. I 1939 får man indført den egentlige Invaliderente, med særlig hjælp til kronisk syge. I slutningen af 40’erne fører et nyt kommissionsarbejde til særlige bistands- og plejeydelser – og man fastsætter det handicapkompenserende princip som grundlag for statens handicappolitik. Fabrikanten DSI I 50’erne er DSI med til at undersøge mulige foranstaltninger for at lette adgangen til arbejdsmarkedet. Flere af handicaporganisationerne bidrager selv med oprettelsen af beskyttede værksteder. DSI etablerede således sammen med Socialministeriet i 1954 revalideringsvirksomheden ERFA INERFA A/S, hvor der bl.a. blev fabrikeret låse, oliebrændere, dåseåbnere og gummimåtter. I de følgende år diskuterer forretningsudvalget markant mindre interessepolitik, da byrderne ved at være virksomhedsejer tager megen tid på møderne… Decentralisering Formålet med paraplyen er at søge indflydelser der, hvor livsvilkårene for handicappede bliver fastsat. Organisationen udvikler sig derfor sammen med magtstrukturerne i samfundet. Da særforsorgen i 70’erne bliver udlagt til amter og kommuner, danner DSI sine 15 amtsafdelinger. Man var også aktiv på kommunalt niveau. I slutningen af 70’erne samarbejder DSI og LO om at oprette sociale forbrugerråd i kommunerne for at følge med i, om borgerne efter decentraliseringen af samfundet får de ydelser, de har krav på. Ti år senere har 110 kommuner sådanne råd. Strid med Ritt I starten af 80’erne fremsætter socialminister Ritt Bjerregaard forslag om et socialindkomstbegreb, der reelt ville ophæve kompensationsprincippet og gøre sociale ydelser og hjælpemidler indkomstafhængige. I 1981 udnævnes af FN til Handicapår, men på grund af uenigheden med Ritt, bryder DSI med den officielle markering af året og arrangerer et alternativt handicapår, hvor de lokale amtsafdelinger arrangerer diverse aktiviteter. Ritt måtte opgive sit projekt. Sekretariatet I mere end 50 år fik DSI løst sine sekretariatsopgaver hos den fungerende formands organisation. I 1985, hvor DSI havde 24 medlemsorganisationer og 15 amtsafdelinger, gik den ikke længere. Man etablerer eget sekretariat med to ansatte, som de første år har kontor hos formanden (Svend Jensen) i Dansk Blindesamfunds lokaler. Driften af paraplyorganisationen betales af kontingentmidler, indtil handicaporganisationerne i slutningen 80’erne får andel i tips-lotttomidlerne. I 1990 afløses Svend Jensen efter 24 år som formand af John Møller (Landsforeningen LEV) samt to næstformænd. Da DSI i 1998 slankede strukturen efter et år med økonomiske problemer, nedlægges den ene næstformandspost. Internationalt samarbejde I 90’erne begynder DSI at orientere sig mod det internationale arbejde. DSI får plads som national repræsentant i Det Europæiske Handicapforum, der på det tidspunkt er et brugerforum under Kommissionens handicapprogram HELIOS II. I slutningen af tiåret ophører programmet, men det gode samarbejde mellem de europæiske og nationale handicaporganisationer fortsætter i en selvstændig organisation – stadig kaldet European Disability Forum (EDF). Samtidig engagerede DSI sig i ulandsarbejdet, som flere af medlemsorganisationerne var aktive i. Danida betalte nogle år fra 1992 for ansættelsen af en ulandskonsulent i DSI. Senere udvikles samarbejdet omkring et Danida-finansieret ”miniprogram”, der i 2007 kommer på finansloven. I december 1993 vedtager FN ”Standardregler om Lige muligheder for handicappede”. Man kunne ikke på det tidspunkt opnå enighed om en egentlig konvention, men udlagde med Standardreglerne nogle politisk/moralsk forpligtende målsætninger, som handicapbevægelsen verden over kunne bruge som argumentation og løftestang for forbedringer. Det tager lang tid at få Standardreglerne oversat, og