Share |
Forside | Nyheder | Handicapkonventionen endelig oversat

Handicapkonventionen endelig oversat

— Arkiveret under , ,

En vigtig milepæl mod en dansk ratificering af FN’s handicapkonvention er nået: Konventionen findes nu på dansk. Fra EU kommer forslag om et antidiskriminerings-direktiv. Regeringen vælger netop dette tidspunkt til at stoppe et udvalgsarbejde, der skulle se på rettighedslovgivning. DH protesterer.

Handicapkonventionen endelig oversat

FN-konventionen foreligger nu på dansk

Onsdag den 1. oktober offentliggjorde Velfærdsministeriet den endelig danske oversættelse af FN’s Handicapkonvention. Velfærdsministeriet har desuden igangsat en offentlig høring vedrørende ”de økonomiske og juridiske forudsætninger for og konsekvenser af en dansk ratifikation af konventionen”. Det er jo noget af en mundfuld, men DH og medlemsorganisationerne arbejder på et klart høringssvar.

Internationalt spores god fremdrift i arbejdet med at ratificere Konventionen. I skrivende stund har 41 lande ratificeret Konventionen, og 25 har ratificeret tillægsprotokollen, der gør det muligt for en borger at indbringe konventionsovertrædelser for FN. Den danske regering har besluttet ikke at ville ratificere tillægsprotokollen.

EU har som den første overstatslige institution underskrevet både Konvention og tillægsprotokol, og arbejder hen mod en ratifikation af begge. Det kan skabe en interessant situation i Danmark, hvis man som dansker alligevel får ret til at indklage konventionsovertrædelser for FN, så længe de henhører til forhold under EU-retten.

 

EU’s direktiv

EU har tillige i juli fremsat et forslag til antidiskriminationsdirektiv. Forslaget vil, i fald det vedtages i en stærk udgave, være med til at forbyde diskrimination af mennesker med handicap. Der foreligger allerede sådan et EU-forbud på arbejdsmarkedsområdet.

Det franske formandskab, der har fremsat forslaget, vil også gerne tage æren af at få det vedtaget - og helst på den internationale handicapdag den 3. december. Det er næppe realistisk, især ikke, da regeringerne ikke er enige om dette direktiv.

Regeringen har desværre benyttet lejligheden - EU-direktivet - til at sætte arbejdet med at udrede behovet for en dansk antidiskriminationslovgivning i bero. DH sidder med i et udvalg, der netop skal forberede sådan en lovgivning. Men nu meddeler ministeriet os, at udvalget er nedlagt - eller stillet i bero...

Det er DH meget forundrede over, idet regeringen hermed afskærer sig fra at gøre nytte af den viden, som de danske handicaporganisationer besidder. Derudover er det i klar modstrid med både EU-direktivets intentioner om at inddrage de berørte parter, og Handicapkonventionens meget klart formulerede krav til medlemsstaterne om inddragelse af mennesker med handicap og deres repræsentative fora.

 

Ingen ratificering i lovkataloget

Sidste nyt: Regeringens lovkatalog viser intet spor af konventionsratifikationen. Det er ganske overraskende for handicaporganisationerne, der tidligere har modtaget oplysninger om, at ratifikationen vil finde sted i foråret 2009.

Vores nabo Sverige har besluttet at ratificere konventionen i foråret 2009.