Beskæftigelsespolitisk område

Da jeg først er trådt ind i rådet i sensommeren, vil jeg ikke kunne besvare alle de punkter udførligt som forventes af en beretning, men kun kunne referere til de møder, jeg har deltaget i. Jeg kan dog give følgende oplysninger:

* Rådet har afholdt 6 ordinære møder og 1 ekstraordinært møde i 2007 samt 1 konference og 1 møde med beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.

* Rådets repræsentation er som følger: DA 10 medl.- LO 10 medl.- AC 2 medl.- FTF 2 medl.- DH 2 medl.- LH 2 medl.- sammenslutningen af Landbrugets arbejdsgivere 2 medl.- kommunekontaktrådet for hhv. Sjælland & Hovedstaden 5 medl. hver-Region Sjælland & Hovedstaden 2 medl. hver og så endelig nogle observatører fra Det regionale Vækstfora.

Jeg har deltaget i 2 af møderne (de 2 sidste i år) samt mødet med beskæftigelsesministeren. Sidstnævnte var mit første møde, så jeg var stort set kun observerende, men bemærkede dog, at handicappede og arbejdsmarkedet ikke var på dagsordenen den dag. Det kom så efterfølgende på rådets 2 møder, idet jeg bl.a. oplyste om - og spurgte ind til:

Jeg mener, det er godt, at DH er repræsenteret i rådet - men der skal arbejdes en del for, at handicappede kan komme mere og kontinuerligt på dagsordenen. Det er nu, hvor der mangler arbejdskraft, at der skal arbejdes på at få arbejdsgiverne til at forstå, at der er mange gode medarbejdere at hente blandt de handicappede.

Som ny i dette regi, er det et must at blive klædt ordentligt på af DH, f.eks. på en temadag, hvor alle DH´s repræsentanter i dette regi kunne mødes - så jeg efterlyser en sådan temadag.

Skal jeg for nuværende vurdere værdien for DH, må det blive - meget værdifuld.

Lis Særmark-Thomsen

(Kirsten Falster, suppleant)

43 medlemmer: 10 fra Dansk Arbejdsgiverforening, 10 fra Landsorganisationen i Danmark, 2 fra Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, 2 fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd. 2 fra Akademikernes Centralorganisation, 2 fra Ledernes Hovedorganisation, 10 fra kommunerne beliggende i beskæftigelsesregionen i forening, 2 fra DH, 1 fra regionsråd Hovedstaden, 1 fra regionsråd Sjælland.    

Det er en meget stor forsamling, der som man nok kan se af sammensætningen, domineres af LO-gruppen og Dansk Arbejdsgiverforening. I det forløbne år har DH kun haft en repræsentant til stede det meste af året, men i sidste halvdel af 2007 er der kommet endnu en repræsentant, så vi nu trods alt i 2008 er to til at diskutere det omfattende materiale. 

De  to emner  fra 2007, der specielt kan have interesse for DH og handicaporganisationerne, er:

Handicap og job
Her har regionen afholdt en konference i november 2007 med deltagelse fra Specialfunktionen for personer med handicap (Vejle). Her synes jeg, det ville være meget værdifuldt, hvis DH ville sætte flere kræfter ind på at få denne specialfunktion til at opnå et af sine mål, nemlig udvikling: ”At udvikle nye metoder i beskæftigelsesindsatsen, der kan understøtte, at flere personer med handicap integreres og fastholdes på arbejdsmarkedet”.

Som jeg ser det, er det alt afgørende, at Specialfunktionen kommer med nye forslag til beskæftigelses-udvalgene, så vi har nye metoder omkring problematikken på at få handicappede i beskæftigelse. Dette er som eksempel sket fra Specialfunktionen for den etniske beskæftigelsesindsats og har bevirket, som jeg ser det, at der er meget større fremgang i beskæftigelsen på dette område ind på handicapområdet.