derefter introduceret til alle ministerier og kommuner. I 1997 begynder DSI at uddanne lokale tillidsrepræsentanter til at kunne anvende FN’s Standardregler i praksis. De er med til at sprede budskabet om reglernes eksistens og indhold. At DSI uddannede lokale tillidsfolk var egentlig et brud mod det da gældende princip om, at det var medlemsorganisationernes ansvar at uddanne tillidsfolk i f.eks. mødeteknik, forhandling mv. Det var imidlertid kun de største af organisationerne, der kunne leve op til dette. Standardregelkurserne blev en generel styrkelse af det lokale DSI-arbejde. Kampen for pensionerne Paraplyorganisationen arbejdede fra starten i 1934 for at skaffe en rimelig forsørgelsesydelse for de, der på grund af funktionsnedsættelser ikke kunne arbejde. Da regeringen nedsætter en socialreform-kommission i 1964 gøres DSI’s formand, H.C. Seierup, til formand for kommissionen. Da bistandsloven vedtages ti år senere er der tydelige spor efter DSI og Seierup. I starten af 80’erne er DSI med i det udvalgsarbejde, der forandrer invalidepension til førtidspension. Det samme er tilfældet, da førtidspensionen bliver ændret i midten af halvfemserne. Indflydelsen på handicappedes hverdag sker ikke kun gennem det lovforberedende arbejde. Det sker i stigende omgang gennem DSI’s repræsentationer klageråd og ankenævn m.v. I 1960 får DSI pladser i de amtslige Revalideringsudvalg (siden Revaliderings- og pensionsnævn). Da de i slutningen 90’erne nedlægges, fordi kommunerne overtager pensionsbevillingerne, får DSI i stedet plads i ankeinstansen, de sociale nævn. I dag udpeger DH repræsentanter til klage- og ankeinstanser inden for mange områder og på mange niveauer. Man får det fulde overblik gennem de årlige beretninger, der findes på www.handicap.dk. Se under fanebladet ”Om DH” og menupunktet ”Beretninger”. Tilgængeligheden En række organisationer i og uden for DSI drev i nogle år det fælles sekretariat ”Bolig-, Motor- og Hjælpemiddeludvalget” (BMH), som rådgav borgere og myndigheder på de tre områder. De administrerede også tildelingen af de blå invalideskilte på vegne af Færdselsstyrelsen. I 1996 blev BMH nedlagt og de enkelte organisationer påtog sig rådgivningsopgaverne. Tildelingen af invalideskiltene – senere de nye EU-parkeringskort – overgik til DSI, der nedsatte et datterselskab til formålet: I dag DH's Brugerservice. DSI rådgiver ikke, men arbejder politisk med tilgængelighed. I starten af 90’erne er man sammen med en række medlemsorganisationer med til at udarbejde Dansk Standards håndbog ”Udearealer for alle” og siden standarden ”Tilgængelighed for alle” fra 2001. Senest har presset fra handicaporganisationerne ført til øgede krav om tilgængelighed i Bygningsreglement 2008. Da EU udnævner 2003 til Europæisk Handicapår bruger DSI’s amtsafdelinger året til at dokumentere god og dårlig tilgængelighed ved at tage fotos til hver deres plancheudstilling og en fælles hjemmeside, kaldet Tilgængelighedsgalleriet. Strukturreformen I 2002 vedtager regeringen beskæftigelsesstrategien Job og Handicap med bidrag fra DSI. Som et resultat af regeringens større fokus på området, får DSI i 2007 en bevilling til at etablere ”Projekt Vidensnetværket”, der arbejder med vidensindsamling og rådgivning på arbejdsmarkedsområdet, især over for kommunernes jobformidlere. Efter 2005 står der især struktur- og kommunalreform på dagsordenen. Handicaporganisationerne mødes jævnligt for at finde fælles holdninger til de store forandringer. Et resultat af arbejdet bliver, at DSI nævnes i stort set alle reformens love, som deltager i lokale og centrale råd og nævn. I 2006 opretter DSI 97 kommunale afdelinger, der hver vælger repræsentanter til de nye kommunale handicapråd. Amtsafdelingerne