Du er her:

Handicapformand roser nyt diskriminationsforbud

18. april 2018

Regeringen har nu fremlagt loven om diskrimination på baggrund af handicap. Det er godt, og DH opfordrer til, at loven gøres endnu stærkere.

Socialminister Mai Mercado (K) har i dag fremlagt lovforslag om diskrimination på baggrund af handicap.

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH), udtaler:

”Det er en vigtig dag for mennesker med handicap. Vi vil leve et selvstændigt liv ligesom alle andre. Det er urimeligt, at man kan afvises på en restaurant på grund af sit handicap. Den slags bliver nu endelig forbudt.”

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH), udtaler:

”Forbuddet er et stærkt signal om, at mennesker med handicap skal have muligheder som alle andre. Jeg håber, at det vil ændre holdningerne og fjerne fordomme om mennesker med handicap.”

Lovforslaget indeholder ikke krav om ’rimelig tilpasning’, som man kender fra arbejdsmarkedet.

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH), udtaler:

”Jeg opfordrer til, at man får regler om rimelig tilpasning med i den videre behandling i Folketinget. På den måde kommer vi helt i mål og får et stærkt diskriminationsforbud. Vi har i dag regler om rimelig tilpasning på arbejdsmarkedet, og det fungerer udmærket. Det kan og skal selvfølgelig også lade sig gøre i det øvrige samfund. Det er helt rimeligt, at eksempelvis skoler og forretninger skal være for alle og så vidt muligt tilpasse sig mennesker med handicap.”