Revalideringsindsatsen
Vi har fået lavet statistik på de enkelte lokalområders indsats på revalideringsområdet, herunder især den specialiserede revalidering, og umiddelbart er der ingen nedgang i indsatsen, men på grund af forskel i opgørelsesmetoden er der nogen usikkerhed med hensyn til at sammenligne indsatsen i de forskellige jobcentre. Derfor har beskæftigelsesrådet på sit sidste møde i 2007 besluttet vedr. kontrakt om beskæftigelsesindsatsen 2008: ” Rådet drøftede analyseplanen og foreslog at overveje at se nærmere på Revalideringsområdet, herunder især den specialiserede revalideringsindsats”.

Når jeg skal vurdere værdien for DH af at være repræsenteret i Det regionale beskæftigelsesråd for Hovedstaden og Sjælland, vil jeg nok erklære det for værdifuldt, selvom gennemslagskraften kan være en svær størrelse af vurdere. Man skal regne med, at LO og Dansk Arbejdsgiverforening stiller med store grupper, der har ”ordførere” og desuden har store bagvedliggende organisationer til at lave beregninger etc. Som jeg har påpeget før i denne redegørelse, vil det være meget værdifuldt, hvis der kom konkrete forslag fra Specialfunktionen for personer med handicap, så vi havde nogen gode nye forslag til handicapindsatsen at diskutere/igangsætte.

Det er som beskæftigelsesministeren sagde på sit møde med rådet ” toget kører nu, så det er om at komme på”.

Jan Friis

(Hans Rasmussen, suppleant)

De Regionale Beskæftigelsesråd har til opgave at rådgive beskæftigelsesministeren i forhold til at tilrettelægge den regionale beskæftigelsesindsats mest hensigtsmæssigt. I RBR Syd er specialistfunktionen vedr. handicappede placeret, idet den jo ligger i Vejle.

Rådet består af 5 arbejdsgiver-repræsentanter, 6 repræsentanter for faglige lønmodtagerorganisationer, 6 repræsentanter fra kommuner og regionen samt 1 fra DH.

Der afholdes 4 ordinære møder om året, og de suppleres med en beskæftigelseskonference, en handicapkonference, en strategikonference (over to dage) samt en konference om samarbejdet med De Lokale Beskæftigelsesråd.

Handicapkonferencen i Messecenter Fredericia den 1. november havde ca. 100 deltagere, men medlemmerne af RBR Syd glimrede ved deres fravær. Vi, der var der, fik til gengæld en dag fyldt med spændende indlæg incl. en introduktion fra to af medarbejderne ved specialfunktionen i Vejle.

Redegørelsen for jobcentrenes specialiserede revalideringsindsats i 2007 er endnu ikke fremkommet, men foreløbige tal tyder på, at der for nogle kommuners vedkommende er et forklaringsproblem. Således forventedes der i Esbjerg/Fanø Kommune ca. 530 sager om året, mens Billund og Odense kommuner brillierer med 0.

Dagsordenerne er oftest lange og tunge, og mange sager er i forvejen klaret af ved møder i formandskabet.

Udformning og godkendelse af Beskæftigelsesregionens kontrakt med Beskæftigelsesministeren er en kompliceret sag på 17 sider, hvor det er svært at forestille sig den konkrete praksis, der ligger bag de elegante formuleringer.

Til gengæld var der mere at komme efter i forhold til kontrakten ”om varetagelsen af specialfunktionen for beskæftigelsesindsatsen over for personer med handicap i beskæftigelsesregionerne på jobcenter Vejle”.

Der var flere uheldige og forkerte oplysninger, fx: ”Langt den største del af personer med handicap er på arbejdsmarkedet i ordinære job”. Udsagnet bygger på den SFI-omnibus-undersøgelse, hvor man i forbindelse med en række telefoniske spørgsmål spurgte folk, der havde arbejde, om de havde en kronisk lidelse eller et handicap. Således adspurgt svarede ca. 20% ja - men de blev ikke spurgt, hvad de led af. I de 20% er derfor indeholdt folk med lettere allergi, migræne, nedsunken forfod mv. Eftersom jeg tidligere har diskuteret undersøgelsens validitet med dem, der foretog den, er jeg sikker i min sag.

