Handicapidræt for børn er løbet i gang i Ghana

Af Laurits Holdt, freelancejournalist

Det er nemt at pege fingre af den manglende belysning i mødelokalet og af frokosten, der nogle dage ankommer flere timer for sent. For sådan var det i de fire dage Dansk Handicap Idræts-forbund (DHIF) og Ghana Federation of the Disabled (GFD) havde samlet 35 trænere og organisationsfolk til en workshop i Ghanas næststørste by, Kumasi, for at sætte gang i idrætsaktiviteter for ghanesiske børn med handicap.

Det generede vel også Ole Ansbjerg, der er idrætskonsulent og ulandsmedarbejder i DHIF, men hans fokus er helt andre steder. Han har siden 2001 udført udviklingsprojekter i Ghana, Uganda, Rwanda og Kosovo. Han ved, at tingene her ikke fungerer lige så effektivt som de gør i Danmark. Og hvis de gjorde det, var der jo heller ikke brug for udviklingsprojekter.

Hans fokus er for det meste på det, der fungerer. Arrangørerne af workshoppen har ret godt styr på tingene, synes han. Enkelte ting er glippet, men det ødelægger ikke det overordnede indtryk, som er meget positivt. Der er dog ting, som går ham på. Det vender vi tilbage til senere.

En kummerlig tilværelse

Børn med handicap lever ofte en kummerlig tilværelse i Ghana. For mange er det en skam at få et barn med handicap. Derfor bliver mange af børnene gemt væk. Udover det florerer der en idé om, at handicap kan smitte.

For eksempel blev en kvinde fra byen smidt ud af sin udlejer, fordi han var bange for at kvindens barn, der har et handicap, skulle forurene husets drikkevandet, fortæller Daniel Amankwah, der er formand for foreningen af forældre til børn med handicap i Kumasi.

”Der er også eksempler på forældre, der af ren frygt eller desperation har slået deres børn ihjel, fordi de havde et handicap. Det er den slags ting, vi kæmper mod og derfor stiftede vi foreningen i oktober 2010”, siger Daniel Amankwah, der til daglig arbejder i et revisionsfirma. Foreningen har indtil videre organiseret forældre til 158 børn med handicap.

Og netop succesen med at opspore børnene og få forældrene organiseret er årsagen til at workshoppen foregår i Kumasi.

”En af grundene til at vi er netop i Kumasi er at de er langt foran resten af landet. Med deres Kumasi outreach project har de samlet en meget stor gruppe forældre til børn med handicap. Det er et fantastisk arbejde de har gjort der, siger Ole Ansbjerg”.

At opspore børnene skal forståes helt bogstaveligt. Børn – og voksne for den sags skyld – med handicap ses sjældent i gadebilledet, så en gruppe frivillige fra gik fra dør til dør, og spurgte om beboerne kendte til børn med handicap i nabolaget. De besøgte også skoler og kirker og moskeer, fortæller Francis Amedor, der står for den praktiske del af workshoppen og er en af dem, der gik med rundt.

Vi skal bare i gang

Workshoppen kørte over fire dage. På boldbanen underviste de to danske idrætsinstruktører Lisa Schlage og Ingrid Lauridsen de ghanesiske instruktørerne i at tilpasse fysiske øvelser til en specific gruppe af børn med handicap og bruge det udstyr, som delegationen fra DHIF havde medbragt. Udstyret var pakket i ti store sportstasker – en til hver af regionerne.

”De fleste havde ikke tidligere haft noget særligt at gøre med børn med handicap. Men de fik hurtigt fat i at være børnenes guider. Den første dag gik det lidt langsomt med det, men da vi fortalte dem, at det i virkeligheden er det, det drejer sig om så gik det faktisk nemt”, fortæller Lisa Schlage.

”Der var en fantastisk stemning. Ingrid og jeg havde forventet at de ville være tændte på at lære noget nyt. Det var de også. Der var en stemning af 'vi har kun fire dage, så vi skal bare i gang nu!'.

