Du er her:

Valgklumme 3. juni 2015 - Inklusion - også på de videregående uddannelser

undefined

Inklusion – også på de videregående uddannelser

Personer med handicap har generelt et lavere uddannelsesniveau sammenlignet med resten af befolkningen. En af barriererne er, at uddannelsessystemet ikke kan imødekomme de behov for fleksibilitet, som nogle personer med handicap har behov for.

I dag er det de færreste unge med handicap, der kan forvente at få en førtidspension som 18-årig. Tværtimod bliver det forventet, at unge med handicap, ligesom andre unge, tager en uddannelse og bidrager til samfundet.

Det er som udgangspunkt positivt, for de allerfleste vil gerne tage en uddannelse, som kan føre til job og selvforsørgelse. Problemet opstår, fordi vores uddannelsessystem ikke er gearet til at inkludere unge med handicap. Dermed brister drømmen om job og karrieremuligheder. Det vil jeg give nogle eksempler på:

Med reformen af erhvervsuddannelserne er der indført krav om, at de unge skal have karakteren 2 i dansk og matematik, for at blive optaget på en erhvervsuddannelse. Jeg er helt med på, at de unge er bedst tjent med at have gode færdigheder i dansk og matematik. Men samtidigt ved vi, at der eksempelvis er unge ordblinde eller talblinde, der efter 9 år i grundskolen har meget svært ved at læse eller regne, men som vil kunne blive gode murere eller frisører. Giver det mening at afholde dem fra at tage en uddannelse? Nej. En fjernelse af karakterkravet på erhvervsuddannelserne, mener jeg, vil være første skridt mod et mere inkluderende uddannelsessystem.

Et andet konkret eksempel på manglende inklusion i uddannelsessystemet handler om en kvindelig studerende med hørenedsættelse, der er i gang med at læse til sygeplejerske. Den studerende får specialpædagogisk støtte i form af en tegnsprogstolk og klarer fint den første, teoretiske del af studiet. Desværre går det galt, da den studerende skal i praktik på et af Hovedstadsområdets største hospitaler. Her får hun at vide, at hun af hensyn til patienternes sikkerhed ikke må benytte sig af sin tegnsprogstolk. Selvom hospitalet får at vide, at tolken er underlagt tavshedspligt nægter de fortsat den studerende at anvende sin tegnsprogstolk. Det gør kommunikationen med kollegaer og patienter meget svær, selvom den studerende til en hvis grad er i stand til at mundaflæse. Der er en alvorlig risiko for, at den studerende må opgive drømmen om at blive sygeplejerske, og jeg ser ikke bare dette som udtryk for manglende inklusion, men også som et alvorligt tilfælde af diskrimination på grund af handicap.

Endelig vil jeg nævne fremdriftsreformen, der også er et tema i valgkampen. Fremdriftsreformen skal få de studerende hurtigere i gennem uddannelsessystemet, og derfor skal de studerende tage fag og prøver svarende til 60 ECTS-point om året. Kommer den studerende bagud med mere end 60 ECTS-point, så ryger SU’en. Og hvis den studerende ikke kan tage alle semesterets fag og eksaminer er konsekvensen, at den studerende kan blive smidt ud af uddannelsen. Det skærper kravene til de studerende, men studerende med handicap kan ikke bare ”tage sig sammen”. Et handicap kan medføre, at den studerende har perioder med sygdom og behandling og/eller hospitalsindlæggelse. Efter sådan en periode kan det være svært at indhente det forsømte i løbet af et semester, og derfor kan det være nødvendigt at melde et fag fra. Andre typer af handicap betyder, at selve det at studere tager længere tid. Fx tager det længere tid at læse og skrive for en person med ordblindhed, selv med brug af kompenserende udstyr som en it-rygsæk. For en ordblinde studerende kan der derfor også være behov for at udsætte en eksamen. Og personer med handicap oplever ofte udtrætning, der betyder, at det er svært at være fuldtidsstuderende. Jeg frygter, at kravene om fremdrift vil få voldsomme konsekvenser for studerende med handicap, for som reglerne er i dag, kan en studerende med handicap ikke være sikker på at få dispensation fra kravet om fremdrift. Jeg kan ikke betragte det som andet end mangel på vilje til at skabe et inkluderende uddannelsessystem, der giver unge med handicap mulighed for at tage en uddannelse på lige fod med andre.

Der er selvfølgelig ikke nogen tvivl om, at det både menneskeligt og samfundsøkonomisk giver god mening at lade unge med handicap tage en uddannelse – også selvom det måtte tage lidt længere tid at gennemføre end gennemsnittet. Derfor er det helt tosset, at uddannelsessystemet spænder ben for studerende med handicap. Jeg vil derfor opfordre politikerne til - som det første - at rette op på dette og være med til at skabe et Danmark for Alle, hvor personer med handicap har lige muligheder for at tage en uddannelse.