Du er her:

DH’s formand Thorkild Olesen valgt til bestyrelsen i European Disability Forum (EDF)

1. juni 2015

Thorkild Olesen, DH’s formand, blev valgt til bestyrelsen i European Disability Forum (EDF) på organisationens general forsamling i Warszawa den 30. maj 2015. EDF er den europæiske paraplyorganisation for handicaporganisationerne og repræsenterer op mod 90 forskellige europæiske organisationer og 80 millioner europæere med handicap.

”Jeg ser meget frem til at bidrage med danske erfaringer i det europæiske handicappolitiske arbejde”, siger en glad Thorkild Olesen.

 

Der var kun en ledig plads i bestyrelsen og fem kandidater til posten, så det var et spændende valg. Pladsen i bestyrelsen blev ledig i 2014, hvor DH’s tidligere formand, Stig Langvad, forlod DH og EDF. Heldigvis fortsætter DH nu i EDF’s bestyrelse med Thorkild Olesens deltagelse.

 

Ud over de sædvanlige emner på en generalforsamling vedtog EDF også to resolutioner. Den ene opfordrer EU til at sikre, at arbejdet med gennemførelse af FN’s Handicapkonvention sker med fokus på alle EU’s arbejdsområder og ikke kun sociale og beskæftigelsesmæssige forhold.

Desuden vedtog EDF en kraftig opfordring til alle EU’s medlemslande og EU selv om at ratifisere Marrakech-traktaten, der skal sikre tilgængelige bøger for blinde, svagsynede og personer med læsehandicap. DH vil følge op på disse to resolutioner.