Share |
Forside | Nyheder | Kommunerne har lov til at underminere sundheden

Kommunerne har lov til at underminere sundheden

— Arkiveret under

DH beklager ventetiden på genoptræning, der er alt for lang i mange kommuner, i et åbent brev til sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, Kommunernes Landsforening og medlemmerne af Folketingets Sundhedsudvalg.

Kommunerne har lov til at underminere sundheden

Genoptræning efter operation kan trække længe ud, hvis du bor i den forkerte kommune

Ventetid forringer muligheden for at få den maksimale effekt af træningen og dermed generhvervelse af funktionsevnen. Det betyder både en forringelse af livskvaliteten hos den enkelte, og større udgifter for samfundet.

DH har derfor sammen med en række andre organisationer foreslået, at patienter maksimalt må vente 1 uge på kommunal genoptræning.

Det kan ikke en gang halvdelen af kommunerne leve op til i dag.

Der findes nemlig ingen krav til, hvornår en kommune senest skal levere den genoptræning, som borgerne har behov for. Det betyder, at ventetiderne på genoptræning alene afhænger af det såkaldte ”kommunale serviceniveau” i den enkelte kommune.

Det kræves heller ikke af kommunerne, at de opgør ventetiderne til genoptræning - på trods af, at der i efterhånden mange år har været fokus på ventetider i resten af sundhedsvæsenet.

DH har derfor stillet to enkle spørgsmål til Kommunernes Landsforening og til de ansvarlige politikere på Christiansborg:

  1. Hvad synes I om forslaget om en maksimal ventetid på kommunal genoptræning på 1 uge - og hvornår har I eventuelt tænkt jer at indføre den?
  2. Hvornår begynder kommunerne at opgøre ventetiderne, så borgerne kan få et berettiget indblik i kvaliteten af den genoptræning, som har helt afgørende betydning for livskvaliteten hos mange tusinde danskere hvert år?


Læs hele det åbne brev her.