Jeg fremførte tillige, at specialfunktionen skal oplyse jobcentrene om sektoransvaret! Det er endnu for tidligt at vurdere, om specialfunktionen lever op til sit formål, men da jeg sidder i RBR Syd, hører jeg gerne fra brugere, der har oplevet, at jobcentrene mangler viden, de burde kunne have hentet i specialfunktionen.

Da denne beretning jo skal være kort, vil jeg ikke gå i detaljer med forløbet af møderne, blot fremhæve følgende: Det opleves flere gange som et problem, at de øvrige rådsmedlemmer er udpeget qua deres job. Når de deltager i rådsmøder, er de derfor på arbejde og kan fx blive til frokost og networke. Jeg skal derimod tage fri/afspadsere og er derfor interesseret i at komme hurtigt tilbage på job.

Hvad angår spørgsmålet om repræsentationens værdi for DH vurderer jeg den som mindre værdifuld. Det er min opfattelse, at de øvrige medlemmer af RBR Syd ikke interesserer sig for handicapproblemer, og det er ikke nogen let opgave at blive hørt, når man er alene uden oplagte alliancemuligheder. Til gengæld har jeg haft et fint samarbejde med embedsværket bl.a. omkring handicapkonferencen, som jeg var med til at arrangere.

Else Wolsgård

(Jens Ellekjær er suppleant)

2007 har været et travlt år i Det Regionale Beskæftigelsesråd i Region Midtjylland. Der har været afholdt 7 rådsmøder, og da jeg er blevet valgt som medlem af både forretningsudvalget og sagsbehandlingsudvalget vedr. høring af Opholds- og arbejdstilladelser, har der været yderligere 14 møder i FU og derudover en række møde i sagsbehandlingsudvalget både elektronisk og fysisk. Derudover har der været 2 møder med AMS vedrørende kontraktforhandlinger.

Rådsmøderne finder sted i Århus. Mødernes varighed er som regel 3 timer.

Rådet har afholdt følgende konferencer i 2007:

Rådet har udgivet flere analyserapporter, holdt møder med jobcentrene og afholdt seminar om matchgruppe 4 & 5 og seminar om sygedagpenge-indsatsen.

Rådet har lavet en evaluering af arbejdet i rådet. Denne evaluering viser, at der generelt er tilfredshed med mødernes tilrettelæggelse, afholdelse og mødematerialet.

Evalueringen viser også, at det vil være hensigtsmæssigt med halvårlige temamøder. Man er også tilfreds med nuværende udvalgsstruktur.

Min opgave som repræsentant for DH er til stadighed at sætte handicapområdet på dagsordenen. Af emner, jeg har bragt frem til rådet, er bl.a.

Det er et meget spændende arbejde, hvor jeg føler, jeg som DH-repræsentant får en rigtig god behandling og bliver respekteret af de øvrige medlemmer af rådet, og det gælder ligeledes i forretningsudvalget. Der hersker en god tone på møderne, og alle bliver hørt.

Der kan læses mere om arbejdet i RBR i Region Midtjylland: http://www.brmidtjylland.dk

Birgit Hagen

(Finn Amby er suppleant)

Repræsentant: Inger Møller Madsen. Suppleant: Finn Graa Jakobsen.

De omkring 30.000 klagesager (heraf 9.000 i Region Hovedstaden), som borgerne årligt tilsender landets beskæftigelsesankenævn (BAN), er i vid udstrækning karakteriseret ved, at der ligger en ganske tragisk livshistorie bagved de enkelte sager. Sygdom - primært af psykisk art, men tillige mange med alvorlige legemlige skavanker - forhindrer disse borgere i at stå fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet og med den følgevirkning, at deres økonomiske situation er meget dårlig set i forhold til resten af befolkningens.

Der er to typer sager, som dominerer dagsordenerne - både i antal og i betydning for klagerne. Det er sager om sygedagpenge og om tilkendelse af førtidspension.

BAN skal i disse klagesager tage stilling til, om myndighedernes (primært kommunernes) afgørelser er i orden, eller de skal ændres. Det skønnes, at omkring 15 pct. af sagerne sendes tilbage til kommunen på grund af fejl i sagsbehandlingen (hjemvises) og et tilsvarende antal ændres - og undtagelsesfrit til fordel for borgeren.

