Du er her:

Fitness skal være for alle

27. april 2017

Bevægelse gavner alle – også mennesker med bevægelseshandicap. Men har man et bevægelseshandicap, kan det være en udfordring at være fysisk aktiv. Det vil kampagnen ’Fitness for alle’ lave om på.

Med tre forsøgsprojekter og ny forskning skal kampagnen vise, hvordan det traditionelle fitnesscenter kan nytænkes, så alle får mulighed for at sætte gang i kroppen. Der er afsat i alt 11,5 mio. kr. til kampagnen, og nu inviteres kommuner, foreningsbaserede fitnesscentre, handicapforeninger og handicapidræts-foreninger til at melde deres interesse for at være med.

Fysisk aktivitet skal være nemmere for alle
Det skal være nemmere for danskere med bevægelseshandicap at træne i foreningsbaserede fitnesscentre. Med en ny kampagne ’Fitness for alle’ får tre foreningsbaserede fitnesscentre økonomisk hjælp til at ændre de fysiske, faglige og sociale rammer, så flere med bevægelseshandicap får lyst til og mulighed for at motionere.

”I Danske Handicaporganisationer arbejder vi for lige rettigheder og muligheder for mennesker med handicap. Det handler både om at få adgang til at dyrke motion på lige fod med andre, men også om at få mulighed for at være en del af de sociale fællesskaber, der knytter sig til den danske foreningskultur. ’Fitness for alle’ er et vigtigt skridt i den rigtige retning.” Thorkild Olesen, formand, Danske Handicaporganisationer (DH).

Med de tre konkrete forsøgsprojekter samt en treårig forsknings- og formidlingsindsats skal kampagnen vise, hvordan foreningsbaserede fitness-centre kan gentænkes, omdannes og indrettes på nye, innovative og inkluderende måder, der sikrer ligeværdig og fleksibel adgang til fitness for alle. Fokus vil også være på, hvordan fitnessinstruktørerne kan klædes fagligt på til at møde mennesker med handicap som en ny brugergruppe.

Kampagnen vil nedbryde både fysiske og sociale barrierer
Hos mennesker med bevægelseshandicap er der større risiko for, at helbredet skranter, da fysisk aktivitet kan være en udfordring. Og i dag kan det være svært at få pulsen op, hvis man f.eks. er kørestolsbruger. Den fysiske indretning i mange fitnesscentre foreningsbaserede såvel som kommercielle – udelukker nemlig ofte mennesker med bevægelseshandicap fra at træne. Også de mentale og sociale barrierer spiller en rolle. Mennesker med handicap har et ønske om ikke at blive udstillet og sygeliggjort, mens instruktører og andre brugere af fitnesscentret kan føle sig usikre på, om eller hvordan de skal hjælpe.

Med en sundere og stærkere krop styrkes både livskvaliteten, velværet og selvhjulpenheden. Det aktive samvær med andre styrker også følelsen af at indgå i et ligeværdigt fællesskab. Samtidig reduceres risikoen for en række alvorlige fysiske sygdomme, angst og depression. Der er derfor brug
for at vise, hvordan det kan lade sig gøre at skabe inkluderende fitnesscentre. Kampagnens forsøgsprojekter finder sted i tre foreningsbaserede fitnesscentre, men håbet er, at erfaringer og resultater kan inspirere alle landets fitnesscentre.

Faktaboks

Bag ’Fitness for alle’ står et partnerskab bestående af Bevica Fonden, Realdania, Lokale og Anlægsfonden, Danske Handicaporganisationer, DIF, DGI, Parasport Danmark og Bevæg dig for livet – Fitness.

Parterne har samlet afsat i alt 9,4 mio. kr. til kampagnen, og TrygFonden støtter kampagnens forskning- og formidlingsindsats med 2,1 mio. kr. Dertil kommer en forventet medfinansiering fra de tre forsøgsprojekter. Partnerskabet vil i de kommende måneder gå i dialog med kommuner, foreningsbaserede fitnesscentre og lokale handicapforeninger/ handicap-idrætsforeninger for at identificere mulige forsøgsprojekter. Den endelige udvælgelse af de tre forsøgsprojekter forventes at falde på plads efter sommerferien.


Vær med og tag del i projektet
Interesserede kommuner, foreningsbaserede fitnesscentre og lokale handicapforeninger/handicapidrætsforeninger kan byde ind ved at sende en interessetilkendegivelse senest fredag d. 2. juni kl. 12.00 til kampagnens sekretariat.

Som lokal handicapforening kan man således – alene eller sammen med én eller flere af ovennævnte parter – melde ind med en interessetilkendegivelse om at ville være med. Sekretariatet kan efterfølgende være behjælpelig med at sammensætte et projekthold:

Kampagnens sekretariat
BARK Rådgivning
Louise Work Havelund
louise@b-a-r-k.dk
Tlf: 50 95 34 44

Invitation til at deltage og skabelon til udfyldelse af interessetilkendegivelse kan hentes på www.realdania.dk/samlet-projektliste/FitnessForAlle

Fotograf: Kasper Rander

tb@handicap.dk