Du er her:

Oplys aldrig dine personlige koder eller login-oplysninger over telefonen

16. november 2017

Hvis du bliver ringet op af en person, der præsenterer sig som Mads, Michael eller Martin, og udgiver sig for at være medarbejder i SKAT, er det højst sandsynligt fup.

Finans Danmark har nemlig fået flere henvendelser fra banker, der oplever, at deres kunder er blevet kontaktet af ”SKAT”, fordi kunderne skulle have et mellemværende med SKAT og skal have penge retur.

Det er dog ikke tilfældet, men derimod kriminelle der forsøger at få adgang til dine bankkonti og penge.

Kontorchef i bankernes interesseorganisation Finans Danmark, Torben Nielsen, fortæller, at de kriminelle gør en betydelig indsats for at desorientere borgeren.

”De tilbyder venligt at hjælpe dig med at få dit tilgodehavende hos SKAT tilbage. Her siger de, at det er nødvendigt, at de lige får de nødvendige oplysninger såsom kodeord og ID samt koder fra nøglekortet for at kunne verificere tilbagebetalingen,” siger Torben Nielsen.

Han kender lige nu til 10-12 sager i oktober og november, hvor borgere med et handicap er forsøgt snydt til at oplyse private informationer.

I nogle af tilfældene har de kriminelle først forsøgt sig som en medarbejder fra SKAT, og hvis det ikke lykkedes i stedet som medarbejder fra den enkelte borgers bank.

Torben Nielsen oplyser, at det har været dansktalende personer, der har forsøgt at snyde borgere.

Hans bedste råd er, at du er opmærksom på følgende:

”Din bank eller anden offentlig myndighed vil aldrig bede dig udlevere dine personlige login-oplysninger eller koder fra dit nøglekort. Derfor skal du som kunde hurtigst muligt kontakte din bank i tilfælde af, at du alligevel er blevet lokket til at udlevere dine oplysninger eller har mistanke om bedrageri,” siger han.

Hos Finans Danmark er de meget opmærksomme på denne form for misbrugssager, hvor såkaldt vishing – eller snydeopkald – forsøges.

Derfor skal dette ses som en opfordring til ikke at udlevere private oplysninger over telefonen.

 

[email protected]