I DSI's vejledning til sine BAN-medlemmer skriver man, at ”det er centralt, at en afgørelse er den rigtige for borgeren - set ud fra en samlet vurdering”. Og yderligere skriver man: ”DSI-repræsentanten må ikke tage part i sagen - heller ikke, hvis sagen drejer sig om mennesker med handicap”. Disse formuleringer bør måske nuanceres en smule. BAN er nødsaget til at træffe mange afgørelser, som krystalklart ikke er den ”rigtige” for borgeren på anden måde, end at den er i overensstemmelse med love og regler. Det er samtidigt således, at når de enkelte medlemmer i BAN tager en indstilling fra embedsværket op til drøftelse med henblik på at søge tilslutning til en ændring, så er der vel i realiteten tale om at ”tage part i sagen”.

DH's BAN-medlemmer i region Hovedstaden finder det nærliggende at handle som en form for advokat for de borgere, som ud fra lægmandsbetragtninger - og med skyldig respekt for gældende regler - er kommet i klemme i systemet og som har behov for relevant støtte fra samfundet for at kunne få et anstændigt liv. Det skal understreges, at det ikke er således, at der i BAN er faste fronter i forhold til grundholdninger omkring sagerne - hverken de principielle eller enkeltstående sager.

Der er især to områder, hvor ”systemet” helt unødigt generer de involverede borgere meget voldsomt. Det mest alvorlige er kommunernes sagsbehandlingstid. I realiteten kan kommunerne trække mange sager uendeligt, uden at det får konsekvenser. Bestemmelserne i loven om retssikkerhed giver nogle anvisninger, men der er ikke skygge af sanktioner ved selv massive overtrædelser. Man behøver ikke megen fantasi for at forestille sig, hvad en ventetid på halve og hele år betyder for de ofte stærkt svækkede borgere, det drejer sig om. Senest har Ankestyrelsen dog anlagt en mere barsk holdning over for kommuner, der ikke påbegynder behandling af en sag om førtidspension, selv om de nødvendige oplysninger foreligger. Sådanne sager kan nu munde ud i efterbetalinger for ganske lange perioder.

Det andet problem er, at de skriftlige afgørelser, som BAN sender til klagerne, må formodes at være ret uforståelige for modtagerne. Der henvises til for modtagerne ukendte love, og der anvendes et juridisk sprog, som muligvis mest er beregnet til juristerne i Ankestyrelsen, hvis sagen når dertil.

Et eksempel: I en del tilfælde skriver man i redegørelsen for sagsforløbet, at der i en sygedagpengesag er ”indtrådt varighed”. Imidlertid er meningen den stik modsatte, nemlig at der er indtrådt varighedsbegrænsning. Et andet eksempel: De klagere, som mister sygedagpenge, har på ingen måde forstået kommunens svarskrivelser omkring den kendsgerning, at borgeren godt kan være endog meget syg, men alligevel ikke (mere) er berettiget til sygedagpenge.

Man kunne håbe, at DH - centralt og regionalt - på bl.a. disse to administrative områder kunne gøre noget - ved siden af de mere permanente bestræbelser for at forbedre lovgivningen for handicappede af enhver art.

Det forekommer klart at være værdifuldt, at DH har repræsentation i BAN - om end man næppe kan hævde, at hovedparten af sagerne vedrører borgere, som er tilknyttet en at DH's medlemsorganisationer. Men de af DH udpegede BAN-medlemmer må absolut formodes at kunne varetage opgaven - jf. beskrivelsen ovenfor - bedre end mere tilfældigt udpegede lægmænd.

