Bannerreklamer for rettigheder
Hen over sommeren og efteråret vil DH med oplysningskampagnen Lige Muligheder sætte fokus på rettigheder for personer med handicap og på "Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v."
Kampagnen er finansieret af midler fra Beskæftigelsesministeriet og har alle lønmodtagere og arbejdsgivere som målgruppe.
I de næste 14 dage optræder i kampagnen på i alt ca. 1 mio. bannere på flere af de store danske netaviser for at lokke interesserede ind på hjemmesiden www.ligemuligheder.dk
Hjemmesiden giver et overblik over lovgivningen og forskellige emner, der relaterer sig til lovgivningen og rettigheder for personer med handicap på arbejdsmarkedet. Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. er også kendt som Forskelsbehandlingsloven og forbyder blandt andet diskrimination af personer med handicap på arbejdsmarkedet.
Loven beskytter blandt andet mod forskelsbehandling til jobsamtalen, under ansættelse, i forbindelse med afskedigelse og under efteruddannelse. Loven forpligter også arbejdsgiveren til at foretage en rimelig tilpasning af arbejdspladsen, hvis der er en medarbejder med handicap. Det er ikke en ny lov, men det er først inden for de seneste år, at loven også inkluderer handicap.
På kampagnen hjemmeside kan man finde oplysninger om loven og nogle af de kompensationsordninger, der findes for at hjælpe til at personer med handicap kan blive på arbejdsmarkedet. På siden kan man også hente de pjecer, som er produceret i forbindelse med kampagnen til henholdsvis lønmodtager og arbejdsgivere. På grund af lang produktionstid er det dog desværre kun lønmodtagerpjecen, som kan hentes på nuværende tidspunkt.
Kampagnen vil også blive præsenteret på messer, møder og konferencer forskellige steder i landet og gennem flyers og plakater på fx biblioteker og sundhedshuse.
Læs mere på www.ligemuligheder.dk
