Du er her:

DH: Masser af plads til forbedringer for handicappede

Bragt på Altinget.dk/ Social den 28. august 2015

For mennesker med handicap er forventningerne ved regeringsskifter ikke særlig stor. Erfaringerne viser desværre, at der ikke er meget at komme efter. Heller ikke den nyeste regering flotter sig med et regeringsgrundlag, hvor socialpolitik har en rolle. Socialpolitik er tilsyneladende noget, der aftales i de årlige økonomiforhandlinger mellem Kommunernes Landsforening og den til enhver tid siddende regering.

Og med den nye pagt om dén aftale mellem de traditionelle regeringsbærende partier, ser socialpolitikken ud til at være cementeret de næste mange år: Socialpolitik handler åbenbart om økonomistyring, mere end det handler om menneskers mulighed for at være en del af samfundet.

Der er ellers nok at tage fat på. En undersøgelse fra Det centrale Handicapråd viser, at tilliden mellem borgere og kommuner er ringe. Konkrete sager fra forskellige især store kommuner rundt omkring i landet viser, at der er stor forskel på, hvad kommunerne tilbyder, og hvad borgerne forventer. Borgernes forventninger bygger på behov, mens kommunernes service tager udgangspunkt i økonomistyring. Dermed opstår der et gab, som skaber mistillid og utryghed.

Borgernes retssikkerhed
Et andet problem er borgernes retssikkerhed. Der har gennem længere tid være store problemer med den kommunale sagsbehandling. Ankestyrelsen er borgerens eneste boldværk, hvis kommunernes sagsbehandling ikke lever op til loven. Men hen over sommeren har ombudsmanden tre gange bedt Ankestyrelsen om at genoptage sager, som styrelsen ellers har afgjort.

I alle tre tilfælde er der tale om sager, hvor styrelsen har blåstemplet kommunale afgørelser, der ikke lever op til retssikkerhedsloven og forvaltningsloven, altså sager, som Ankestyrelsen burde have omgjort. Men kommunerne har både i de konkrete sager og i mange andre sager sparet penge ved at fjerne støtten. Det er desværre omkostningsfrit for kommunerne (og Ankestyrelsen) at træffe forkerte beslutninger.

Og så er der de sager, hvor kommunerne i årevis sagsbehandler på sager, der egentlig ikke burde være svære. Det kan være sager om handicapbiler eller ændringer i støtten, hvor kommunerne har en fordel ved at trække sagsbehandlingen i langdrag. Mantraet synes at være, at en krone brugt på sagsbehandling er en krone sparet på støtte til borgeren.

Ønsker til den nye regering
Sådan oplever mennesker med handicap virkeligheden. Og ingen regering i nyere tid har taget sig af det - uanset partifarver. Men ret skal være ret: Den nye regering har nu muligheden for at ændre det, også selv om den økonomiaftale, der er indgået med KL, ikke lover godt. Her er nogle ideer til, hvad den nye regering kunne gøre, hvis den ønsker at føre socialpolitik:

Regeringens socialpolitik skal bygge på tillid mellem myndighederne og borgerne. Det betyder, at retssikkerheden for borgerne skal forbedres. Det skal ikke kunne betale sig at tænke i forkerte afgørelser. Der bør være sanktionsmuligheder, når retssikkerheden krænkes. For eksempel burde besparelsen ved forkerte afgørelser tages fra kommunerne.

Tilliden til borgerne skal i højsædet. Vi er ikke, sådan som man åbenbart tror i kommunerne, gøgeunger, der bare ønsker at rage til os. Myndighederne skal også udvise tillid til borgerne. Der skal indføres flere muligheder for tro- og loveerklæringer, hvor der ikke er behov for ny sagsbehandling, f.eks. ved tildeling af hjælpemidler.

Der er behov for, at socialpolitikken sikrer en forventningsafstemning mellem borgere og kommunerne. Hvornår kan vi som borgere forvente støtte? Og nej, en sådan forventningsafstemning skal ikke læses som et oplæg til en ny spareøvelse, Det skal læses som et oplæg til dialog om muligheder og begrænsninger inden for de nuværende rammer.

Brug for et paradigmeskifte
Regeringens socialpolitik skal også bygge på forenkling. De nuværende regler om merudgifter til børn og voksne med handicap er et eksempel på en papirmølle, der bare maler derudad med afgørelser på 27 sider. Man har opbygget et stort bureaukrati, fordi man er bange for, at nogle få skal få for meget. Det er et Kafka'sk system, som kun virker kontraproduktivt, til ulempe for borgerne og såmænd også for de sagsbehandlere, der bruger deres tid på skrivebordsarbejde frem for at hjælpe de mennesker, der har behov. Det er uværdigt for alle parter.

Og så er der behov for, at kommunerne skal efterspørge viden og rådgivning. Jeg har hørt skiftende regeringer ønske sig, at socialpolitikken skulle bygge på viden og evidens, men så længe man ønsker og ikke kræver, så er det tomme ord. Det er på tide at indse, at ved at bruge rådgivning og viden kan man bruge pengene bedre til gavn for både borgere – og kommunernes økonomistyring.

Der er brug for et paradigmeskifte. Den nye regering kan til en start forsøge sig med at få en socialpolitik, der indeholder nogle af de ovennævnte elementer. Vi har brug for, at fokus ændres tilbage til, at mennesket, individet, er i centrum, og at økonomi også handler om investeringer i alle mennesker og dermed også dem, der ikke lige præcis er stormtropperne i konkurrencestaten.