I relation til DH-medlemmernes BAN-indsats hører det med i billedet, at der i meget vid udstrækning ligger skønsmæssige forhold indbygget i BAN's afgørelser, hvilket principielt er problematisk, men i en vis udstrækning nok er uundgåelig. Det kan bl.a. anskueliggøres ved, at der er flere eksempler på, at der i BAN er truffet formandsafgørelser (dvs. at formanden vurderer det som en rutinesag), hvilket umiddelbart indebærer, at sagen ikke forelægges på et BAN-møde og ingen af BAN's medlemmer udefra kender derfor sagerne og afgørelserne. Men samtidigt viser det sig efterfølgende, at Ankestyrelsen finder disse sager så principielle, at de tages op i Styrelsen til fornyet overvejelse.

Lis Noltensmeier, Niels Jochumsen, Lea Jensen,

Janne Sander Knudsen, Finn Andersen & Hans Glendrup

På møderne bliver der ikke specifikt drøftet sager af speciel interesse for DH og handicaporganisationerne, men udelukkende de sager, der er på dagsordenen. Det er for mig betænkeligt at der sker så mange fejl i kommunerne, - sager som bliver tilbagevist til kommunerne til fornyet behandling.

Ankenævnet beskæftiger sig kun med ankesager. Der er for mig at se ret mange borgere, der får ret i deres klager.

Repræsentanterne i beskæftigelsesankenævnet kommer fra AC/FTF, DH, LO, DA, KS, samt regionen. Der er 8 personer med i de møder, jeg deltager i.

Der blev i alt afholdt 24 møder i Region Sjælland, hvoraf jeg (min gruppe) deltog i 5 møder.

Jeg mener, at repræsentationen for DH er værdifuld. De fleste sager kommer fra de svage i samfundet, og hermed også mange handicappede, hvorfor det er vigtigt, at vi er repræsenteret i sådanne nævn.

Einar Ø. Pedersen

--- ---

Jeg sidder i Beskæftigelsesankenævnet region Sjælland. Arbejdet består i klagesagsbehandling inden for arbejdsmarkedsområdet, herunder sygedagpenge og visitation til fleksjob. To emner, der fylder meget i klagesagerne. Det er derfor pr. definition et område, der bør have DH's absolutte bevågenhed. Sammensætningen af nævnet følger lovgivningen.

Sagerne er delt i A- og B-sager, hvor alle A-sager er af en beskaffenhed og kompleksitet, at de alle gennemgås og behandles. B-sagerne behandles i det omfang et medlem mener, der er behov for det. På hvert møde er behandlet i gennemsnit 11-14 A-sager, mens 8-10 B-sager er medsendt til gennemlæsning. Af disse tages i gennemsnit 2-3 op til behandling.

Arbejdet er delt mellem flere repræsentanter for DH på turnus, så jeg deltager i ca. 4 møder årligt. Personligt synes jeg måske det er i underkanten, for selv om en kontinuerlig medvirken vil være mere arbejdskrævende, vil det give en større rutine og evne til at overskue og vurdere sagerne.

Der foreligger en forvaltningsindstilling til de enkelte sager. En diskussion af sagerne har ofte en betydning for, om indstillingerne omgøres, hvilket måske sker med 2-4 A-sager i hvert møde. Jeg nævner det, fordi den måde nævnet er opbygget på med hver vores indsigt i områder, der kan problematisere en afgørelse, absolut har betydning for afgørelserne. Det er derfor vigtigt, at vi er med til at stille spørgsmål, kommentere og bede om uddybninger af felter, der ikke er belyst godt nok i statsforvaltningens sagsbehandling eller i kommunerne.

Skal jeg uddrage nogle punkter, som jeg med baggrund i de møder, jeg har deltaget i, mener, DH skal være særlig opmærksom på, så synes jeg, at der er en tydelig forskel i, hvilke kommuner, der har mange sager i nævnet både inden for sygedagpenge og fleksjob. Der er nogle kommuner, hvor jeg mener at kunne se, at der er en noget sløset sagsbehandling selv blandt sager, der ikke allerede er hjemsendt administrativt til fornyet behandling. Nogle kommuner prøver virkelig at skære ned i antallet av lange sygedagpengesager, men det går i høj grad ud over kvaliteten af sagsbehandlingen. Ligeledes mener jeg at kunne se, at nogle kommuner er tilbøjelige til ikke at henvise til fleksjob - måske med baggrund i, at det så er dyrere for kommunen så længe, der ikke er fundet et job. Sidste er dog gætteri.