Den største udfordring var at arbejde i den larm der var. Der var børn, der legede og meget trafik på gaden. Et andet problem var, at vi ikke havde fået nogen deltagerliste, så vi skulle bruge en del tid på at finde ud af hvem der var hvem og om det var meningen at alle de, der dukkede op skulle deltage. Til gengæld var forarbejdet fra arrangørerne helt fantastisk, så vi havde hvad vi skulle bruge og alt fungerede som det skulle.”

Sporskifte

På den anden del af workshoppen kørte tingene lidt mindre velsmurt. Her skulle repræsentanter for Ghanas forskellige handicaporganisationer forsøge at få styr på deres samarbejde om idræt for børn med handicap. Organisationerne er samlet i paraplyorganisationen Ghana Federation of the Disabled (GFD). Planen var at GFDs ungdoms- og sportskomite fremover skulle koordinere arbejdet på området. Men en stor del af komitens medlemmer var ikke til stede og det hæmmede arbejdet.

”En af udfordringerne ved at lave udviklingsarbejde er, at gøre folk mere ansvarlige og det viser man jo ikke ved at lade være med at møde op. Derfor er jeg skuffet over at komiteen ikke støttede mere op om projektet,” siger Ole Ansbjerg. Han og de to ledere af workshoppen, Jens Boe Nielsen og Kimmie Skafsgaard Madsen, valgte derfor undervejs at placere koordineringen af projektet i GFDs hovedkontor indtil komiteen er klar til at overtage arbejdet.

Det er naturligt at overlade mere og mere af ansvaret for projekterne til de lokale folk, mener Ole Ansbjerg fra DHIF, der her ses i samtale med en ansat hos Ghana Federation of the Disabled. Foto: Laurits Holdt

Idræt og udvikling

Nå snakken falder på udviklingsarbejde i u-lande tænker de fleste sikkert på ting som landbrugseksperter og sundhedsklinikker. Men idræt for mennesker med handicap har også sin plads. For den enkelte kan idræt være med til at vise omverdenen, at man sagtens kan begå sig på trods af sit handicap og på den måde være med til at nedbryde fordomme. På et mere overordnet plan kan idrætsaktiviteter være med til at stimulere den demokratiske udvikling. Den kan den, fordi det kræver en vis form for organisering at arrangere træning, kampe og stævner. Som vi også kender det fra det danske foreningsliv kan organisering være med til at styrke en gruppes stemme i samfundet og hjælpe de enkelte individer i gruppen til en bedre tilværelse.

Bygger på tidligere arbejde

En enkelt taske med bolde og andet udstyr til en hel region forslår som en skrædder i helvede. De er da også kun tænkt som en opstart. I projektet er der derfor også en fond, som der kan søges midler fra. Midler som for eksempel kan bruges til at anskaffe mere udstyr.

Projektet løber til maj 2014. Indtil da vil DHIF støtte og vejlede, så vidt det er muligt. Planen er at der inden da skal være godt gang i aktiviteter i hver af Ghanas ti regioner.

”Styrken i projektet er – i al beskedenhed – at vi har fået en masse midler og viden ud i de ti regioner. Det er jeg lidt stolt af,” lyder det fra Ole Ansbjerg. Han vil dog anse projektet for en succes, hvis seks af regionerne får nogle aktiviteter op at køre. Aktiviteter som vel at mærke fortsætter efter opstartsfasen.

”I dette projekt er der lagt mere ud til regionerne end vi plejer at gøre. Så det er endnu mere op til deres egen indsats end det sædvanlig vis er. Men det er vel egentlig en meget naturlig udvikling, for dette projekt bygger på det vi har lavet gennem årene i Ghana”.

”Når man laver udviklingsarbejde handler det om, hvor man lægger overliggeren. Nogle vil mene at vi har lagt den for højt i dette projekt, men der er vist ikke nogen, der mener vi har lagt den for lavt.”