Du er her:

Danske Handicaporganisationer (DH) søger en stærk politisk chef

21. marts 2018

Danske Handicaporganisationer (DH) søger en dygtig leder, der kan skabe struktur, udvikle og kvalitetssikre vores politiske arbejde, så mennesker med handicap får en endnu stærkere stemme.

Først det positive: Alle interessenter er enige om, at mennesker med handicap skal have et så godt liv som muligt. Så det negative: På alt for mange parametre står udviklingen stille eller går tilbage. Det viser statistikkerne for sundhed, beskæftigelse, uddannelse og ensomhed blandt mennesker med handicap.

Danske Handicaporganisationer (DH) har store ambitioner om at skabe politiske forandringer, der gør Danmark til et mere inkluderende samfund for mennesker med handicap. Hvis det skal lykkes, er der brug for brede alliancer og ny politik på handicapområdet. Som politisk chef i DH får du en central rolle i den udvikling. Hvis du er struktureret, analytisk stærk og politisk kreativ, er du måske vores nye politiske chef.  

Danske Handicaporganisationer (DH) har 34 medlemsorganisationer med i alt mere end 330.000 medlemmer. Vi søger en dygtig leder, der kan skabe struktur, udvikle og kvalitetssikre vores politiske arbejde, så mennesker med handicap får en endnu stærkere stemme.

Dine arbejdsopgaver

  • Daglig ledelse af DH’s politiske afdeling med dedikerede medarbejdere
  • Bidrage aktivt til DH’s politikudvikling, kvalificere arbejdet i afdelingen og være bindeleddet, der har overblikket og fletter de mange løbende processer sammen
  • Sparringspartner og rådgiver for både det politiske niveau og medarbejdere
  • Sikre at kommunikation bliver indarbejdet som en naturlig del af vores interessevaretagelse i tæt samarbejde med vores kommunikationsafdeling  

Vores nye politiske chef:

  • Har solidt kendskab til både de formelle og de uformelle arbejdsgange på Slotsholmen, Christiansborg og i den kommunale verden.
  • Er god til at motivere og bidrager aktivt til et godt arbejdsmiljø
  • Er struktureret og har et godt blik for gode processer og interessenthåndtering
  • Er politisk kreativ og ser samarbejdsmuligheder frem for konflikter
  • Har en samfundsfaglig uddannelse og er fagligt dygtig

Som person er du resultatorienteret og god til at prioritere og skabe overblik. Du er ambitiøs med dit arbejde og trives i en travl hverdag med mange forskellige arbejdsopgaver. Du er god til at håndtere samarbejde med mange forskellige interessenter.

Vi tilbyder en udfordrende og personligt udviklende stilling med stort ansvar og faglig frihed til at gøre en forskel. Du bliver en del af ledergruppen i DH, hvor du forventes at bidrage til organisationens samlede udvikling.

Løn og ansættelsesvilkår forhandles individuelt. For yderligere oplysninger kontakt direktør Lars Midtiby på 22200801 [email protected] Ansøgningen sendes med CV og eksamenspapirer til sekretær Karin Friis Trebbien [email protected] senest d. 16. april 2018 Samtaler afholdes umiddelbart herefter.

Danske Handicaporganisationer er en paraplyorganisation for 34 medlemsorganisationer, der har over 330.000 medlemmer. Vores sekretariat består af 35 engagerede medarbejdere. Vi brænder for det, vi arbejder med, og har en flad struktur, hvor der er kort fra idé til handling. Danske Handicaporganisationer bor i Handicaporganisationernes Hus, der fik prisen "Årets Byggeri 2013" og ligger tæt ved stationen i Høje Taastrup.