Søg
Nyhed

Kontanthjælpsloftet rammer mennesker med handicap: Sparer på mad og medicin

Kontanthjælpsloftet betyder, at mennesker med handicap sparer på medicin, sund mad og vitaminer, der skulle afhjælpe deres handicap.

Plakat med teksten "Rico har ADHD og angst, Rico er alenefar, Rico er ramt af kontanthjælpsloftet, Rico sparer nu på medicin og psykolog, Ricos handicap bliver værre, Kommer Rico i job af det? Danske Handicaporganisationer" Der er grøn baggrund med et utydeligt billede af en mand der hviler sit hoved på sin hånd

Mennesker med handicap sparer på mad, medicin og motion. Det viser en ny undersøgelse, som Danske Handicaporganisationer (DH) har foretaget.

Undersøgelse bygger på svar fra 233 kontanthjælpsmodtagere med handicap. Konlusion er, at mennesker med handicap bliver hårdt ramt af kontanthjælpsloftet.

  • 32 procent af de deltagende tilkendegiver, at de sparer på medicin.
  • 49 procent af de deltagende tilkendegiver, at de sparer på madbudgettet.
  • 58 procent af de deltagende tilkendegiver, at de sparer på fritidsaktiviteter såsom sport og foreningsmedlemsskab.

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH) udtaler:

”Kontanthjælpsloftet rammer de forkerte. Stramningerne presser mennesker med handicap væk fra arbejdsmarkedet. Når man sparer på vigtig medicin og mad bliver deres situation kun forværret”.

”Man burde give bedre hjælp og støtte til mennesker med handicap fremfor at ramme dem med kontanthjælpsloftet. Handicaporganisationerne har med jobcentre hjulpet mennesker med handicap i job gennem særlige forløb. Det er den vej, vi skal gå”, siger Thorkild Olesen.

En enlig far fra Østsjælland svarer i DH’s rundspørge:

”Jeg har ikke længere råd til at betale den dyre ADHD-medicin. Derfor tager jeg den ikke. Mit helbred er blevet værre, og kommunen vil ikke sende mig i arbejde, når jeg har det så dårligt”.

En mor fra Midtjylland med fibromyalgi og slidgigt svarer i DH’s rundspørge:

”Jeg spiser kun ét måltid om dagen for at være sikker på, at der er mad nok til min datter, der har epilepsi.”

En kvinde med autisme fra København svarer i DH’s rundspørge:

”Jeg har måttet opgive at deltage i fritidsaktiviteter. Det er et stort afsavn, for sport er en af de måder, jeg kan kontrollere min stress på.”

I flere medier er det fejlagtigt fremstillet som om, at mennesker med handicap blev undtaget fra kontanthjælpsloftet efter hård kritik i starten af 2016. Men regeringen har kun undtaget omtrent 500 borgere med handicap, der har fået anvist en særlig handicapbolig af kommunen. Det er en meget afgrænset handicapgruppe.