På denne baggrund mener jeg selvfølgelig, det er meget værdifuldt, at DH deltager i arbejdsmarkedsankenævnene.

Jan Jakobsen

Mariane Agger, Arne Grønbech Jensen, Leif Sørensen

I beskæftigelsesankenævnet møder vi alle mulige problemer inden for hele det store arbejdsmarkedspolitiske område - hvor mit fokus selvfølgelig er de ankesager, hvor mennesker med forskellige handicaps føler sig forkert behandlet.

At sidde i et ankenævn er selvfølgelig et ”rent sagligt anliggende” - hvilende på lovens ”rettigheder og pligter” som udgangspunkt - MEN når det er sagt, så er det min klare opfattelse, at Beskæftigelsesankenævnet som udgangspunkt er positiv stemt, når sager med handicap-indhold vurderes.

Vore DH-repræsentanter deltager i gennemsnit i 1 møde hver 6. uge (30 møder i alt på årsbasis).

Jeg opfatter vores repræsentation som særdeles nødvendig og værdifuld - men vil dog påpege, at erfaringsopsamling i større udstrækning bliver besværliggjort af den forholdsvis lave mødefrekvens - vi burde deltage i et møde/måned - som minimum.

Ole Lennart Hansen

--- ---

Undertegnede har deltaget i i alt 4 møder i 2007 i et rotationsprincip, hvor DH-udpegede har deltaget.

Materialet til møderne i beskæftigelsesankenævnet er meget omfattende, ca. 700-900 sider, og der er ca. 45-50 sager i alt. Materialet modtages en uge forud for mødet. Sagsmaterialet er i de enkelte sager meget omfattende. Og i starten var det ret utilgængeligt, da jeg ikke var bekendt med bestemmelserne, men dette tilegner man sig igennem arbejdet.

De enkelte sagsbehandlere fremlægger på møderne sagerne på en rimelig forståelig måde, og jeg føler mig godt oplyst om sagen.

Materialet er opdelt i administrative afgørelser, som betyder, at de ikke kommer på mødet. Ca. 5-8 sager. Sager til forenklet behandling, ca. 20 sager, som er afgjort, men som kan tages op til egentlig behandling på den enkeltes ønske, og som skal meddeles dagen i forvejen inden kl. 12. Så er der sager til egentlig behandling, som også er på ca. 20, og som alle behandles på det enkelte møde.

Af disse sager er der få der direkte kan henledes til personer med nedsat funktionsevne. Der er dog en del sager om flexjob.

I sagsbehandlingen bliver der hjemvist en del sager til fornyet sagsbehandling, og ligeledes omgøres kommunernes afgørelser ret ofte. Det skyldes oftest manglende sagsbehandling, eller sagsbehandling efter forkerte bestemmelser.

Uden at have en statistik på afgørelserne, så mener jeg, at der er for mange sager, der må hjemvises til kommunerne, til fornyet sagsbehandling, såvel som mange afgørelser er truffet på et mangelfuldt sagsmateriale. Jeg har dog ikke et statistisk materiale, som kan underbygge min "påstand", da det ikke foreligger i skrivende stund.

Jeg fornemmer at blive hørt helt på lige fod med de andre i ankenævnet. Jeg finder arbejdet interessant, og det giver indblik i et område, jeg ikke før var bekendt med.

Slutteligt mener jeg, at repræsentationen i ankenævnet er vigtig for DH.

Jens Petersen

Desuden Tage Jønch, Peter Boysen, Børge Larsen

I vort nævn mener jeg, at vi har et meget fint klima, og jeg mener også, at der bliver lyttet meget til de input, vi kommer med i de enkelte sager, både fra forvaltning og de andre medlemmer.
 
Det man kan sige er, at det tog lidt tid, inden man fandt ind i en rytme, og på de første møder var der heller ikke mange sager på møderne. Der har været en del udskiftning i personalet, men nu er alle stillinger besat, så fremover skulle man gerne overholde behandlingstiden, der har været for lang først på året. Jeg mener, at forvaltningen forsøger at give det materiale, som medlemmerne ønsker (statistik).
 
