Du er her:

Diskriminationsforbud: Et stort skridt i kampen mod fordomme

24. august 2017

Det snarlige lovforslag imod diskrimination vil gøre det lettere at afgøre, hvornår der er tale om diskrimination.

Socialminister Mai Mercado har om få uger et lovforslag imod diskrimination klar til høring. Lovforslaget skal gøre det ulovligt at afvise en person på eksempelvis restauranter og i butikker alene på grund af vedkommendes handicap.

I Danske Handicaporganisationer har vi længe kæmpet for et generelt forbud på området, og det glæder Thorkild Olesen, at der endelig er udsigt til et egentligt forbud. Formanden ser det kommende diskriminationsforbud som et stort skridt i kampen mod fordomme:

"Alle er vel enige om, at mænd og kvinder i dag skal behandles ens. Det er lidt det samme, vi gerne vil på handicapområdet. At man kan få bevæget synet på mennesker med handicap til; selvfølgelig skal vi alle behandles mere ens", udtaler Thorkild Olesen i Altinget.

Ikke alene vil forbuddet være med til at nedbringe de mange sager om diskrimination af mennesker med handicap. Men det vil også sikre klare retningslinjer i forhold til, hvornår der er tale om ulovlig diskrimination:

”Sagerne, som ligebehandlingsnævnet afgør er diskrimination, skal ikke bruges til at slå de enkelte oven i hovedet med en bøde. Men de skal bruges som eksempler på, hvad der er tilladt, så folk ude i samfundet ikke begår de samme fejl,” slutter formanden.

Læs hele artiklen om lovforslaget om diskriminationsforbud på Altinget.dk (kræver logind)

[email protected]