Tudekiks til Trøjborg?
Tonen har været hetzagtig i debatten om udgifterne på det specialiserede handicapområde. Det skriver formanden for Kommunernes Landsforening i et læserbrev. Men det er ingen undskyldning for udfald mod forkælede handicappede og udtryk som "gøgeunger". Nej, Trøjborg mener, det er KOMMUNERNE, der udsat for hetzen!
KL-formandens debatindlæg blev bragt i Politiken onsdag den 11/8. Her skriver Jan Trøjborg bl.a.:
Når man læser nogle af indlæggene fra flere organisationer, får man næsten det indtryk, at kommunerne er sat i verden for at genere de andre handicappede og andre udsatte grupper. Det er ikke et anstændigt debatniveau (...).
KL har sat spot på økonomien på det specialiserede socialområde, fordi kommunernes udgifter på dette område er steget med raketfart. Debatten handler altså ikke om, hvorvidt der skal spares, men derimod om, hvor høj den årlige vækst skal være. Udgifterne på det specialiserede socialområde er i de senere år steget med godt én milliard kroner om året.
Kommunerne har ingen interesse i at lade enkelte grupper stå på mål for de økonomiske hensyn, som vi er nødt til at tage i disse år. Men også på det specialiserede socialområde, skal der prioriteres og styres, ellers får vi ikke de mange penge derhen, hvor de gør mest gavn.
Lad os stoppe mudderkastningen og gå i en konstruktiv dialog om, hvordan vi kan tilpasse økonomien, så kommunerne fortsat kan yde den service, som borgerne har behov for.
Indlægget medførte flere indlæg til Politiken, som dog foreløbig kun har fundet plads til et kortere læserbrev. Men man kan finde nogle af de andre indlæg på nettet.
Dansk Blindesamfund skriver under overskriften "Tudekiks til Trøjborg":
Vi er også kede af tonen i debatten. Den har berørt mange af vores medlemmer dybt. Vi er chokerede over, at så mange kommunale beslutningstagere har valgt at hænge en bestemt befolkningsgruppe ud.
Den måde, borgmestre og KL-repræsentanter fra påsken og fremefter omtalte medborgere med et handicap på, var grov, generaliserende og unuanceret. Når en næstformand i KL, der repræsenterer partiet Venstre, kan kalde en befolkningsgruppe for gøgeunger, er det groft, og når flere borgmestre både fra Socialdemokraterne og Venstre lagde ansvaret for kommunernes dårlige økonomi over på enkeltborgere, var det skandaløst. Her ville det have været rart, om Jan Trøjborg havde bidraget til at sikre en nuanceret og værdig debat, men han stod ikke tilbage for at hetze os.
Den veltilrettelagte, kommunale pressestrategi fik det til at fremstå, som om borgere med et handicap har fået i pose og sæk, og at grunden hertil er en alt for gavmild lovgivning og et slapt ankesystem, der giver borgerne ret alt for tit. (...)
Udgiftsstigningerne handler altså om visiteringer, beslutninger, lønaftaler og prisfastsættelser, som kommunerne selv er ansvarlige for. Ikke den enkelte borger. Det handler også om mistillid og krejlen mellem kommunerne, når de skal løse opgaver i fællesskab. Det handler om en forbløffende dårlig budgetlægning. Er disse konstateringer mudderkastning?
Landsforeningen LEV skriver under overskriften "Uanstændigt!?":
I ”Stop hetzen mod kommunerne og lad os samarbejde” i dagens udgave af Politiken starter Jan Trøjborg med at kalde organisationernes forsvar overfor KL’s kampagne på det specialiserede område for uanstændig. KL's kampagne har bestået af ekstreme enkeltsager, men dette forhindrer ikke Jan Trøjborg i at ønske mudderkastningen afløst af en ordentlig dialog! Landsforeningen LEV går gerne i dialog, men det må være legitimt, at vi i medierne tilkendegiver, at KL’s kampagne mere udstiller kommunernes manglende evner til komme med et ordentligt tilbud end forældrenes ”kræve-mentalitet”.
Og han er ikke den eneste. Med overskriften ”Kommunerne værner om de handicappede” (Kristeligt Dagblad, 9. august) går formand for Social- og Sundhedsudvalget i KL, Anny Winther, til angreb på os fra handicaporganisationerne, som påstår, at der er sket forringelser på handicapområdet. Forældre bliver angrebet for at være grådige og kræve løsninger, som udløser millionregninger. (...)
Anny Winther og Jan Trøjborg: Jeg skal ikke gøre mig klog på hvordan og hvorfor det specialiserede område sprænger jeres budgetter - det har jeg som borger valgt jer til at forvalte, men det er ukorrekt, når I siger, at, at der ikke også er sket besparelser på det specialiserede område. Der er sket forringelser på de enkelte tilbud. Så lad dog være med at påstå andet!