nedlægges 31/12 2006. Domicil og nyt navn I 2002 deltager DSI i FN’s arbejde med at forberede en kommende konvention om handicappedes menneskerettigheder. Den vedtages allerede 13. december 2006. I mellemtiden har DSI vedtaget fremover at ville basere det handicappolitiske arbejde på en rettighedsbaseret tilgang. I 2007 vedtager repræsentantskabet, at DSI skal skifte navn pr. 1. januar 2008. Emnet havde været oppe tidligere, men uden resultat. Denne gang lykkedes det – DSI blev til Danske Handicaporganisationer. Samme år begyndte DH at arbejde for etableringen af et nyt domicil for sig selv og mange af medlemsorganisationerne – et Handicaporganisationernes Hus der skal blive det mest tilgængelige kontorhus i verden. DH har i dag 32 medlemsorganisationer med tilsammen 320.000 medlemmer. Der er ca. 40 ansatte i sekretariatet, inkl. Vidensnetværket og andre projektansatte, studentermedhjælpere, de ansatte i DH’s brugerservice og husets fælles servicepersonale. Næsten 2.000 frivillige fra medlemsorganisationerne repræsenterer DH i lokale og centrale råd, nævn og udvalg. Dette var ikke hele historien. Men vi bringer i de følgende udgaver af DH-Nyhedsbrev andre artikler, der kigger på udvalgte perioder og forandringer. Næste gang ser vi nærmere på, hvorfor DSI i årtier bestod af et ganske lukket selskab med fire-seks organisationer, indtil man i 70’erne optog hele 14 nye medlemmer. -- -- -- -- Læs mere her Du finder en kronologisk gennemgang af DH’s historie på www.handicap.dk, fanebladet Om DH, menupunktet Historie. -- -- -- -- Foto her… De syv formænd Rasmus Rasmussen, Ernst V. Jørgensen, Svend Høier Malthasen (ikke med på billedet), H.C. Seierup, Svend Jensen, John Møller og Stig Langvad omtales nærmere i næste nummer af nyhedsbrevet, hvor vi også ser på, hvorfor medlemstallet går fra seks organisationer i de første fire årtier til 20 ved udgangen af 70’erne. Jeg taler jo meget dårligt, men jeg kan ikke holde kæft… JUBILÆUM: Interview med Henri Holm, tidligere landsformand for Spastikerforeningen og aktiv i Danske Handicaporganisationer. Henri er et par år ældre end DH – og hans begivenhedsrige liv fortæller om pionerånd og en vilje til at bryde de rammer, der synes givet. Af Jim Høyer, Informationschef Artiklens overskrift må være Henri Holms motto – sådan kender mange organisationsfolk ham. Henri er spastiker, har talebesvær og spjætter lidt med arme og ben, når han bliver ivrig. Men han skal nok sørge for at blive forstået. Og han har gerne noget på hjerte. Henri var aktiv dengang DH var De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI). Han var med til at diskutere navneskiftet, da hovedbestyrelsen første gang forsøgte sig i 2000. Her kommenterede han blandt andet det friske forslag om ’Handi-Danmark’: ”Hvis der er noget, jeg ikke er, så er det handy!” Forslaget kom ikke videre… Henri skrev verdenshistorie i 1993, da han som den første spastiker blev landsformand for en national spastikerforening. Eneste med handicap Henri deltog faktisk på det stiftende møde i Spastikerforeningen i 1957. ”Men der var kun læger til stede, så jeg tænkte: Det er ikke noget for mig.” Foreningens omdrejningspunkt var forskning og pleje, ikke handicappolitik. Men et par år efter meldte han sig alligevel ind: ”Jeg tog til et kredsforeningsmøde i København, og der var der rigtig rav i den. De skændtes så det fløj om ørerne. Fint, tænkte jeg, her sker der noget!” Han blev i 60’erne valgt til kredsforeningens bestyrelse, i 70’erne til foreningens hovedbestyrelse, og i 80’erne til forretningsudvalget, hvor han sad i fem år som næstformand. Henri påtog sig en masse repræsentative opgaver. Han deltog blandt andet på møderne mellem de nordiske spastikerforeninger. Som