Jeg mener helt sikkert, at det er vigtigt, at DH har repræsentanter i Beskæftigelsesankenævnet for at vi også får handicapperspektivet med i nogle af afgørelserne.

Kaj Furbo

--- ---

Nævnet består af medlemmer fra Kommunernes kontaktråd, LO, DA, AC/FTF, regionsdirektøren samt en formand som oftest er en jurist fra statsforvaltningen.

Jeg har i 2007 deltaget i 5 møder, hvor jeg har været med til at behandle ca. 200 klagesager. Det har været spændende at være med til at behandle disse klagesager. Efter min mening er det meget vigtigt, at vi er med i sådanne råd/nævn, da vi med vores erfaringer inden for handicapområdet kan bidrage med vores erfaringer og synspunkter til den endelige afgørelse.

Da jeg til daglig arbejder som sagsbehandler i en fagforening, og arbejder med områderne rådighed, aktivering, fleksjob samt deltager i rundbordssamtaler, så finder jeg det meget interessant, hvordan klagesagerne behandles og hvilken afgørelse man kommer frem til.

Langt de fleste sager, som jeg har været med til at behandle, omhandler kommunernes ophør med udbetaling af sygedagpenge samt afslag fra jobcentrene om aktivering. Der er også mange sager omkring afslag om førtidspension og fleksjob.

Antallet af sager svinger meget fra ca. 28 til 60 sager. Jeg har ikke været enig i alle indstillingerne fra Statsforvaltningen, det er specielt sagerne om førtidspension samt sagerne omkring sygedagpenge.

Vi bør efter min mening kigge nærmere på den magt, som de kommunale sagsbehandlerne på jobcentrene har fået via lovgivningen. Det er bestemt ikke alle sagsbehandlere, som kan administrere dette. Jeg har flere gange oplevet, at sagsbehandlere tilsidesætter speciallægeerklæringer, endda lægeerklæringer, som kommunen selv har bedt om at få og betalt for.

Vi bør nok også lære de ansatte på Statsforvaltningen eller Skat, at man ikke må holde på den eneste handicapparkeringsplads, som der er ved forvaltningen, når man ikke har et invalidebilskilt.

Ole Johnsen

Desuden Jørgen Bak, Jørgen Ahler

Der har i 2007 været afholdt 21 møder i Beskæftigelsesankenævnet. Der er afgjort 1.047 sager, heraf ca. 60 % som formandsafgørelser. Nævnsmedlemmerne bliver ikke orienteret om disse sager. Ca. 60 % af de afgjort sager er blevet stadfæstet, ca. 16 % er ændret, ca. 16% er hjemviste og ca. 8 % er bortfaldet.

2 af DH's medlemmer i Beskæftigelsesankenævnet var tidligere medlemmer af Det sociale nævn i Nordjylland. Vi må konstatere, at vores muligheder for at påvirke, sætte dagsorden omkring afgørelserne i Beskæftigelsesankenævnet er blevet mindre, dels fordi vi deltager i væsentlig færre møder, og dermed ikke kan følge med i tendenser på de forskellige områder, dels på grund af mange forskellige aktører på møderne.

Vi oplever, at sagsforløbene i kommunerne, specielt på revaliderings- og fleksjobsagerne, er blevet meget lange. Mange borgere oplever ofte sagsbehandlerskift og dermed forbundne forskelligartede udmeldinger omkring, hvad der skal ske i deres sag. Vi må også konstatere, at antallet af personer, der ”sendes hjem til ægtefælleforsørgelse”, er stigende. Antallet af sagsbehandlerfejl er ikke blevet mindre. Det er ikke usædvanligt, at nævnet ser sig nødsaget til at påtale sagsbehandlerfejl i op til halvdelen af de forelagte sager. Hvad angår nævnssekretariatets sagsforberedelse er kvaliteten noget svingende. Tonen på møderne er udmærket.

På DH-medlemmernes vegne, Jørgen Steen