Du er her:

Valgklumme 17. juni - Et Danmark for alle er et Danmark, hvor man investerer i alle mennesker

Et Danmark for alle er et Danmark, hvor man investerer i alle mennesker

Nu nærmer valgkampen sig sin ende – det er dagen før dagen. Det ikke just opløftende at se på de seneste tre uger med handicappolitiske briller. Der har ikke været særligt stort fokus på den sociale indsats over for personer med handicap. Kun ganske få gange har man hørt politikere tale om emnet handicap, borgere med handicap eller vælgere med handicap. Men i en tid og i en valgkamp, hvor velfærdssamfundet debatteres på højtryk, hvordan kan det så være, at handicappolitikken er så fraværende? Det mener jeg, at der er flere årsager til. En af dem er behovet for en grundlæggende holdningsændring til mennesker med handicap som en ligeværdig del af samfundet. En anden er den deroute, som den sociale indsats for mennesker med handicap generelt er ude på.   

For den sociale indsats for personer med handicap er gået den gale vej. Der har været alt for mange eksempler på forringelser og utryghed. Der er en stor tillidskløft mellem borgere med handicap og deres kommuner i forhold til sagsbehandlingen, bl.a. fordi der er talrige eksempler på unødigt bureaukrati, når borgere med handicap skal have hjælp. F.eks. når det gælder hjælpemidler. Her oplever man, at flere kommuner fastsætter kvalitetsstandarder på hjælpemiddelområdet. Lad mig forklare det med et eksempel: Det kunne f.eks. være på strips til måling af blodsukker. Her vil en kvalitetsstandard betyde, at man sætter et maksimalt antal på, hvor mange strips en diabetiker kan få udleveret. Ikke ud fra behov, men ud fra kvalitetsstandarden, som er baseret på et tal på en budgetlinje. For nogle betyder det konkret, at de ikke kan regulere deres sukkersyge ordentligt – og det har store konsekvenser. I handicaporganisationerne oplever vi  f.eks. også stor bekymring på hjerneskadeområdet, fordi den rehabilitering af hjerneskadede, som kommunerne iværksætter, ofte er for langsommelig og uigennemtænkt. Dvs. at en række mennesker ikke opnår det funktionsniveau, som de kunnet have fået med en bedre og hurtigere indsats. Det koster samfundet dyrt både i kroner og tabt arbejdskraft – og ikke mindst i menneskeskæbner. Der er mange grelle eksempler, men spørgsmålet er, hvordan det er kommet så vidt. Hvordan kan det være, at vi overhovedet diskuterer, at verdens bedste velfærdssystem er begyndt at svigte sine sårbare borgere?

Den udvikling i den sociale indsats, som vi har været vidner til gennem de seneste år,  skyldes i høj grad de kortsigtede økonomiske incitamenter, der præger området. Der er fokus på budgetternes bundlinje, og dermed er helhedsbilledet stærkt præget af, at man sætter systemet før mennesket. Hvordan kan det lade sig gør? Det handler i høj grad om, at vi i samfundet ikke ser, hvad der sker i systemet. Vi bemærker ikke, at der f.eks. er udviklingshæmmede, som isoleres i deres botilbud, fordi de ikke får ledsagelse. De færreste af os kender en udviklingshæmmet. Men de fleste af os har et ældre familiemedlem. Derfor bliver handicappolitikken ofte glemt i en valgkamp. DF har f.eks. foreslået, at alle ældre skal have ret til to ugentlige gåture med hjemmehjælpen. Denne ret, mener jeg, som en selvfølge også bør gælde udviklingshæmmede, der har behov for socialpædagogisk ledsagelse. Men mennesker med handicap er usynlige – også i spillet om magten. Derfor er det et stort paradoks, at politikerne så ofte ynder at stemple os som ”dyre” – vi er altså ikke usynlige, når der skal spares….

Jeg mener, der er behov for et helt nyt fokus når det drejer sig om indsatsen på socialområdet over for personer med handicap. Et nyt perspektiv hvor udgangspunktet er kompensation og investering i mennesker, ikke kontrol og mistillid. Kun gennem investering i, at personer med handicap kan deltage på lige fod med andre, undgår vi tab af værdifulde ressourcer, fordi personer med handicap inkluderes i alle samfundslivets forhold. Gennem en konkret, individuel og helhedsorienteret vurdering af borgernes behov, skal det sikres, at kommunen træffer den rigtige afgørelse første gang og iværksætter den nødvendige støtte og kompensation. Det skal ikke ses som en økonomisk byrde at iværksætte den rette indsats, men som en investering i mennesker. 

Så til alle de politikere, der kæmper om pladserne i Folketinget: Lad os høre hvad jeres visioner for handicapområdet er! Selvom der ikke er et præcist tal for antallet af personer i Danmark med handicap, så repræsenterer Danske Handicaporganisationer mere end 340.000 personer med handicap. Det er trods alt mange potentielle vælgere. Set i det perspektiv – så er vi måske ikke helt så usynlige alligevel.