den eneste med handicap. Han blev også foreningens repræsentant i DSI’s hovedbestyrelse i starten af 80’erne. Respekteret i DSI Den tidligere DSI-formand Svend Jensen opfordrede Henri til at repræsentere DSI i Den Sociale Ankestyrelse, hvortil han var beskikket i otte år. ”Det var et arbejde, jeg godt kunne lide, selvom det var en stor byrde ved siden af mit almindelige arbejde. Det var et hav af sager, der skulle læses op!” ”Jeg blev så harm, når et af de beskikkede medlemmer fra erhvervslivet under mødet tog kuverten med sagsakter frem – og du kunne se, at den ikke havde været åbnet. Så blev jeg ond i sulet.” På vej til et DSI-møde spurgte Svend Jensen ham engang, hvornår han så blev formand for Spastikerforeningen. Henri svarede: ”Det kan jeg ikke blive. Jeg er jo spastiker.” Men landsformand blev han – fra 1993 til 1998. Det var ikke nemt, og ikke uden modstand i foreningen: ”Fem minutter efter jeg var blevet valgt som formand, kom der en op og sagde, ´ham kan vi ikke være bekendt’.” ”Jeg har faktisk følt mig bedre tilpas i DSI, i LEV og i Dansk Blindesamfund. Der er jeg blevet respekteret,” fortæller Henri – og slår ud med armene. ”Det har været en kamp at begå sig som handicappet. Men i dag er der tre spastikere i Spastikerforeningens forretningsudvalg.” På børnehjem som seksårig Henri Holms begivenhedsrige liv begyndte i Lemvig i 1932. ”Min tvillingebror må have sparket mig i hovedet under fødslen”, siger han med det grin, der gerne følger Henri Holm. ”Jeg kunne ingenting som barn. Jeg blev kørt rundt i en klapvogn, til jeg var fem år. Damerne, der mødte min mor, spurgte: Har han sin forstand? Ja, sagde min mor – han forstår også, hvad du siger…” Skolegang i den lokale skole var udelukket, og forældrene havde indstillet sig på hjemmeundervisning, da familiens læge foreslog dem at sende Henri på et skolehjem. Det lå i Hørsholm i Nordsjælland. Lægen mente, at Henri kunne komme til at gå, hvis han blev sendt dertil. Så i 1938 startede Henri som seksårig og den absolut yngste på Hørsholmhjemmet. Han kunne på det tidspunkt hverken gå, stå eller spise selv. Men han kom ganske rigtig til at gå. En kammerats far, der var tømrer, havde konstrueret et gangapparat, som Henri så sit snit til at prøve. Og så gik han. Personalet fik en lokal tømrer til at lave et lignende apparat, hvor Henri lærte at flytte benene. Som 8-årig kunne han gå alene ved at holde fast i vægge og møbler. Henri kom hjem til Lemvig i syv uger på sommerferie og knap fjorten dage på juleferie. Besøg var der ingen af, da hans forældre ikke havde råd til den dagslange rejse. Frøken Frisch og strejken På hjemmet var der 12 drenge og 7 piger i alderen 7 til 16 år. Tre-fire spastikere, nogle med muskelsvind og andre med ”diverse deformiteter”. De 19 børn blev opdelt i hold, der hver fik tre-fire timers undervisning dagligt af Frk. Frisch, der ene kvinde stod for børnenes skolegang. Hverdagen forløb i faste rammer. Op klokken halv syv, i seng klokken seks, og det uanset om man var 6 eller 16 år. Henri oprettede den første elevforening på skolehjemmet. Og organiserede den første (og vist eneste) strejke: ”Det var på befrielsesdagen, den 5. maj 1945. Da frøken Frisch ville undervise, så nægtede vi. Den dag ville vi fejre ligesom alle andre. Så hun måtte gå hjem igen.” Med linje 3 uden hjælp I 1945 flyttede Henris forældre til København. Tre år senere forlod Henri Hørsholmhjemmet efter 10 år. ”Jeg gik alene derhjemme. Jeg havde ikke mod at færdes ude alene. Men min far blev syg og kom på Rigshospitalet, og jeg syntes, jeg skulle besøge ham. Så jeg tænkte det hele igennem: Først ned til Mozarts Plads, hvor jeg kravlede op i en linje 3. Jeg stod op i sporvognen under hele turen og tænkte kun på, ’hvordan kommer jeg af?’ Men det lykkedes uden at falde. Min far blev meget overrasket – og jeg havde overvundet min skræk for at komme ud.” Henri købte en trehjulet cykel på afbetaling. Med den – og med sporvognene – var han pludselig mobil i Købehavn. Som 18-årig fik Henri invalidepension, men ville gerne arbejde. Hans fik en plads på Vanførehjemmets beskæftigelsesværksted. Det var svært og langsommeligt som spastiker at flette cykelkurve og sæder. Da Henri – efter at være faldet flere gange – nægtede at være bybud og transportere materialer rundt til de hjemmearbejdende, blev han smidt ud. Han skaffede sig siden andre jobs, blandt andet som cykelparkeringsvagt. Højskoleeleven I 1952 blev en af kammeraterne fra Hørsholmhjemmet elev på Askov Højskole, hvilket var noget af et særsyn. Henri besøgte ham, og blev selv elev året efter. Da var han 21 år. ”Det var et vendepunkt i mit liv. Der følte jeg, at jeg blev voksen. Vi var 300 elever. Jeg fik nogle fabelagtige gode kammerater og sugede til mig af alt muligt”. Henri skrev møjsommeligt sine stile på en lille rejseskrivemaskine. Han er stadig stolt over, at han kunne begå sig i højskolens undervisning, efter skolegangen hos Frk. Frisch. Men hjemme igen efter Askov besluttede Henri sig til at forbedre sine kundskaber. Det blev til to-tre års brevkurser i tysk, engelsk, regning og dansk. I 1958 kom Henri på et sommerophold på Holsatia Højskole, i dag bedre kendt som Egmont Højskolen i Hou. Her traf han Ulla, som han siden blev gift med. Ulla var i arbejde; hun er selv er bevægelseshandicappet, og var uddannet reklametegner på Håndværkerskolen. Henri blev hjemmegående husfar – til han syntes, der skulle ske noget mere. Ejendomsmægleren Henri blev interesseret i ejendomshandler. Han meldte sig på Ejendomsmægler-Akademiet, hvor han gik på kursus to aftener om ugen. Henri kan ikke skrive i hånden, men insisterede på at blive eksamineret, hvorfor Handelsministeriet måtte give en særlig dispensation. Han blev beskikket ejendomsmægler i 1967. Det havde ingen spastiker gjort før – og vist heller så ikke så mange siden. Det indrammede bevis hænger stadig på væggen i hans lille kontor. ”Jeg havde hjertet oppe i livet, da jeg første gang skulle ud og præsentere mig som ejendomsmægler. Jeg kom jo ikke i en stor, dyr bil – men på en trehjulet cykel, med mappen i cykelkurven! Det skaber ikke ligefrem den bedste tillid. Og jeg kunne ikke tage notater. Så jeg måtte spørge, om jeg ikke kunne få dokumenterne med hjem, så jeg kunne udarbejde salgsmaterialet. Det fik jeg sgu lov til – og jeg fik huset solgt.” Ejendomsmægleriet endte med at blive en bibeskæftigelse, men Henri fortsatte med at virke som købers rådgiver. Han var med til at finde de lokaler, hvor DSI boede i 90’erne, og var også inde over købet af de nuværende lokaler på Kløverprisvej i Hvidovre. Da Ullas chef startede egen virksomhed, fik han lokket Henri ind som bogholder, selvom Henri ingen forudsætninger havde. Siden blev han bogholder i ejerens familiefond, Harboefonden. Henri holdt op med at arbejde, da han var 59 år – i 1991. Herefter var han fuldtids organisationsmand i Spastikerforeningen og i DSI. Han er i dag 77 år, har to børnebørn, er stadig medlem af Spastikerforeningens hovedbestyrelse. Han er for tiden engageret i at synliggøre en fond til støtte for voksne spastikeres uddannelse, med arvede midler fra en af de gamle drenge fra Hørsholmhjemmet. -- -- -- -- Foto her… "Jeg tog til et kredsforeningsmøde i København, og der var der rigtig rav i den. De skændtes så det fløj om ørerne. Fint, tænkte jeg, her sker der noget!" Henri Holm var med fra starten i Spastikerforeningen og den første landsformand med handicap. Foto: Henrik Frydkjær.