Du er her:

Spændende samarbejde om unikke skoler i Rwanda

6. januar 2016

Alle børn har ret til en god skole og det burde være en selvfølge at også børn med handicaps går i skole. Men det er langtfra situationen i de fleste udviklingslande. På verdensplan er det lykkedes at få 90 procent af alle verdens børn i skole, mens børn med handicaps udgør en meget stor del af de 10 procent, der aldrig kommer i skole. ”Derfor er det nødvendigt at gøre en særlig indsats, hvis denne udvikling skal ændres,” siger Thorkild Olesen, der ser frem til resultaterne af projekt ”Uddannelse for alle”, som Spejderhjælpen og DH er gået sammen om i et forsøg på at påvirke denne trend i det lille østafrikanske land, Rwanda.

Her vil Danske Handicaporganisationer med økonomisk støtte fra Spejderhjælpen i de kommende tre år arbejde med projekt ”Uddannelse for alle”. Ambitionen er at udvikle unikke ”modelskoler” som konkret kan vise, at det kan lade sig gøre at skabe unikke skolemiljøer, som både vil være i stand til at få børn med handicap i skole, men også være i stand til at rumme alle slags børn, samt sikre læring og sociale fællesskaber, der også omfatter børn med handicap.

DH har netop underskrevet en samarbejdsaftale med Spejderhjælpen, som løber i 2016-2018. Når spejderne, hvert år i september trækker i arbejdstøjet og tilbyder trappevask, holder loppemarkeder eller hundeluftning, går pengene til Spejderhjælpens fond. Og I de kommende tre år er det DHs arbejde i Rwanda, der får gavn af spejdernes indsats. 

Spejderhjælpen er en fond, der er stiftet af de danske spejderkorps. Fonden hedder "Spejdernes fond til fordel for nødlidende, syge og vanskeligt stillede børn". Fondens formål er at støtte projekter til fordel for nødlidende, syge og vanskeligt stillede børn både i Danmark, herunder Grønland, og uden for landets grænser.

Spejderhjælpens arbejde fokuserer i særlig grad på pligten overfor andre, når spejdere i Danmark hvert år i september tilbyder en arbejdsindsats, der ubeskåret går til Spejderhjælpen.

Spejderhjælpen består af Det Danske Spejderkorps, KFUM-spejderne i DK, De Grønne Pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorp Sydslesvig med tilsammen godt 60.000 medlemmer.

Tekst til foto: Tilgængelige tavler kan blive et resultat af samarbejdet mellem DH og Spejderhjælpen i Rwanda.  

Læs mere på spejderhjaelpen.dk

 

[email protected]