Du er her:

DH vil sikre adgang for alle til nye tog

7. februar 2018

Den politiske aftale om fremtidens tog er landet og arbejdet med at indkøbe nye eltog er sat i gang. Danske Handicaporganisationer er med for at sikre Danmark de bedst tilgængelige tog.

Den endelige aftale om indkøb af nye eltog er landet.

DH har været med i arbejdet med udbudsmaterialet og DH-formand Thorkild Olesen glæder sig over aftalen:

“Partierne skal roses for at sikre adgang til de nye tog for os med handicap. Tilgængelighed giver os mulighed for at deltage i samfundet. Og det kommer også grupper som ældre til gavn.”

Vi har et par supplerende tilgængelighedskrav til aftalen, siger Thorkild Olesen:

"De europæiske krav om tilgængelighed er EU’s absolutte mindstekrav til handicaptilgængelighed. Derfor er der i dansk kontekst behov for at stille supplerende tilgængelighedskrav for at sikre Danmarks valg af selvstændig adgang til tog for mennesker med handicap".

Det er krav, der allerede er brugt i andre udbud i Europa, og som producenter derfor godt kan levere, pointerer formanden: 

"DH har ved møder med togproducenterne sikret sig, at der ikke er tale om særlige forhold, der skal nyudvikles af producenterne. Der er tale om krav, producenterne sagtens kan honorere, og som allerede er honoreret i andre udbud til andre togoperatører i Europa".

Thorkild Olesen ser frem til det fortsatte samarbejde:

“Vi er klar til at samarbejde om udbuddet og bidrage med vores viden for at få den mest tilgængelige løsning.” 

Den politiske aftale om Fremtidens Tog kan læses her

 

[email protected]

 

 

 

DH har været med i dialogen om aftalen -

et udpluk fra aftalen:

"Parterne noterer sig, at DSB ved udarbejdelsen af udbudsmaterialet har været i dialog med danske handicaporganisationer og fortsat vil være det, og at det kommende tog vil overholde internationale handicapkonventioner og europæiske handicapregler (TSI-PRM), der blandt andet sikrer niveaufri indstigning på perronen med en standardhøjde på 55 cm".