Share |
Forside | Nyheder | Der sættes pris på handicap i landets kommuner

Der sættes pris på handicap i landets kommuner

— Arkiveret under , ,

DH har opfordret landets kommuner til at markere FN’s Internationale Handicapdag den 3. december – som ”Dagen for lige muligheder”. Mere end 50 kommuner vil torsdag den 3. december 2009 uddele en handicappris - eller afholde et særligt arrangement - for at markere den internationale handicapdag.

Der sættes pris på handicap i landets kommuner

3. december er "Dagen for lige muligheder"

Fra Frederikshavn til Bornholm er der arrangementer og uddelinger – og i både store og små kommuner vil det blive ”Dagen for lige muligheder”, hvor der bliver sat fokus på forholdene for personer med handicap. De fleste kommuner har valgt at indstifte en handicappris, hvor et godt initiativ, en ildsjæl eller en virksomhed vil blive fremhævet fordi de har gjort noget ekstraordinært for at skabe lige muligheder for personer med handicap.

I Morsø Kommune har de fx valgt, at dagen skal være en festdag, og i Nykøbing Mors bymidte vil man på dagen kunne se både handicapidræt, uddeling af handicappris og sikkert stærkt forvirrede butiksejere. Som et led i fejringen af dagen vil lokale butiksejere blive opfordret til at besøge nabobutikken som blinde eller kørestolsbrugere for at give et indtryk af, hvor tilgængelig byen er blevet og hvad der kan gøres bedre.

Også i Kolding sætter man alle sejl til. Dagen bliver nemlig brugt til at markere, at Kolding Kommune har fået en ny handicappolitik - samtidig med, at man uddeler en handicappris og laver udstillinger om DH’s historie.

Nogle steder har man valgt ikke at uddele en pris, men på anden vis at markere dagen. I Furesø kommune bliver der eksempelvis den 3. december sat fokus på kvinder og handicap, når Anne Marie Helger efter invitation fra Netværket Kvinder Med Handicap og Danske Handicaporganisationer lægger op til en festlig aften.

Det er første gang nogensinde, at FN’s internationale handicapdag således bliver landsdækkende markeret i Danmark. I resten af Verden har man i årevis brugt dagen til at sætte fokus på handicappedes forhold i samfundet. Men der er også god grund til at markere dagen nu, da 2009 blev året, hvor Danmark ratificerede FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

Den 3. december vil i år og fremover være en dag, hvor kommuner og handicaporganisationer i fællesskab sætter fokus på de ting, som bringer os nærmere lige muligheder for personer med handicap.

For at se en liste over de kommuner, der sætter specielt fokus på mulighederne for personer med handicap, så gå ind på www.handicap.dk/handicappriser.