Du er her:

Nye tal bekræfter usynligt fleksjobmarked

25. juni 2015

Med fleksjobreformen fra 2013 skulle det kunne betale sig for fleksjobbere at arbejde en time mere – og personer med selv meget begrænset arbejdsevne, skulle komme i job. En kickstart af fleksjobmarkedet. Men seneste tal fra Avisen.dk viser, at knap 15.000 ledige med nedsat arbejdsevne, står i kø til et fleksjob, mens kun 26 jobs er slået op på Jobnet.dk. Det svarer til over 500 arbejdsløse per opslået stilling.

15000 ledige skal slås om 26 fleksjob. Det skriver Denoffentlige.dk onsdag.

”Handicaporganisationerne har påpeget dette problem før. Fleksjobmarkedet er i bedste fald usynligt, i værste fald ikke-eksisterende. Fleksjobbere er gjort helt afhængige af, at kommunerne kan finde jobbene og matche med den rette borger. Selv ikke offentlige job bliver slået op, men holdes internt i kommunerne, formentlig så de kan besættes med kommunens egne ledige. Med en langtidsledighed blandt fleksjobvisiterede på 40 pct., magter jobcentrene helt åbenlyst ikke opgaven og det er helt uhørt,” siger formand for DH, Thorkild Olesen. 

Ifølge Denoffentlige.dk var over 60.000 ansat i fleksjob, i april 2015, så de 15.000 ledige svarer til, at hver femte fleksjobber er arbejdsløs. En opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet, som er foretaget på opfordring af Enhedslisten viser, at i hele 2014 var der 409 fleksjob og såkaldte minifleksjob opslået på Jobnet.dk. 

”Tallene giver et meget tydeligt billede. Vi skal have virksomhederne til at gå fra gode viljer til handling. Carsten Koch-udvalgets rapport viste, at 8 ud af 10 virksomheder, som ikke allerede gør noget for dem på kanten af arbejdsmarkedet, ikke har planer om at gøre det i fremtiden heller. Jobcentrene skal derfor tage fat om opgaven i en helt anden skala og langt mere opsøgende. Kombineret med en helhedsorienteret, tidlig og tiltrækkelig specialiseret indsats over for de ledige – og langt mere viden om handicap – så vil vi måske begynde at se resultater,” slutter Thorkild Olesen.

Læs hele artiklen om det nuværende fleksjobmarked på denoffentlige.dk

[email protected]