Du er her:

DH arrangerer beskæftigelseskonference i samarbejde med Troels Lund Poulsen og Mai Mercado

1. december 2017

Den 12. januar inviterer DH i samarbejde med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og børne- og socialminister Mai Mercado til konference om, hvordan vi får flere mennesker med handicap i beskæftigelse.

Konferencen skal kickstarte regeringens arbejde med et handicappolitisk udspil. Derfor samler DH og de to ministre forskere, virksomheder, mennesker med handicap, myndigheder og organisationer for at samle input.

Om konferencen siger formand Thorkild Olesen:

”Mennesker med handicap udgør en stor ressource, og mange vil meget gerne bidrage på arbejdsmarkedet. Derfor er det meget positivt at både beskæftigelsesministeren og socialministeren har fokus på, hvordan vi kan skabe et mere inkluderende arbejdsmarked, der har plads til mennesker med handicap. For de fleste mennesker er et job meningsfuldt og identitetsskabende. Det er vigtigt i forhold til at føle sig inkluderet i samfundet.”

Mai Mercado, Børne- og Socialminister udtaler:

”Vi har en historisk mulighed for at bygge en bredere bro mellem arbejdsmarkedet og borgere med handicap. For den enkelte giver det livskvalitet at blive en del af det arbejdende fællesskab, og for samfundet er det en kæmpe ressource, som vi i dag er alt for dårlige til at gribe.”

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen udtaler:

”Det går forrygende godt på arbejdsmarkedet i øjeblikket med høj beskæftigelse og lav ledighed. Det skal vi sørge for også kommer mennesker med et handicap til gavn. Jeg ser frem til at gå gode input fra både eksperter, kommuner og ikke mindst mennesker med handicap til, hvordan vi fra politisk side bedst muligt kan hjælpe dem med ind på arbejdsmarkedet.”

Der er praktisk information om konferencen i faktaboksen til højre.

 

[email protected]