Du er her:

DA’s fattigdoms-forslag helt ude i hampen

7. april 2015

Dansk Arbejdsgiverforening er kommet med 28 forslag til at reformere og skære i en række offentlige ydelser. Et forslag er at nedsætte sygedagpenge og førtidspension til kontanthjælpsniveau ved at skære med mere end 4000 kr. om måneden, mens andre forslag er at afskaffe fleksjobordningen ved at indlemme den i en gradueret førtidspensionsordning, samt erstatte ledighedsydelse og ressourceforløbsydelse med kontanthjælp. ’Forslagene er helt ude i hampen. De er udtryk for en utrolig unuanceret og usympatisk holdning, at ledige, handicappede og syge kan piskes i arbejde – og her kammer det altså helt over’, siger Thorkild Olesen, som opfordrer arbejdsgiverne til at vende blikket indad.

Dansk Arbejdsgiverforening er kommet med 28 forslag til at reformere og skære i en række offentlige ydelser. Et af forslagene går på at nedsætte sygedagpenge og førtidspension til kontanthjælpsniveau ved at skære med mere end 4000 kr. om måneden, mens andre forslag er at afskaffe fleksjobordningen ved at indlemme den i en gradueret førtidspensionsordning, samt erstatte ledighedsydelse og ressourceforløbsydelse med kontanthjælp. DA vil have færre i fleksjob, ligesom de mener, at mere end 10 pct. af nuværende førtidspensionister kan flyttes direkte i arbejde.

’Forslagene er helt ude i hampen. De er udtryk for en utrolig unuanceret og usympatisk holdning, at ledige, handicappede og syge kan piskes i arbejde – og her kammer det altså helt over’, siger Thorkild Olesen.

Arbejdsgivere, hvad kan I selv gøre

Thorkild Olesen opfordrer i stedet arbejdsgiverne til at vende blikket indad. Den nyligt offentliggjorte Carsten Koch-rapport viste nemlig, at hele 8 ud af 10 af de virksomheder, som ikke i forvejen samarbejder med kommunen om udsatte ledige, ikke har nogen intentioner om at ansætte udsatte ledige i job eller praktik. Der er brug for, at virksomhederne gør mere. Efter en årrække med hårde reformer rettet mod de ledig, er det derfor på tide at vende blikket den anden vej, fastslår Thorkild Olesen:

’Der skal ikke gennemføres flere forarmende reformer af de offentlige ydelser i dette land, hvis det står til handicaporganisationerne. Vi har stået for skud. Arbejdsgiverorganisationerne må nu selv gå forrest for at finde de nødvendige job til - og ikke mindst fastholde - de mennesker, som de med deres forslag i dag vil fattiggøre og marginalisere i en grad, så man næsten ikke kan tro det. I Sverige, som DA åbenbart er meget inspireret af, har arbejdsgiverne netop også helt anderledes forpligtelser i den retning, men det har DA øjensynligt glemt', påpeger Thorkild Olesen.

Læs hele DA’s notat her: http://www.b.dk/upload/webred/bmsandbox/uploads/2015/04/9247034079b4a814b7b802ee21f0c5c9.pdf

Link til artikel om arbejdsgiver-forpligtelser i Sverige: http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1470996/handikappede-haegtes-af-jobmarked/

Læs DH’s holdning til Carsten Koch-udvalgets forslag til at få borgere på kanten af arbejdsmarkedet i beskæftigelse: http://www.handicap.dk/nyheder/nyhedsarkiv/dhs-vurdering-af-carsten-koch-udvalgs-anbefalinger/